afrikansk samarbejde

Idéen om afrikansk enhed og samarbejde er knyttet snævert til Afrikas kamp for uafhængighed og selvstændighed. Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah, var en af de ivrigste fortalere for et øget samarbejde mellem de mange unge stater, som blev resultatet af afkoloniseringen.

På trods af store vanskeligheder lykkedes det i 1963 at oprette Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU), som fik hovedsæde i Addis Abeba. Alle uafhængige stater i Afrika har ret til at være medlem; også de fem nordafrikanske lande, som ellers er mere orienteret mod den arabiske verden, er medlemmer. Et af OAUs vigtigste mål er "at fremme enighed og sammenhold mellem de afrikanske stater". Organisationen har imidlertid ikke været i stand til at forene de mange synspunkter, der har præget kontinentet siden afkoloniseringen. OAU har desuden været plaget af, at mange statsledere har tillagt organisationen så ringe betydning, at de ikke er mødt frem ved de årlige topmøder. Det bør dog nævnes, at OAUえーゆー med held har fastholdt, at de nationale grænser ligger fast; de er ikke til diskussion eller revision trods deres baggrund i kolonitidens magtforhold. Således har Afrika kun haft ganske få egentlige territoriale konflikter mellem staterne efter selvstændigheden.

Tanken om afrikansk enhed og samarbejde har også ført til oprettelsen af en række regionale samarbejdsorganisationer. Tanzania, Kenya og Uganda dannede i 1967 Det Østafrikanske Fællesskab (EAC); det gik dog i opløsning 10 år efter pga. modsætninger mellem medlemslandene. I Vestafrika oprettede 16 stater i 1975 et vestafrikansk fællesmarked (ECOWAS), som havde til formål at fremme økonomisk samarbejde og skabe et fælles marked. Resultaterne af ECOWAS har dog været ret begrænsede, hvilket både kan forklares med politisk uenighed og med landenes forskellige udviklingsstrategier.

I det sydlige Afrika gjorde Zimbabwes uafhængighed i 1980 det muligt at oprette en regional samarbejdsorganisation, SADCC, for landene i regionen, dog ikke Sydafrika. SADCC har haft en vis succes med at trække udenlandsk udviklingsbistand til området; til gengæld er det ikke rigtig lykkedes at udvikle samarbejdet mellem staterne.

En række tidligere franske kolonier i Vestafrika har indgået et valutasamarbejde i den såkaldte Franc-zone. Frankrig garanterer staterne en fast vekselkurs for deres valutaer samt fuld omvekslelighed.