Med den nye rute er det for første gang muligt at flyve direkte mellem Grønland og USA.
Åbningen af ruten blev den 23. maj markeret ved en reception på Danmarks Ambassade i Washington, hvor bl.a. repræsentanter fra Grønlands Hjemmestyre og Branding Greenland deltog. Den 24. maj bliver den første flyvning markeret både i Baltimore Lufthavn før afgangen til Kangerlussuaq, og ved ankomsten til Kangerlussuaq kl. 21.00, hvor Air Greenland er værter ved en ankomstreception.
På flyvningen til Kangerlussuaq deltager bl.a. Joint Committee, samarbejdsorganet mellem Grønland og USA.
Indtil medio juni flyves der én gang om ugen, men når højsæsonen sætter ind fra midt i juni til sidst i august, laver Air Greenland to ugentlige flyvninger, på mandage og torsdage. Derefter går man igen over til en ugentlig afgang om torsdagen til sæsonen for ruten slutter torsdag den 20. september.
Air Greenland Travel tilbyder pakkerejser til USA, og Grønland Rejsebureau i København tilbyder pakkerejser til Grønland på det amerikanske marked.