Hvis du har en sart mave eller flossede nerver, skal du nok gå i en stor bue uden om Tyler, the Creator.

Den 20-årige rapper fra Los Angeles er lige så forstyrret, grov og underligt snoet i sine tekster, som hans rap er slagkraftig, morsom og brillant. På én gang forførende og foruroligende.

Hen over de gotiske beats buldrer de bidske tekster af vrede, kvindehad og fantasier, der kan få de fleste forældre til at holde børnene for ørerne eller slukke for radioen. I en fart.

Men er der noget, verdens teenagere vil høre lige nu, er det grovheder fra Tyler, the Creator. Og det forstår man godt.

Det er mange sløje år siden, hiphoppen sidst fik en så markant ny stemme, og med sin forrevne mørke vokal giver Tyler, the Creator hiphoppen sin tabte identitet som ungdommens identifikationspunkt tilbage.

Mens Eminem slås med sin nervemedicin og laver duetter med popfuglen Rihanna, Jay-Z optræder som tænksom skrivende forretningsmand, og den virtuose Kanye West stræber efter en plads mellem Brian Wilson og Phil Spector i pophistorien, har hiphop mistet sin skarpe kant.

Men sammen med sine grænseoverskridende følgesvende i kollektivet med det ualmindelige og lange navn Odd Future Wolf Gang Kill Them All træder Tyler, the Creator direkte ud af teenageværelset og gør hiphop frastødende og farlig igen.

Musikindustriens fremtid
I løbet af de seneste 18 måneder har kollektivet, der kort kaldes Odd Future, ryddet først internettet og siden den trykte musikpresse for overskrifter og forsider.

Som ringe på internettet har de bredt sig fra deres base i Los Angeles. Via deres hjemmeside har de sendt et dusin gratis mixtapes og album ud, lagt film, videoer og koncertklip op – og dag for dag suget mere opmærksomhed til sig.

Og Odd Future er ikke et hiphopkollektiv, der prøver at sælge sig selv som en ny generations Wu Tang Clan. Der er ligheder som den kreative turbine af sideprojekter og den apokalyptiske tone i produktionerne, men Odd Future er meget mere end musik.

De er en flok skaterdrenge, illustratorer, producere og do it yourself-filmmagere i alderen 17 til 23 år, der bryder reglerne og springer over forhindringer, som de støder på dem. Med deres aktive brug af sociale medier, et helt eget symbolunivers og viral markedsføring på netværk som Tumblr og Twitter har de fået branchebladet Billboard til for nylig at spørge på forsiden:

»Er Odd Future musikindustriens fremtid?«.

Muligvis. Lil Wayne har tidligere udnyttet magten i de gratis mixtapes, men Odd Future er internetgenerationens første gør det selv-superstjerner, hvor hele det æstetiske univers er strikket sammen på den californiske asfalt eller hjemme i køkkenet hos den mor, de stadig bor hos.

I første omgang forsøgte Odd Future at komme til i de store hiphopmagasiner, men blev afvist.

Siden blev det indierock-magasinet Pitchfork og musik/mode-magasinet The Fader, der i efteråret løftede det farverige fænomen op fra undergrunden og sendte det ud til det helt store publikum, hvor debatten om de kontroversielle tekster er vokset i takt med opmærksomheden.

Siden fulgte dette forårs mest omtalte koncerter på førende amerikanske rockfestivaler som Coachella og South-By-South-West samt en anarkistisk optræden på det populære ’Late Night’-talkshow med Jimmy Fallon.

Midt i den tordnende succes står det kreative kraftcenter i form af 20-årige Tyler, the Creator.

For ham er koblingen til rock og mode frem for hiphop ikke det problem, som man ellers ser, når en subkultur værner om identiteten med streng grænsekontrol.

Da Tyler – med efternavnet Okonma – i sidste uge indtog London, fik han den engelske presse til for et kort øjeblik at glemme alt om det royale bryllup, mens den altid kække Tyler skrydede løs i den engelske avis The Guardian:

»Glem alt om hiphop. Vi er de nye Sex Pistols!«.

Grænseoverskridende selvterapi
Festen er på sit højeste lige nu, men tiden i undergrunden og de ungdommelige provokationer er hermed nået til et skæringspunkt. Som den første i Odd Future-kollektivet forlader Tyler, the Creator gør det selv-kulturen en smule og udgiver et album på det estimerede pladeselskab XL, der i forvejen har kunstnerisk integritet med Radiohead og kommerciel dundersucces med Adele.

Det kan betyde nye tider for den kreative frihed, og Tyler, the Creator har da også justeret sin verbale adfærd siden den hjemmeudgivne debut ’Bastards’ i 2009.

Musikalsk står Tyler, the Creator stadig som en eminent beatbygger, der på sin computer programmerer minimalistiske beats med en tyngende lyd af dunkle keyboardtemaer, droner af bas og alarmerende synthlyde.

