I. Tyve, en. [ˈty·və] ((i bet. 1) ogs. Tyv. [ty?v, tyu'] D&H. AarbFrborg.1920.98. jf. Moth.T132. VSO. MO. Levin.; i rigsspr. næsten kun (ved siden af -tyve) som 2. ssg.-led (spec. i ssg. II. Høtyv), jf. (u.) Brand-, For-, Gærde-, Halm-, Jærn-, Møg-, Raps-, Vogntyv(e). – dial. Tive. Cit.beg.18.aarh.(Thott 4°1524.452). Borreby.PA.23. JPPrahl.AC. 12. jf. Esp.166. OrdbS.(sjæll.)). flt. tyver ell. (til formen Tyv) tyve (MaskinbogLandm. 638. jf. VSO. Levin. og u. II. Høtyv). (glda. tiwæ og (i best. f.) tywffuen (Brøndum-Nielsen.GG.II.155), æda. (oblik.) tiughu, sv. tjuga (tjuva), no. tjuga og tjuge, oldn. tjúga (sml. u. II. Høtyv og u. Tveskæg); besl. m. I. Tvege; jf. I. Sule 2-3) redskab(s-del) forsynet med ell. dannende en kløft (jf. Brandtyv); især: 1) (navnlig landbr. ell. dial. (især østdansk), jf. D&H.) gaffelformet redskab, egl. blot en naturlig tvege m. langt skaft (jf. Gærdetyve), nu i reglen et skaft m. to (ell. tre) grene (flene), anv. til at tage hø, halm, neg m. m. med (jf. Halm-, II. Hø-, Jærn-, Korn- (Gram.Nucleus.885. VSO.III.K268 (u. Kornfork)), Møg-, Rapstyv); fork; gaffel (1.1); ogs. om høkrog. (ved) Lugen, som Sæden indsendes, er en Person, som fratager Sæden med en Tyve. JPPrahl.AC.71. Grundtv.Snorre.II.173. NP Wiwel.JL.55. Esp.166. Thorsen.185. jf. Feilb. (u. 1. -tyv). jf.: Tyvekrog var det Sted (i skoven), hvor man huggede Tyver (Tveger) dvs.: et Redskab, hvormed man vendte Egebarken, naar den blev tørret. Fleuron.SK. 180. 2) (jf. Kinding, Stangarm 1 og Tungeblad 2.2; landbr. ell. fagl.) massivt træstykke foran paa et hestekøretøj (en stiv vogn), som fortil og bagtil bestaar af gaffelformede dele (kaldt henh. Fortyv(e) (s. d.) og Bagtyv(e) (PolitiE.Kosterbl.19/11925.2.sp.1. DF.X.76), hvori vognstangen, henh. langvognens (2) forreste del fæstes med en bolt; ogs. spec. om fortyven. VSO.VI.780. PrislSmed. 14. DF.X.76. især i ssg. Vogntyv(e) (s. d.). (foræld.) om kløftet del af en hjulplovs træktøj. LTid.1725.286. OeconJourn.1757.799.
|
|
|
