Egypten – religion, Ca. 90% af befolkningen er sunnimuslimer, mens 5-8% er koptere. Herudover tilhører ca. 1 mio. andre kristne retninger, og nogle få tusinde jøder og shiamuslimer bor i landet.
Egypten tilhører officielt den sunniislamiske retsskole al-hanafiyya, mens befolkningen i nord er shafiitter og i syd malikitter.
Islam er statens officielle religion, og ifølge en grundlovsændring fra 1980 skal lovgivningen bygge på principperne i islamisk lov. Et religionsministerium organiserer moskéer og religiøs undervisning, og staten finansierer ligeledes det islamiske universitet al-Azhar, hvis Akademi for Islamiske Studier bliver konsulteret af muslimer fra hele verden.
Islam i Egypten har traditionelt været stærkt influeret af sufismen, og selvom sufiordenerne har mistet politisk indflydelse, tæller de stadig millioner af medlemmer. En anden vigtig strømning er den rationalistiske moderniseringsbevægelse al-salafiyya, som slog igennem i 1900-t. og bl.a. bidrog til at gøre Cairo til et centrum for den islamiske presse.
Læs mere om Egypten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.