Mini-biografi: Var søn af en fuldmægtig i Admiralitetet, kom som syttenårig ind på Den kongelige militære Højskole, blev sekondløjtnant i artilleriet 1857, premierløjtnant 1860, 1863 adjudant ved overkommandoen, deltog i felttoget 1864 og overgik til den topografiske afdeling. Louis le Maire blev kaptajn 1867, 1870 kompagnichef ved 2. artilleribataljon, var bl.a. udkommanderet til Sverige og Frankrig for at overvære troppemanøvrer, 1882 udnævnt til oberstløjtnant, 1888 til oberst og chef for Generalstabens topografiske afdeling og var tegnelærer ved Hærens Officersskole. Blev formand i kommissionen for Danmarks geologiske Undersøgelse 1895 og systematiserede i den tid undersøgelsen. Fik landet geologisk kortlagt i målestokken 1:100.000, udgav undersøgelsens publikationer i tre rækker, første var beskrivelser til geologisk kort over Danmark i 1:100.000, anden: afhandlinger om specielle videnskabelige og praktiske emner og tredje: beretninger og almenfattelige fremstillinger, blev ved afgangen 1901 generalmajor. Le Maire blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand, Kommandør af 2. grad, siden Kommandør af 1. grad af Dannebrog. Var med til at stifte Soldaterhjemmet i København, medlem af Efterslægtselskabets og Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs bestyrelser, formand for udvalget til udarbejdelse af retskrivning af stednavne, formand for Artilleriforeningen, formand for Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst og doyen (ældste) for den franske reformerte menighed. |