I mere end halvdelen af tilfældene begynder migræneanfaldet med hovedpine (almindelig migræne). I andre tilfælde (klassisk migræne) forudgås hovedpinen af forbigående forvarsler (aura) af 20-30 minutters varighed med synsforstyrrelser, føleforstyrrelser og sjældent lammelser, oftest halvsidige. Synsforstyrrelserne kan fx begynde med en lysende plet i synsfeltets centrum eller omkreds, hvorfra den breder sig gradvis de følgende 15-20 minutter, evt. med et flimrende siksakmønster (flimreskotom), til hele den ene side af synsfeltet, hvor synet kan være kortvarigt svækket; i nogle tilfælde opfattes dette som blindhed på det ene øje.
Hovedpinen kan begynde på alle tider af døgnet, hyppigt om morgenen. Den er oftest ensidig, først lokaliseret til det ene øje og den ene tindingeregion som en trykkende eller borende smerte, der breder sig til hele samme side af hovedet i løbet af en halv time og får en voldsom, dunkende karakter. Smerten er næsten altid ledsaget af kvalme og oftest tillige af opkastninger; endvidere er der ofte stærk lys- og lydoverfølsomhed, hvorfor hvile i mørke er lindrende. I en del tilfælde er der udtalt træthed dagen efter et overstået anfald.
Migræneanfaldet kan provokeres af psykisk og fysisk belastning eller aflastning (weekendmigræne), af visse fødemidler, lavt blodsukker (hypoglykæmi), alkohol samt stærkt og flimrende lys. Hos kvinder optræder anfald især under menstruationsperioder, mens der ofte er bedring under graviditet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.