imperativ

Imperativ hører under den grammatiske kategori modus (måde) som er en af verbets bøjningskategorier (se om verbets bøjning under verbum og dansk). Modus er en bøjningskategori, der udtrykker den talendes indstilling til det, der siges, og angiver, hvordan modtageren skal forstå det sagte, fx som en ordre eller som en konstatering af et faktum.

Modusbøjningen i dansk skelner mellem imperativ, fx spis, mal, og indikativ, fx indikativ præsens (nutid) spiser, maler og indikativ præteritum (datid) spiste, malede.

I dansk er bøjningsformen imperativ identisk med verbets stamme, dvs. der sættes ikke nogen endelse på verbet. Dette beskrives også sådan at der sættes en såkaldt nulendelse på verbet i modsætning til de konkrete synlige og hørbare endelser, der karakteriserer verbets andre bøjningsformer, såsom endelsen -er i indikativ præsens:

Imperativformens betydning er handlingsanvisning: Bruger man formen imperativ, signalerer man til modtageren, at man ønsker, at modtageren skal udføre den handling, som verbet betegner. Hvis man til sin nabo siger forsvind, så angiver man, at man ønsker, at naboen skal forlade stedet, hvor man befinder sig.

Imperativens handlingsanvisende betydning viser sig i en række mere konkrete undertyper, bl.a.

• ordre (forlad omgående området!)
• opfordringer (tag med til festen på fredag!)
• instruks (skræl kartoflerne, og kog dem i rigeligt letsaltet vand)
• ønsker (sov godt!).

I sætninger med verbet i imperativ er subjektet, forstået som den handlende, altid lig med modtageren, og der er oftest ikke noget eksplicit subjektsled i imperativsætninger. Det er dog muligt at udtrykke subjektet, typisk når imperativsætningen udtrykker en opfordring snarere end en ordre, fx snup du bare en kage til!.

I modsætning til indikativformer i fremsættende sætninger (hun spiser) og i spørgende sætninger (spiser hun?) kan imperativformen ikke anvendes om fakta, og med sin entydige funktion som angivelse af handlingsanvisning er imperativ et eksempel på sproget og dets former som direkte redskab for socialt samspil.

I ældre dansk havde imperativ en forskel i numerus (tal) mellem imperativ singularis (ental) og imperativ pluralis (flertal). Imperativ singularis havde i det ældre sprog samme form som den moderne imperativ, dvs. stammen uden endelse, kald, mens imperativ pluralis havde endelsen -er, hvorved den ligner den moderne indikativ præsens (nutid), kalder.

I mange sprog kan den handlingsanvisende betydning forbundet med imperativ udtrykkes med andre former af verbet, fx i spansk hvor handlingsanvisning bl.a. kan udtrykkes med konjunktiv: ¡salga de aquí! ’kom ud herfra’, og med infinitiv: conducir con prudencia ’kør forsigtigt’.

Brug af infinitiv med imperativlignende betydning kendes også fra dansk: ikke kigge!

Begrebet imperativ anvendes også inden for Kants moralfilosofi, se kategorisk imperativ og hypotetisk imperativ.

• modus
• verbum