Watergateskandalen var en amerikansk politisk skandale, der udspillede sig i perioden juni 1972 til august 1974. Skandalen førte til, at den daværende republikanske præsident, Richard Nixon, som den første amerikanske præsident nogensinde, den 8. august 1974 måtte forlade sit embede i utide.
Watergateskandalen
Watergate: skandalen kort fortalt
Under præsidentvalgkampagnen blev fem mænd anholdt i Washington, D.C. Anholdelsen skete den 17. juni 1972, da de forsøgte at plante aflytningsudstyr i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i bygningskomplekset Watergate.
To dage senere skrev to af avisen Washington Posts journalister – Carl Bernstein og Bob Woodward – om indbruddet og om en af de anholdtes forbindelser til det Republikanske Parti. Det blev begyndelsen på en serie artikler, som ikke alene satte en ny standard inden for undersøgende journalistik — og gjorde Woodward og Bernstein berømte — men som i sidste ende også var med til at tvinge Richard M. Nixon væk fra præsidentembedet.
Forbindelsen til Det Hvide Hus
Optrevlingen af århundredets politiske skandale i USA begyndte, da det blev klart, at fire af de fem gerningsmænd tidligere havde arbejdet for CIA, og at gruppen havde forbindelser til Det Hvide Hus.
En tragisk ulykke satte ekstra skub i undersøgelserne: Den 8. december 1972 styrtede et passagerfly ned uden for Chicago. Et af ofrene var Dorothy Hunt, som var hustru til en af gerningsmændene, E. Howard Hunt. Med sig på flyet havde hun haft et stort kontantbeløb, som angiveligt skulle overdrages til sigtede og deres familier for at købe deres fortsatte tavshed.
Den anonyme kilde Deep Throat
Under deres bestræbelser på at afdække begivenhederne, fik Woodward og Bernstein hjælp fra en anonym kilde, som i årtier efter blot var kendt som "Deep Throat". De mange spekulationer om vidnets virkelige identitet ophørte først 2005, da det blev afsløret, at der var tale om vicedirektør i FBI Mark Felt.
Kongressen nedsætter en undersøgelseskomité
I foråret 1973 nedsatte Kongressen en komité, der skulle undersøge affæren, og en særlig undersøgelsesdommer blev udpeget. Nærmest ved et tilfælde erfarede senatskomitéen, at Secret Service mere end to år tidligere havde installeret mikrofoner og ni båndoptagere i Det Hvide Hus. På præsidentens egen foranledning blev alle samtaler mellem ham og hans rådgivere automatisk optaget. Mere end 2.800 timers samtaler var arkiveret.
Således viste indbruddet sig efterhånden at være del af et større mønster af magtmisbrug, hvor også ulovlige aflytninger af politiske modstandere, valgsabotage, chikane og bestikkelse indgik, og hvor præsidenten havde forsøgt at anvende Justitsministeriet og forbundspolitiet FBI til at bremse undersøgelserne.
Præsident Nixons rolle
Det store spørgsmål blev, hvad præsidenten havde vidst og hvornår. De klareste beviser på, at Nixon var medskyldig i bestræbelserne på at slette sporene fra indbruddet ind til Det Hvide Hus, fandt man i en samtale mellem præsidenten og hans rådgiver Bob Haldeman den 23. juni 1972.
Nixon nægtede imidlertid at udlevere båndene, hvilket førte til mere end et års juridisk tovtrækkeri. Først den 5. august 1974 frigav præsidenten et bånd, som klart dokumenterede hans rolle i forsøget på at dække over affæren.
Den truende rigsret
Kongressen havde allerede da taget de første skridt til at stille ham for en rigsret, og 25 af hans medarbejdere var blevet dømt i sagen. Da det stod klart for Nixon, at han sandsynligvis også ville blive dømt, trådte han tilbage den 8. august. Inden sagens afslutning var 40 medarbejdere i Det Hvide Hus blevet sigtet, og mange af dem endte i fængsel. Det var også tilfældet for landets justitsminister, John Mitchell.
Præsident Nixons afløser, Gerald Ford, udlagde ved sin tiltræden sagen som et bevis på, at "systemet fungerede", men de mange afsløringer slog skår i amerikanernes tiltro til præsidentembedet.
Kommentarer (2)
skrev Hans Bendix Pedersen
Det er vel ikke en hemmelighed, at de fem mænd der blev anholdt af politiet efter at en nattevagt havde opdaget dem i bygningen var flg.: Virgilio R. González, Bernard Barker, James McCord, Eugenio Martínez, and Frank Sturgis også kaldet blikkenslagerbanden.
Den første var låsesmed og eksilcubaner, den næste tidl. politimand på Cuba og senere CIA/FBI agent, den tredie tidligere FBI/CIA agent og sikkerhedsmand og elektronisk ekspert, den fjerde en mand fra anti-Castrobevægelsen og den sidste også tidligere fra CIA. De var alle blevet hvervet af Gordon Liddy og E. Howard Hunt der begge var medarbejdere i Nixons organisation.
Med venlig hilsen
Hans Bendix Pedersen
skrev Rebecca Bailey
Kære Hans Bendix
Nej, det er absolut ikke en hemmelighed; jeg har i første omgang blot redigeret artiklen nødtørftigt, og fagansvarlig Niels Bjerre-Poulsen vil senere se på den og vurdere, hvordan og hvor meget den skal udbygges.
Mange tak for din kommentar og bedste hilsner
Rebecca
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.