Mendel Levin Nathanson: Forskelle mellem versioner

 

Han ægtede 1799 [[Esther Herfurth]] ([[18. december]] [[1777]]–[[1. januar]] [[1849]]) og fik med hende en talrig børneflok. Handelsforretningen, der 1799 var gået over til firmaet ''Meyer & Nathanson'', gennemgik meget kritiske tider, men han stod dem igennem, og inden ret mange år var han associé af det store hus Meyer & Trier (1806), hvis virksomhed afbrødes ved en fallit 1820 og standsedes ved en anden 1831. Det var i århundredets første tiår, at han fattede planen til og gennemførte, hvad der blev hans livs stordåd og altid vil bevare ham et hæderligt eftermæle. [[Jøde]]rnes stilling var i [[Danmark]] ikke så forkuet som i mange andre lande, men de manglede dog i høj grad betingelserne for at kunne stå som ligeberettigede med andre statsborgere. Først og fremmest lå dette i børnenes undervisning, der var lige så slet, som Nathansons egen havde været. Nathanson tog her fat med en beundringsværdig energi. Han stiftede 1805 den mosaiske friskole for drenge, deltog 1810 i stiftelsen af Carolineskolen for piger, og med utrættelig iver holdt han disse skoler oppe, selv i tider, hvor hans egne kår var knappe; ikke blot skolerne fulgte han omhyggelig, men også børnene, som udgik fra dem, og han var især nidkjær for at få drengene anbragt ved håndværk. Den velsignelse, disse skoler have bragt, lader sig kun til fulde vurdere af den, der kan sammenligne nutiden med de tidligere tilstande. Også den mosaiske gudstjeneste, som var sunken ned til uforståede ceremonier i den mest forældede form og foregik i en halv snes usle, indbyrdes fejdende småsynagoger, lykkedes det Nathanson, under stærk modstand fra selv dannede trosfæller, men også med bistand af mere klartskuende mænd, at få reformeret. Det hængte sammen med disse bestræbelser, at jødernes omgangssprog, der hidtil havde været en blanding af slet hebraisk og endnu slettere tysk, blev dansk. Det kan uden overdrivelse siges, at jøderne, der hidtil faktisk havde levet i et åndeligt og nationalt [[ghetto]], væsentlig ved Nathansons fortjeneste blev jævnbyrdige statsborgere og danske. Netop på dette sidste lagde Nathanson den største vægt, thi han følte trods sin tyske fødsel varmt for Danmark og den danske nationalitet, for vor historie, kunst og litteratur, for hele vort åndelige og materielle liv. Det var ham derfor en sorg og en krænkelse, da i årene før tyverne den [[antisemitisk]]e stemning, der altid ulmer hos råheden og misundelsen, førte til flere uhyggelige ''"[[Jødefejden|jødefejder]]"''. Det var vistnok under indtrykket af disse, at han lod døbe 3 af sine Sønner (med efternavnet Nansen) og 5 af sine Døtre.