William Shakespeare

Alt tyder på, at William Shakespeare havde sin skolegang på Stratford-upon-Avons velrenommerede latinskole, men ikke fik en universitetsuddannelse. Som 18-årig giftede han sig ved en kirkelig dispensation med den lidt ældre Anne Hathaway (ca. 1556-1623); en datter fødtes seks måneder senere, og der kom tvillinger i 1585. Det vides ikke, hvordan Shakespeare forsørgede familien.

Derefter følger de "forsvundne år", hvorfra man mangler oplysninger, indtil han igen dukker op i London i 1592 i forfatteren Robert Greenes (ca. 1558-1592) angreb på den gemene skuespiller, den "Shake-scene", der vovede at skrive skuespil.

Ifølge en af de mere troværdige teorier om hans vej ind i teatrets verden blev han ansat som privatlærer hos en adelsfamilie i Lancashire; opførelse af skuespil indgik dengang i opdragelsen, og flere adelsmænd havde desuden halvprofessionelle skuespillere i deres brød.

Det tidlige forfatterskab vidner om en vis tøven i valg af karrierens retning. På den ene side findes værker, der er beregnet på at imponere og behage tidens sofistikerede adelsungdom: erotiske digte ("The Rape of Lucrece" og "Venus and Adonis"), sonetter (hvoraf én, nr. 111, beklager nødvendigheden af at skulle ernære sig som skuespiller), en raffineret komedie (Love's Labour's Lost) med megen poesi og meget lidt handling og en anden (The Comedy of Errors), der viser beherskelse af de klassiske regler og handlingsmønstre.

På den anden side findes skuespil, der snarere passer til opførelse for tidens bredt sammensatte teaterpublikum: den romantiske The Two Gentlemen of Verona, den bloddryppende hævntragedie Titus Andronicus, kærlighedsdramaet Romeo and Juliet og en folkelig komedie om ægteskabelige problemer, The Taming of the Shrew, samt flere voldsfremstillende og spektakulære historiske spil (Henry VI i tre dele og Richard III).

William Shakespeare valgte at koncentrere sig om teatret som både forfatter, skuespiller og producent.

I de foregående årtier var der udviklet en teatervirksomhed, hvis bærende element var trupper af mandlige skuespillere, der formelt var en adelsmands tjenere (for at undgå anholdelse som vagabonder), men i praksis fuldtidsprofessionelle.

Omkring 1594-1995 blev William Shakespeare skuespiller og anpartshaver i en af de dominerende London-trupper, Lord Chamberlain's Men, der derefter stod for opførelsen af alle hans skuespil.

Truppen nød den fordel at kunne leje sig ind i en af de efterhånden adskillige permanente teaterbygninger i udkanten af London i stedet for at rejse rundt (hvad de dog også gjorde af og til). Der udgik regelmæssige befalinger om at spille ved hoffet.

Truppen skiftede tilhørsforhold og navn til The King's Men, da Jakob 1. Stuart kom på tronen i 1603; Shakespeare fortsatte som medlem, men holdt sandsynligvis op med selv at optræde.

Resten af 1590'erne brugte William Shakespeare til at fuldføre rækken af i alt otte historiske skuespil, der skildrer striden om den engelske trone i 1400-tallet, dvs. ud over de allerede nævnte Richard II, Henry IV i to dele og Henry V. Dertil kommer et skuespil om den meget tidligere King John.

Shakespeares senere historiske stykker kendetegnes ved et mangfoldigt persongalleri og en intelligent nysgerrighed over for magtudøvelsens metoder og etik, i modsætning til genrens typiske blanding af ukritisk patriotisme med umotiveret klovneri.

I samme periode skrev Shakespeare flere romantiske komedier med en atmosfære af festlig frigørelse, hvori den unge kærligheds forhindringer overvindes: A Midsummer Night's Dream, As You Like It, The Merry Wives of Windsor (hvor romantikken dog overdøves af Falstaffs mislykkede forførelsesforsøg), Twelfth Night, The Merchant of Venice og Much Ado About Nothing.

Det er blevet sagt om Shakespeare, at han følte sig bedst tilpas i grænselandet mellem genrer, og det er da også karakteristisk, at der i flere af disse ellers "lykkelige" komedier ved slutningen stadig resterer en skygge: en uløst konflikt, en fornemmelse af ufred eller en person, for hvem spillet snarere er en tragedie (fx Malvolio i Twelfth Night og Shylock i The Merchant of Venice, begge dybt ydmygede og åndeligt sårede).

