Askese består i forsagelsen af biologiske behov. Historisk har asketisk praksis sin baggrund i forskellige religiøse traditioner. Et ældre dansk ord for askese er spægelse, som ligeledes henviser til en streng og sparsom levevis.
Begrebet askese stammer fra en oldgræsk tradition, hvor det i betydningen 'øvelse' primært relaterede sig til fysisk træning. Det krævede således ihærdige legemsøvelser at kunne deltage i sportsbegivenheder som de Olympiske Lege. Det er ligeledes via en græsk sammenhæng, at askese generelt forbindes med selvkontrol. I diætetikken gjaldt det for grækerne, specielt den græske mand, om at opøve og vedligeholde evnen til at selvbeherskelse og at underkaste de legemlige behov fornuftens herredømme.
I kristendommens tidlige fase drog de såkaldte anakoreter (eller ørkenfædre og -mødre) ud for at leve alene i huler i ørkenen og kun ernære sig ved, hvad de selv kunne dyrke og få fat på af føde. Formålet med denne asketiske levevis var blandt andet at kunne samle sindet om nærværet til Gud.
Tilbagetrækning fra det almindelige samfundsliv udgjorde ligeledes princippet i den ritualiserede retræte (tilbagetrækning), som blev praktiseret i klostrene. Den bestod blandt i fastsatte perioder af tavshed.
I den katolske kirke blev askese endvidere institutionaliseret i de tre evangeliske råd, som bl.a. regulerer klosterlivet: lydighed, kyskhed og fattigdom. Den helgenkårede Frans af Assisi repræsenterer et eksempel på askese, der hyldede fattigdommen som permanent levevis. Han brød således med kirken for at danne sin egen orden af omvandrende tiggemunke.
Askese udfoldes også i religiøst fastsatte perioder af faste som i muslimernes Ramadan og i en ældre kristen tradition, hvor fasten varede fra askeonsdag (onsdagen efter fastelavn) til og med påskelørdag.
Som et parallelt eksempel til de kristne former for askese kan nævnes de indiske yogier og yoginer, der ofte praktiserede en radikal afholdenhed. Også her drejede det sig om at koncentrere sindet om en guddommelig virkelighed hinsides kødets behov og livets forgængelighed. Det kendte eksempel er eremitten (eller eneboeren), der mediterer i ensomhed uberørt af livets mangfoldige krav og tilskikkelser. Heraf talemåden "at leve på en sten" som udtryk for en spartansk levevis.
I filosofisk sammenhæng udviklede princippet om askese sig i græsk og romersk sammenhæng til en mental selvbearbejdelse, hvis mål var ufravigelig sindsro. Platon henviser i den forbindelse til en såkaldt dødsøvelse (melete thanatou), som i kraft af filosofisk indsigt skulle forberede mennesket på en løsrivelse fra livets cyklus (se reinkarnation). Med henvisning til den antikke verden taler den franske historiker Pierre Hadot om filosofi som asketisk livsførelse.
Den generelle udvikling i religionshistorien fra kollektiv gudedyrkelse gennem offerkult til religiøse og filosofiske retningslinjer for personlig livsførelse såsom askese fandt sted gennem asketiden som en reform-periode, der bredte sig over hele det eurasiske område i det sidste årtusinde før Kristi fødsel.
I en moderne filosofisk kontekst har Friedrich Nietzsche peget på askese som en kulturelt indbygget tilbøjelighed i den kristne kultur, hvor selvforsagelse i såvel fysisk som mental henseende har været en del af den kristne arvesyndslære. Nietzsche hævdede endvidere, at den fremherskende naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse havde overtaget denne asketiske holdning ved at underkaste sig naturlovene som livssandhed.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk har fokuseret på askese som forskellige kulturers traditioner for elitær selvforbedring. I virkeligheden drejer askese sig ifølge Sloterdijk ikke om at forsage sig selv, men om at opøve en så høj graf af viljestyrke og selvovervindelse som muligt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.