hjemmel

Hjemmel et er juridisk begreb, der optræder i to varianter.

Hjemmel bruges for det første helt bredt som udtryk for private personers og offentlige myndigheders retlige bemyndigelse til at foretage handlinger, træffe afgørelser, indgå aftaler eller foretage andre retligt relevante dispositioner. Denne bemyndigelse kan være indeholdt i lovgivningen, i uskrevne retsgrundsætninger, i afgørelser fra offentlige myndigheder, i indgåede kontrakter eller i tilladelser fra personer med privat rådighedsret.

Hjemmel bruges for det andet i en specifik betydning inden for forvaltningsretten som udtryk for indholdsmæssige krav til den offentlige forvaltnings afgørelser. Ud over krav om retlig bemyndigelse for forvaltningers afgørelser indeholder hjemmelskravene dels særlige karakteristika for forvaltningers fortolkning af deres skrevne retsgrundlag, dels de generelle, som oftest ulovbestemte retlige grænser for forvaltningers skønsudøvelse og forvaltningers valg af retsfølge.

Forvaltningsmyndigheders fortolkning er præget af, at både formålet med reglerne og lovforarbejderne spiller en særlig rolle. Desuden er der en tendens til en indskrænkende fortolkning af regler, der indeholder bemyndigelse fra forvaltningen til at foretage indgreb i borgernes frihed eller personlige integritet.

Kravene til forvaltningens skønsudøvelse angår forvaltningens adgang til at udfylde rammerne for den enkelte bemyndigelseslov med kriterier, der er valgt af forvaltningen selv. Om et sådant forvaltningsvalgt kriterium er lovligt eller ulovligt, eller om det er korrekt prioriteret af forvaltningen, beror på emnet for og formålet med bemyndigelsesloven, på de interne retningslinjer, der er blevet fulgt inden for området, på kriteriets forenelighed med almindelige lighedsbetragtninger samt på kriteriets sammenhæng med de interesser, der beskyttes ved menneskerettighedsregler som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Hensyntagen til borgernes mulighed for at kunne indrette sig, myndighedernes bestræbelser på at undgå værdispild og det offentliges behov for at kunne administrere sine resurser anses generelt for at være lovlige hensyn at tage, også i forbindelse med konkrete skønsmæssige afgørelser.

I en vis udstrækning reguleres kriteriernes lovlighed af generel lovgivning, fx Ligebehandlingsloven, Forskelsbehandlingsloven og Foreningsfrihedsloven, men grænserne er i hovedsagen bestemt i almindelige retsgrundsætninger. Den afgrænsning af kriteriers lovlighed, der sker på grundlag af formålsbetragtninger, kaldes også magtfordrejningslæren (se magtfordrejning).

Det vigtigste hjemmelskrav, hvad forvaltningens valg af retsfølge angår, udtrykkes i proportionalitetsgrundsætningen; ifølge den er forvaltningen forpligtet til at anvende det absolut lempeligste middel til at kunne opnå formålet med den konkrete afgørelse.

Hjemmelskrav prøves fuldt ud af domstolene (se domstolsprøvelse) og af Folketingets Ombudsmand.