mangrove

Mangrove er en stedsegrøn skovtype, som findes i tidevandszonen langs beskyttede kyster i troperne. Skovens udvikling og dynamik betinges af iltforholdene i bundslammet og svingninger i vandets saltholdighed. Mangrover har før været opfattet som et tidligt stadium i en vegetationsudvikling, som i sidste ende fører til regnskov; store mængder slam fanges ganske vist mellem mangrovetræernes rødder og medvirker til en generel landhævning, men andre steder foregår en samtidig erosion.

Ofte kan der ses en tydelig zonering fra havsiden og indad mod land, hvor den ene rene bestand af en enkelt træart afløser den anden, men skovens dynamik kan være kompliceret, og zoneringen ikke altid entydig. Mangrovetræerne omfatter især medlemmer af slægterne Avicennia, Bruguiera, Rhizophora, Sonneratia og Xylocarous. Bag mangroven findes ofte en række associerede plantearter, fx palmer af slægten Nypa og bregnen Acrostichum aureum. Plantegeografisk skelnes mellem de artsrige østmangrover langs Stillehavets og Det Indiske Oceans kyster, dvs. på Østafrikas, Asiens og Mellemamerikas vestkyst, og de artsfattige vestmangrover langs Atlanterhavets kyster, dvs. på Vestafrikas og tropisk Amerikas østkyster.

Iltmanglen i bundslammet, den periodevise tidevandsoversvømmelse samt svingninger i vandets saltholdighed pga. inddampning er ekstreme betingelser for plantevækst; under tilsvarende forhold i tempererede egne udvikles marsk og strandeng. Saltholdigheden udviser stærk variation under tørre klimaforhold, hvor den typisk øges fra havsiden ind mod land. Der findes veludviklede mangroveskove ved flodmundinger med konstant tilførsel af ferskvand, som modererer udsvingene i saltholdighed.

En lang række tilpasninger sætter mangrovetræerne i stand til at overleve de ekstreme forhold. Særlig karakteristisk for skovtypen er udformningen af træernes rødder. Nogle arter har støtte- eller stylterødder, som udgår fra stammen op til et niveau svarende til højeste tidevand, og som holder træet fast i det løse sediment. Andre udvikler luftrødder, som stikker lodret op igennem slammet og tjener som åndingsorganer.

Hos flere mangrovearter spirer kimplanterne direkte på moderplanten (såkaldt ægte vivipari) og udvikler en op til 50 cm lang, grøn kimstængel. Når kimplanten løsnes fra mangrovetræet, falder den som et spyd gennem luften og kan ved lavvande bore sig ned i mudderet. Ved højvande vil den flyde omkring, indtil den finder rodfæste og pga. sin tidligere spiring omgående slår rødder. En mængde mindre synlige økofysiologiske tilpasninger sætter træerne i stand til at håndtere de høje saltkoncentrationer, fx ved ultrafiltrering og saltudskillelse gennem særlige kirtler.