minister

Ministeransvarlighed er ministres retlige og politiske ansvar for deres embedsførelse. I de europæiske konstitutionelle monarkier, der voksede frem i 1700- og 1800-tallet, er det et fællestræk, at kongen er ansvarsfri; ansvaret bæres af ministrene. Ministeransvaret var i sin oprindelse retligt. Parlamentets andetkammer og i mange tilfælde også kongen kunne rejse tiltale, mens domsmyndighed tilkom en særlig domstol, der som regel var sammensat af medlemmer af førstekammeret og dommere fra Højesteret. Efterhånden udvikledes ved siden af det retlige ansvar et politisk ministeransvar, der betød, at en regering måtte gå af, hvis et flertal i parlamentet krævede det (se parlamentarisme).

I Danmark gøres ministres retlige ansvar gældende ved Rigsretten. Tiltale rejses af Folketinget eller regeringen. Det retlige ministeransvars indhold er bestemt ved Lov om ministres ansvarlighed fra 1964. En minister straffes, hvis han eller hun forsætligt eller af grov uagtsomhed har tilsidesat de pligter, der påhviler vedkommende efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter stillingens beskaffenhed. Det samme gælder, hvis en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen. Hvis ikke strengere straf er hjemlet i den øvrige lovgivning, er straffen bøde, hæfte eller fængsel i indtil to år.

Siden Junigrundloven af 1849 er tre ministre ifaldet et retligt ansvar ved Rigsretten. Tidligere indenrigsminister Sigurd Berg blev i 1910 idømt bøde for svigtende tilsyn med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse i forbindelse med Albertis bedragerier. I 1995 blev tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamilsagen. I den såkaldte Instrukssag blev tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mandag i december 2021 idømt 60 dages fængsel.

Ministres politiske ansvar kommer til udtryk gennem den kritik, som Folketinget kan gøre gældende under debat i folketinget, i vedtagelser, i forbindelse med samråd i folketingsudvalg og i form af kritiske udtalelser i udvalgsbetænkninger mv. Som det mest vidtgående kan Folketinget ifølge Grundlovens § 15 vedtage et mistillidsvotum. Det kan være rettet mod den enkelte minister, der derefter er forpligtet til at gå af, eller det kan være rettet mod statsministeren, der derefter er forpligtet til at begære regeringens afsked, medmindre nyvalg udskrives. Det er kun sjældent sket, at Folketinget har vedtaget et mistillidsvotum. Siden Systemskiftet i 1901 har Folketinget i tre tilfælde vedtaget et mistillidsvotum til statsministeren, se dagsorden. I intet tilfælde har Folketinget vedtaget et mistillidsvotum til en enkelt minister, idet ministrene i praksis er blevet afskediget af statsministeren, før det er kommet så vidt.

Mens det retlige ansvar kun kan gøres gældende, hvis en minister har brudt de juridiske regler, kan det politiske ansvar gøres gældende, selvom der ikke er noget at bebrejde ham eller hende. Det eneste, der kræves, er et flertal i Folketinget. Sådan fungerer det politiske ansvar imidlertid ikke i praksis. I større politisk-administrative skandalesager, fx Tamilsagen, valgte Folketinget at lade en kommissionsdomstol eller undersøgelsesret foretage en tilbundsgående retlig undersøgelse, før folketinget politisk tog stilling til ministrenes ansvar. På den måde blandes de to ansvarsformer i politisk praksis.

Folketingets forretningsorden fik i 1999 tilføjet nye bestemmelser, der betyder, at Folketingets Udvalg for Forretningsordenen kan indstille, at der nedsættes en undersøgelseskommission, og at udvalget er med til at fastlægge kommissionens opgaver. Når en undersøgelseskommission har afgivet en beretning, der vedrører ministres forhold, skal beretningen behandles af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Udvalget skal vurdere, om der er grundlag for at drage ministre til ansvar for de forhold, der er kommet frem. Udvalget afgiver indstilling til Folketinget, der derefter træffer den endelige beslutning om retligt eller politisk ministeransvar.