Ann Lislegaard, f. 1962, norskfødt dansk billedkunstner. Ann Lislegaard er uddannet på Kunstakademiet i København 1988-93. Hun bor og arbejder i København og New York.
Ann Lislegaards skulpturer, videoer, installationer og fotografier kredser ofte om en undersøgelse af sansning og rammerne for perception. Især hendes arbejder fra slutningen af 1990'erne viser interesse for oplevelsen af et givet rum, fx i videoinstallationen Nothing but Space (1997), og for udforskning af grænsen mellem forestilling og realitet med bl.a. sammenstillinger af visuelle og lydlige billeder som i lydskulpturen I-You-Later-There (2000). I 2005 bidrog Lislegaard til den danske pavillon på Venedig Biennalen.
En række installationer udforsker science-fiction som genre, bl.a. det syntetiske og computeranimerede værk Crystal World (after J.G. Ballard) (2006), der vistes på Statens Museum for Kunst i 2007, en lydløs rejse gennem et transparent, forladt hotelmiljø og en fortættet skov, der undervejs langsomt krystalliseres. Det samme er tilfældet med installationen Time Machine (2011), der blev vist på 6. Momentum Biennale 2011 i Moss og kredser om et animeret rævelignende kreatur, der projekteres ind i en fraktal spejlboks.
Ann Lislegaard var 2004-13 professor ved Skolen for Mediekunst på Kunstakademiet i København. 2009 tildeltes hun Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Hjemmeside: http://lislegaard.com/?page_id=49
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.