Zohar

Zohar er navnet på det vigtigste værk i den jødiske kabbala siden 1300-tallet. I nogle kredse har værket opnået en status, der nærmer sig Tanaks og Talmuds. Zohar betyder 'stråleglans' på hebraisk.

Zohar består af mange dele, som ikke alle er af samme forfatter. I mange trykte udgaver består den af fem dele, hvoraf de første tre udgør den egentlige Zohar, en mystisk kommentar i form af en midrash til Torah. Traditionelle kabbalister tilskrev de fleste af Zohar-bøgerne Simon bar Yohai og hans kreds af rabbinere i Palæstina i 100-tallet e.Kr. Nyere forskning har imidlertid vist, at hovedparten er skrevet ca. 1275-1286 af den spanske kabbalist Moshe ben Shemtov de León (ca. 1240-1305). Sproget i Zohar er en blanding af svært, kunstigt hebraisk og forskellige aramæiske dialekter.

Værket kan beskrives som en blanding af teosofisk teologi, mystik, myte og poesi m.m. Den centrale lære er, at den harmoniske forening i guddommens liv såvel som splittelsen af samme bliver fremkaldt af menneskets handlinger. Torahen er ifølge Zohar en væsentlig nøgle til forståelse, idet den udtrykker både den guddommelige vilje og væren.