kraniologi

Den hollandske læge Petrus Camper (1722-1789) arbejdede med metoder til udmåling af ansigtets og hjernekassens vinkler og dimensioner. Han anvendte en indirekte metode, hvor han ikke målte på selve kraniet, men indtegnede kraniets eller hovedets profil på et papir, der var inddelt i felter. Herefter optegnede han linjer, hvis mål og hældning kunne bruges til beskrivelse af fysiognomien. Campers ansigtsvinkel, der viser kæbens og underansigtets fremspring i forhold til panden, fik særlig betydning. Den blev af Camper selv og andre personer i samtiden anvendt racistisk til at påvise en fysisk lighed mellem sorte afrikanere og primater, fx chimpanser. Camper lavede en undersøgelse, der viste, at ansigtsvinklen var omkring 100 grader på de fleste græske statuer, 85-90 grader på romerske statuer, 80 grader hos moderne europæere, 70 grader hos asiater, 58 grader hos sorte afrikanere og orangutanger og 42 grader hos haleaber. På baggrund af det mente Camper, at man på skalaen scala naturae kunne placere sorte afrikanere som et mellemtrin mellem aber og hvide europæere.

Camper var dog mindre racistisk end de fleste i sin samtid. Til en forelæsning i 1792 sagde han blandt andet, at beskrivelsen af forskelle på sorte og hvide ofte var præget af æstetiske og kulturelle fordomme. Camper interesserede sig også for hudfarve og årsager til forskelle i denne, og han lavede dissektioner af hud. Han kom frem til, at huden, på trods af farveforskelle, havde samme struktur hos alle individer. Det beskrev han i 1772 i essayet Redevoering over den oorsprong en de kleur der zwarten.

Den tyske læge Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) samlede på kranier og arbejdede ligeledes med metoder til at beskrive dem, men han brugte udelukkende kvalitative og ikke kvantitative mål. Han beskrev morfologien (formen) og morfologiske kendetegn, såsom øjenbrynsbuernes og næsebenets fremspring og det samlede indtryk af kraniets udseende. I 1775 udgav han De generis humani varietate nativa, i hvilken man for første gang finder en opdeling af mennesket i fire racer: den hvide (europide) race, den sorte (negride) race, den gule (mongolide) race og den røde (americanide) race. Den hvide race fandt han bedst repræsenteret ved et kvindekranium i sin samling, der stammede fra Georgien i Kaukasus. Han betegnede derfor den hvide race som den "caucasoide" eller "kaukasiske race". I den reviderede udgave af lærebogen fra 1795 medtager Blumenbach desuden en brun (malajisk) race, udbredt i Sydøstasien og Stillehavsområdet. Selvom Blumenbach beskrev kraniets morfologi, så var det altså hudfarven, han anså for det vigtigste racekendetegn, og som han i første instans brugte som grundlag for sin klassifikation. I anden instans så han på andre kendetegn såsom hovedform, ansigtstræk, legemsbygning m.m.

Den svenske antropolog Anders Retzius bidrog med det cephaliske indeks, der er en udregning af ratio mellem bredde og længde på hjernekassen set oppefra. På baggrund af den metode inddelte han kranier i tre typer: langskaller (dolikokefale), kortskaller (brakykefale) og middelskaller (mesokefale). Det cephaliske indeks fik afgørende betydning inden for den tidlige fysiske antropologi, da det hurtigt blev opdaget, at der var en betydelig geografisk variation. Det blev af den grund anset for et vigtigt racekendetegn.

Amerikaneren Samuel George Morton (1799-1851) udviklede i 1830'erne forskellige måleinstrumenter til udmåling af kraniet: goniometer og craniograph. Han fandt også på metoden til bestemmelse af hjernekassens rumfang ved at fylde kraniet med hirsekorn eller risgryn og bagefter hælde dem over i et målebæger. Han anvendte datidens raceinddeling af mennesker som udgangspunkt for at bestemme størrelsen af hjernen hos hhv. hvide, sorte afrikanere og sorte australiere. Med sin metode fandt han, at hvide havde den største hjerne og sorte afrikanere og sorte australiere den mindste. Asiater placerede sig imellem sorte og hvide. Han mente, at hjernens størrelse indirekte var et mål for intelligens, og at det dermed var bevist, at hvide var mere intelligente end sorte. I 1839 udgav Morton bogen Crania Americana. Den omhandler fortrinsvis studiet af kranier fra arkæologiske udgravninger eller lignende opdagelser i Nord- og Sydamerika, men hans teorier om sammenhængen mellem intelligens og hjernekassens størrelse tages også op i denne bog.

De store iøjnefaldende kranieknogler såsom underkæben, pandeben, isseben, tindingeben, nakkeben m.m. var allerede beskrevet i oldtiden. Der findes ligeledes gode detaljerede illustrationer i de første store anatomiske værker fra renæssancen af Leonardo da Vinci og Andreas Vesalius. En række præciseringer og yderligere kortlægning af detaljer tilkom imidlertid i løbet af 1600-tallet og 1700-tallet.