I. Tytte, en. (ogs. Tyt, se bet. 2.2 og jf. flt. tytte ndf.). [ˈtydə, tyd] flt. tytter ell. (nu næppe br.) tytte (SAFjelstrup.Jordebrug. (1820-21).248). (fra nt. tüte osv., se I. Tut; jf. II. Tytte) 1) (nu næppe br.) lille hob, dynge, bunke af noget (især: hø, græs ell. jord, sand olgn.); kok (II). Al den Jord og Mudder . . skal ved Opkastningen slænges i Tytter eller smaae Hobe. Høegh.AJ. 42. (græsset) opsættes i smaae løse Stakke eller Tytter. Lemvigh.Aftenlæsning for Bønder. (1821).52. vi (dvs.: skolebørnene) søgte at fordrive (kedsomheden) med den fattige fornøjelse at samle sandet i tytter med fødderne på gulvet. Kold.B.68. 2) hætte, tut olgn. 2.1) (dial.) fingertut, hætte til peberbøsse, pibehoved olgn. CReimer.NB.140. UfF. jf. Rask.FynskeBS.65. 2.2) (bag.) sprøjtetylle. (konfektmassen kommes) op i Sprøjten, der paasættes en kruset Tyt. OttoHansen. Konditor-Bogen.(1916).76.
|
|
|
