Mendel Levin Nathanson: Forskelle mellem versioner

▲Hans far, Levin Nathan, var købmand i Altona, gift med en søster til den senere hofråd [[David Amsel Meyer]]. Hans opdragelse i det tarvelige og patriarkalske hjem var den gang for ubemidlede jødiske drenge almindelige; han lærte lidt [[hebraisk]] og [[bibel]]læsning, parret med nogen thalmudistisk tankeøvelse, og ellers intet. Ved 12-års alderen satte faderen ham i en kristen aftenskole, men da han efter et halvt år forlod den, havde han ikke bragt det videre end til at kunne skrive tal og bogstaver og læse lidt [[Tysk (sprog)|tysk]], da skolen og læreren ikke kunne præstere mere. Da kom mormoren tilfældigt til Altona, og hun tog ham med sig til [[København]], hvor morfaren den gang var chef for det ret betydelige handelshus A.J. Meyer & Søn. Drengen var altså ganske blottet for kundskaber og kunne ikke ét ord [[Dansk (sprog)|dansk]], men så hurtig udviklede han sig under god vejledning, at han allerede som 15-årig var bogholder og førte korrespondancen i morfarens forretning. Det var navnlig onkelen D.A. Meyer, som tog sig af hans undervisning, holdt lærere til ham i alle fag og praktisk indviede ham i handelen; dermed vedblev han i en lang række år, og sjælden har vel en elev gjort raskere fremskridt. Forbavsende tidlig modnedes han til selvstændig virksomhed, og han var kun 18 år, da han med onkelens hjælp etablerede en egen [[manufakturhandel]] en gros i 1798. Allerede her brød han en ny bane; i stedet for, som da var skik, at hente sine varer fra [[Hamborg]] søgte han lige til kilden og rejste i 1799 &mdash uden at kunne et ord [[Engelsk (sprog)|engelsk]] — til fabrikkerne i [[Manchester]] og [[Leeds]]. Dette besøg i [[England]], der efterfulgtes af mange følgende, fik en betydelig indflydelse på hans ånd. Han kom der over som en begejstret tilhænger af [[Den Franske Revolution|den franske revolution]] og en ivrig beundrer af [[Napoleon 1. af Frankrig|general Bonaparte]]. Men alt som årene gik, fik han større sympathi for alt engelsk, ikke blot de storartede handelsforhold, men også det politiske liv, [[teater]] og [[litteratur]]en. I England hentede han sin kommercielle og nationaløkonomiske tro, sin forkærlighed for den konstitutionelle statsordning, som han vel under den første del af sin redaktionelle virksomhed måtte skjule, men aldrig fornægtede, og sin varme kærlighed til den danske skueplads, hvis store gyldne tid han aldrig blev træt af at prise.

▲I Nathansons velmagtstid var hans hus et gæstfrit hjem for mange af kunstens og litteraturens fremragende mænd, og han havde en åben hånd til alle sider. Af digterne var vel Baggesen den, der stod ham nærmest og mest støttedes af ham; Henrik Hertz, der var af hans slægt, var som en søn af huset; Skuespilleren P. Foersom opmuntredes og understøttedes til udgivelsen af den fortjenstfulde oversættelse af [[William Shakespeare|Shakespeare]]; [[Malerne Lorentzen]] og [[Christoffer Wilhelm Eckersberg|Eckersberg]] udførte større arbejder for ham; Komponisten [[Friedrich Kuhlau|Kuhlau]] var daglig gæst. Til kredsen hørte mange dygtige og fremragende embedsmænd, med hvem Nathanson stod i den venskabeligste forbindelse.

▲Det var Nathansons nationaløkonomiske forfatterskab i tiden efter handelshusets fallit, som 1838 ledte til valget af ham som [[redaktør]] af ''"[[Berlingske Tidende]]"''. Denne nu så anselige og udbredte avis var den gang sunket dybt ned; det var et lille, magert ark, knap så stort som en af nutidens mindste provinsaviser, fattigt af udseende og endnu fattigere i Indhold. Nathanson, der sagtens står for den nulevende slægt som inkarnationen af det forældede og konservative, var i virkeligheden på det [[journalist]]iske område en dristig fremgangsmand, og den danske presse har meget at takke ham for. Han optog til behandling emner, der hidtil havde ligget hen uden omtale, spredte lys i mange hidtil ukendte forhold og hævdede ufortrødent pressens ret overalt, hvor den tilsidesattes. I politik måtte ''"Berlingske Tidende"'' under ham som under enhver anden redaktør følge regeringens retning, men på adskillige andre områder vistes der en ikke ringe uafhængighed. Bladet udvidedes stadig, det voksede til 2 numre daglig, kredsen af dets abonnenter forøgedes hvert år, og det blev, hvad det er endnu, uundværligt for et stort publikum. Dets svageste side var vel polemikken, som kunde være skrap med de nationalliberale organer, og der var af og til en ufrivillig komik i dets optræden. Men der var tillige udbredt over det en vis godmodig elskværdighed, og ''"Gamle Berlingske"'', som Nathanson kaldtes, var — ikke mindst ved ''"Korsarens"'' Tegninger — blevet en højst populær skikkelse, hvis glade fremhæven af det danske smør og de danske [[fedevarer]], som han med rigtigt blik på fremtiden erklærede for Danmarks største rigdomskilder, og hvis uforfærdede kritik af de undervægtige hvedetvebakker påskønnedes, om end med et smil. Personlig var Nathanson en lige så interessant som fornøjelig mand; hvad han i sit lange liv havde oplevet og erfaret, fortalte han med liv, han var rig på anekdoter. Han var i ordets bedste forstand liberal, hans ro lod sig ikke forstyrre ved noget polemisk uvejr, måske med undtagelse af en enkelt tordenkile fra ''"[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]"'', og han bevarede indtil sin høje alder sit gode, joviale humør, sin ungdommelighed, man kunde gerne sige sin barnlighed.

▲Han fratrådte redaktionen af ''"Berlingske Tidende"'' ved slutningen af 1858, men efter adskillige omskiftelser overtog han, som 1860 havde fået titel af [[etatsråd]], den igen i april 1865. Da var dog hans kræfter udtømte, den høje alder gjorde ham det umuligt at udføre det anstrængende daglige arbejde, og allerede i januar 1866 trak han sig tilbage. Hans sidste år vare ikke så lykkelige, som han havde fortjent dem. Han døde 6. oktober 1868 og blev, under stor deltagelse fra alle sider, begravet fra sin kære drenge friskole.