(Translated by https://www.hiragana.jp/)
Semesterstartshilsen fra direktionen
Skip to main content
DA / EN
Tilbage på campus

Semesterstartshilsen fra direktionen

Det bliver et travlt efterår, hvor der blandt andet skal skabes klarhed over, hvad regionaliseringen af uddannelser kommer til at betyde for SDU.

Kære ansatte

Velkommen tilbage fra sommerferie!

Forhåbentlig har I haft en god sommer med gode oplevelser og tid til afslapning, som har givet ny energi til et nyt semester. Det bliver et semester, som heldigvis byder på et fuldt åbnet universitet for alle medarbejdere og studerende uden COVID-19-restriktioner.

Politiske aftaler

Sommerferien blev indledt på et bagtæppe af to store politiske aftaler, som regeringen og et flertal af Folketingets partier indgik.

Den 25. juni blev der på baggrund af regeringens uddannelsespolitiske udspil ”Stærkere lokalsamfund og 25 nye uddannelser uden for de største byer” indgået en politisk aftale om at skabe flere regionale uddannelsesudbud og begrænse optaget af studerende i de fire største byer, samt Roskilde, frem mod 2030.

Regeringen og et flertal blandt Folketingets partier blev desuden enige om en aftale, der begrænser SU-udgifter til udenlandske studerende fra EU og dermed nedlægger en række engelsksprogede studiepladser.

Proces i efteråret

De enkelte videregående uddannelsesinstitutioner skal i efteråret udarbejde en plan for udviklingen i optaget af studerende frem mod 2030. SDU er i øjeblikket i dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet med henblik på at tilrettelægge en proces, som skal skabe klarhed over aftalernes indvirkning på vores universitet.

Målet er, at SDU ved årsskiftet med afsæt i et tæt og inddragende samarbejde med Hovedsamarbejdsudvalget (HSU), Universitetsrådet og De Studerende i Centrum (DSiC) kan præsentere en 2030-plan for hvilke uddannelsesaktiviteter, der fremover skal prioriteres decentralt i campusbyerne og hvilke aktiviteter, der fremover skal prioriteres i Odense.

Heldigvis står SDU et godt sted i denne proces, idet vi allerede er stærkt funderet regionalt med vores velfungerende uddannelsescampusser i Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Slagelse.

Jurastudium i Esbjerg

Det fremgår af den politiske aftale, at der skal oprettes et jurastudium i Esbjerg. Der er frist for indsendelse af ansøgning om prækvalifikation af nye uddannelser til Uddannelses- og Forskningsministeriet den 15. september og SDU er p.t. i gang med det forberedende arbejde, som skal resultere i en ansøgning.

Engelsksprogede studiepladser

I aftalen om international dimensionering fremgår det, at aftalepartierne er enige om, at SU-udgifterne skal nedbringes ved at engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser skal lukkes eller omlægges til at blive udbudt på dansk med virkning fra sommeroptaget 2022.

Dette har også betydning for professionsbacheloruddannelsen, diplomingeniør i Global Management and Manufacturing på det Tekniske Fakultet i Odense. Det er nu igangsat en proces på fakultetet, som skal ende ud i, at uddannelsen omlægges til dansk, så vi også fremover kan optage studerende på alle studiepladser.

Det Tekniske Fakultets uddannelser i Sønderborg er specifikt undtaget fra aftalen om international dimensionering og vil derfor ikke blive berørt.

Som direktion er vi i færd med at positionere SDU på bedst mulig vis ind imod de forskellige politiske aftaler. Vi vil vende tilbage med mere information om dette, når der foreligger noget konkret.

Efterårssemester

Med de bedste ønsker for et godt efterårssemester, hvor vi kan glæde os til campusser fyldt med mennesker og aktiviteter, som vi kender det, fra før pandemien ramte os.

 Venlig hilsen

Ole Skøtt, rektor (konstitueret)

Sebastian Mernild, prorektor

Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør

Simon Torp, dekan, Det Humanistiske Fakultet

Marianne Holmer, dekan, Det Naturvidenskabelige Fakultet

Jens Ringsmose, dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Uffe Holmskov, dekan (konstitueret), Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Henrik Bindslev, dekan, Det Tekniske Fakultet

Redaktionen afsluttet: 01.09.2021