De 15 skæringer danner til sammen en kælderkrypt med god plads til dystre feberfantasier, indædte depressioner og flabede salver mod hele verden. Sendt af sted med en raspende dyb stemme, der skubber ordene dynamisk frem, mens tempoet slæber sig tungt videre og hele tiden truer med at opsluge albummet for at forsvinde som et fortidsdyr ned i dybet.

Oppe på ordenes overflade er ’Goblin’ ligesom debuten indrammet som en tur på briksen hos en terapeut, der lægger øre til, mens Tyler, the Creator ventilerer sin galde, kringlede eftertænksomhed og ikke mindst vrede mod den fraværende far:

»Love? I don’t get none/ that’s why I’m so hostile to the kids that get some/ my father called me to tell me he loved me/ I have a better chance of getting Taylor Swift to fuck me«.

Med sit spil på populærkulturelle referencer som den ærbødige poppige Taylor Swift og private brændpunkter går Tyler, the Creator ned ad samme sidegade, som Eminem gjorde, dengang han frigav kreativ energi i sin kamp mod både moderen og berømmelsen. Senere sprutter Tyler helt i samme dur: »Aint killed myself yet and I already want my life back«.

De kogende vredesudbrud rammer også den barnlige bundgrænse, når det hovedløse omkvæd på ’Radicals’ hamrer løs hen over et klaustrofobisk beat: »Kill people burn shit fuck school«, og hans forhold til kvinder er stadig betændt i en grad, at selv den eneste sårbare tone mellem de mange nedladende bemærkninger munder ud i stalking og nekrofile fantasier i Frank Oceans silkebløde r’n’b-sang på ’She’.

Alligevel er der færre voldtægtsforestillinger og horrorcore end tidligere. Som en del af computerspilgenerationen kombinerer Tyler uden skrupler blodsprøjtende Dracula-lignelser og ekstremt grænseoverskridende fortællinger, så det bliver printet ud i ungdomskulturens interne jokes.

Men han gør det med en tydelig bevidsthed om den opskræmmende effekt af hans syge humor.

Når Tyler, the Creator bruger ’faggot’ som et skældsord, gør han det ikke i homofobisk forstand, men for at opnå fornærmelsen, mens hans lesbiske producer, Syd the Kyd, sidder og griner bag knapperne.

Infantilt og problematisk? Bestemt. Men sat sammen med de musikalske spændinger, de råt skårede refleksionerne over egen stjernestatus og morbide fantasier bliver de sproglige tabuovertrædelser en del af et værk, der stædigt nægter at finde sig til rette på sin plads i flokken.

Slet ikke ulig det groteske univers, Suspekt har findyrket herhjemme, hvor de sætter en dirrende finger lige i øjet på velfærdssamfundets udjævnende pænhed og forældrenes jernskjorte af gode manerer.

Hiphoppen tilbage som et amerikansk mareridt
På ’Goblin’ viser Tyler, the Creator med sine ordspillende og rytmiske rap, at han kender vejen til grove overtrædelser af vedtagne normer. Ligesom Elvis’ svingende hofter gjorde. Som Rolling Stones’ hedonistiske rockshow gjorde. Som Johnny Rottens rasende langefinger gjorde, og som hiphopnavnene 2Live Crew og N.W.A. en gang gjorde.

I dag skal man bare gå et skridt længere i æstetikkens navn for at hente samme saft og kraft i sproget.

Det er i dén tradition af ufornuftig, men altid tiltrængt oprør, Tyler, the Creator skal ses. Og ikke mindst høres.

Som Kurt Cobain og Nirvanas grunge-dybe ridser af beskidt hår, slidt tøj og weltschmerz hen over rockkulturen er Tyler, the Creator og Odd Future i gang med at sætte en ny generations cigaretbrændemærker på musikhistorien. Uden at det bliver gjort bevidstløst.

Albummet åbner med proklameringen: »I’m not a fuckin’ role model«, og som indledning til ’Radicals’ siger han: »Don’t do anything I say in this song. It’s fucking fiction. If anything happens, don’t fucking blame me ... white America«.

Nogle vil se det som undskyldninger stukket ud på forhånd og en konsekvens af skiftet til et pladeselskab, der måske har tøjlet hans allerværste fiktioner. Men det kan også forstås som en løbende dialog, den sprogbevidste Tyler, the Creator har kørende med fans, medier og offentlighed.

Han fortsætter sit surrealistiske horrortrip og beretter løs fra sin vinkel af virkeligheden og kommer samtidig det amerikanske samfund og dets forventelige reaktioner i forkøbet – mens han råber det lige op i ansigtet.

Hiphoppen overtog i starten af 1990’erne noget af rockens falmede rebelrolle, men siden blev den vekslet til diamantblinkende popkultur og lancering af tøjkollektioner. Væk var de verbale blå mærker, man plejede at få, når gadekulturen åbnede munden.

Med hele Odd Future og især Tyler, the Creator er den tilbage som et amerikanske mareridt og lydomslaget til det dårlige selskab.

Selv om Tyler, the Creator helt sikkert vil dele vandene og rejse debat op gennem flere generationer, er han svær at komme uden om i år. Og bestemt et nærmere bekendtskab værd. Hvis man altså har nerverne til det.