Pierre Trudeau
The Right Honourable Pierre Trudeau | |
---|---|
Canadas 15. premierminister | |
Embedsperiode 3. marts 1980 – 30. juni 1984 | |
Monark | Elizabeth II |
Generalguvernør | Edward Schreyer Jeanne Sauvé |
Vicepremierminister | Allan MacEachen |
Foregående | Joe Clark |
Efterfulgt af | John Turner |
Embedsperiode 20. april 1968 – 4. juni 1979 | |
Monark | Elizabeth II |
Generalguvernør | Roland Michener Jules Léger Edward Schreyer |
Vicepremierminister | Allan MacEachen (1977–79) |
Foregående | Lester B. Pearson |
Efterfulgt af | Joe Clark |
Leder af Liberal Party | |
Embedsperiode 6. april 1968 – 16. juni 1984 | |
Foregående | Lester B. Pearson |
Efterfulgt af | John Turner |
Medlem af det canadiske parlament | |
Embedsperiode 8. november 1965 – 30. juni 1984 | |
Foregående | Alan Macnaughton |
Efterfulgt af | Sheila Finestone |
Valgkreds | Mount Royal |
Personlige detaljer | |
Født | 18. oktober 1919 Montreal, Québec, Canada |
Død | 28. september 2000 (80 år) Montreal, Québec, Canada |
Dødsårsag | Sygdom, prostatakræft |
Gravsted | Saint-Rémi Cemetery, Saint-Rémi, Québec |
Fulde navn | Joseph Philippe Pierre Yves Elliott Trudeau |
Politisk parti | Liberal Party of Canada |
Højde | 1,72 m[1] |
Ægtefælle(r) | Margaret Sinclair (1971–1984, separet i 1977) |
Børn | 4, inklusiv |
Mor | Grace Elliott |
Far | Charles Trudeau |
Søskende | Charles Elliott Trudeau[2] |
Uddannelsessted | London School of Economics Collège Jean-de-Brébeuf Det juridiske fakultet ved Montréals Universitet John F. Kennedy School of Government Institut d'études politiques de Paris |
Beskæftigelse | |
Medlem af | Romklubben, Royal Society of Canada (1964) |
Arbejdsgiver | Cité Libre[3] |
Religion | Katolicisme |
Udmærkelser | Companion of the Order of Canada *Albert Einsteins fredspris (1984) *Companion of Honour *Dronning Elisabeth II's sølvjubilæumsmedalje *Canadian Newsmaker of the Year (1968) *æresdoktor ved universitetet i Keio *æresdoktor ved Ottawa Universitet |
Underskrift | |
Militærtid | |
Troskab | Canada |
Værn | Canadian Army Reserve |
Tjenestetid | 1943–1945 |
Rang | Officeraspirant |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Joseph Philippe Pierre Yves Elliott Trudeau (18. oktober 1919 i Montreal, Quebec – 28. september 2000 smst.) var en canadisk politiker, der var landets premierminister 1968-1979 og igen 1980-1984. Han repræsenterede Liberal Party of Canada.
Trudeau studerede jura ved Université de Montréal, da han i 1943 blev indkaldt til hæren. Efter 2. verdenskrig påbegyndte han en masteruddannelse i politisk økonomi ved Harvard University og studerede senere ved Institut d'études politiques de Paris. Han påbegyndte sidenhen en doktorgrad ved London School of Economics, men færdiggjorde aldrig sin disputats.
Hans indblanden i den såkaldte Asbestos-strejke i 1950'erne gjorde ham til en ledende figur i oppositionsbevægelsen og var blandt andet grundlægger og redaktør af Cité Libre, et dissidenttidsskrift. Det bidrog til det intellektuelle fundament bag den stille revolution i Quebec, hvor provinsen undergik større forandring som sekularisering og velfærdsydelser. Han arbejdede fra 1949 til 1951 som økonomisk rådgiver for den liberale premierminister Louis St. Laurent, men meldte sig sind i første omgang i det socialdemokratiske parti. Han skiftede dog senere holdning og meldte sig i 1965 ind i Liberal Party of Canada. Fra 1961 til 1965 arbejdede han som lektor i jura ved Université de Montréal.
I 1965 blev han indvalgt i parlamentet, hvor han sad til 1984. Efter et par år som sekretær for Lester Pearson blev han i 1967 justitsminister. Han sad dog kun til 1968, hvor han blev leder af partiet og fra 6. april samme år preminierminister. Han gik af i 1979, men efter et jordskredsvalg i 1980 lykkedes det det liberale parti at danne regering igen, og han var atter premierminister 1980-1984. Han meddelte 29. februar 1984 at han ville gå af som premierminister og partileder og efterfulgtes af John Turner.
Trudeau anses for at være en af de mest kontroversielle og karaismatiske politikere i Canadas historie. Hans regeringsperiode var præget af politisk turbolens såvel som af forandringer og moderniseringer. Selv om han selv tilhørte landets fransksprogede minoritet, støttede han ikke Quebecs selvstændighedsbevægelse. Han stod for en progressiv reformpolitik og større økonomisk selvstændighed fra USA.