Århundredskiftet og de første år af 1600-tallet domineres af tragedierne: de tre romerske, Julius Caesar, Antony and Cleopatra og Coriolanus, samt de fire "store": Hamlet, Othello, Macbeth og King Lear, forfatterskabets hovedværker, bl.a. pga. deres unikke indsigt i den menneskelige natur. På hver sin måde har de også alle et foruroligende komisk eller grotesk islæt.

Sideløbende skrev Wlliam Shakespeare enkelte "problem plays", Measure for Measure, Troilus and Cressida, All's Well that Ends Well samt den dystre Timon of Athens. De omhandler etiske problemstillinger med et menneskesyn, der ikke er mere optimistisk end tragediernes.

Forfatterskabet afrundes med de fire tragikomedier eller "romances", Pericles, Cymbeline, The Winter's Tale og The Tempest, hvor tragediens beskrivelse af verdens ondskab og absurditet følges til bunds, men desuden efterfølges af komediens tilgivelse, orden, harmoni og fornyede håb — dog således at prisen herfor i smerte og afsavn ikke overses.

Disse skuespil kan afspejle den aldrende forfatters opnåelse af sjælefred, men det ville være lige så karakteristisk for teater-entreprenøren Shakespeare, at han vejrede og udnyttede en ny tendens i tidens teatermode med indendørs teater og dermed adgang til et mere raffineret og kræsent publikum. De sidste stykker viser utvetydigt en forfatter mere opsat end nogensinde på at lege og eksperimentere med teatrets redskaber og virkemidler.

I tilknytning til forfatterskabet findes der nogle skuespil, som William Shakespeare formodes at have skrevet (ganske i overensstemmelse med tidens praksis) i samarbejde med andre forfattere: Sir Thomas More, Edward III, Two Noble Kinsmen og Henry VIII. Mindst ét Shakespeare-skuespil, Cardenio, er gået tabt.

Mange anonyme spil og digte er senere blevet tilskrevet Shakespeare, uden at det er lykkedes dem at opnå kanonisk status; dog synes den temmelig banale "A Funeral Elegy" fra 1612 pga. ordforrådet med større sikkerhed at kunne tilskrives Shakespeare.

Tilblivelsesår ifølge Norton Shakespeare (red. Stephen Greenblatt, 1997).

En del af William Shakespeares værker er oversat flere gange; de danske årstal angiver første oversættelse

William Shakespeare blev en velhavende mand: Ud over at være anpartshaver i Lord Chamberlain's Men/The King's Men blev han i 1600 også medejer af det teater, Globe Theatre, hvor truppen optrådte, og tilsvarende, i 1608, af indendørsteatret Blackfriars.

Han købte både gentlemanstatus (inklusiv et våbenskjold med et tværgående spyd, jf. spear) og det næststørste hus i Stratford, New Place, hvortil det formodes, at han trak sig tilbage omkring 1610. Forfatterskabet afsluttes med testamentet (hvis overdragelse af "min næstbedste seng" til enken har vakt en del opsigt) og gravmælets forbandelse over den, der vover at forstyrre liget.

De samlede værker er udgivet talrige gange, og stykkerne opføres hyppigt både på originalsproget og i oversættelser og har været inspiration til værker i andre genrer, fx musicalen West Side Story (1957, baseret på Romeo and Juliet), Giuseppe Verdis operaer Macbeth (1847), Otello (1887) og Falstaff (1893) samt Sergej Prokofjevs musik til balletten Romeo og Julie (uropført 1938).

I Danmark introduceredes William Shakespeare først for alvor med Peter Thun Foersoms fremstilling af Hamlet i 1813. Hans værker blev en stor inspiration for en romantiker som Adam Oehlenschläger, mens det i forhold til den toneangivende teatermand i første halvdel af 1800-t. Johan Ludvig Heibergs æstetik kun var muligt at præsentere bearbejdede versioner, som udelod stykkernes burleske aspekter.

Først realismen og naturalismen viste sans for Shakespeares sceniske mangfoldighed.

Hver periode har kunnet udfordre sit teatersyn i Shakespeare-opsætninger. En afgørende inspiration udgik fra polakken Jan Kotts bog Shakespeare — vor samtidige (1961, da. 1966), der bl.a. pegede på forbindelsen til absurd teater.

William Shakespeares værker er blevet oversat mange gange, bl.a. af Peter Foersom, Edvard Lembcke, Valdemar Østerberg, Ole Sarvig, Johannes Sløk og Niels Brunse.

• Stratford-upon-Avon
• danske opsætninger af William Shakespeare.