Man har altid fortalt tragiske historier om kærlighed. Fra den nordiske oldtid har vi sagnet om Hagbard og Signe. Fortællingen begynder med kampen mellem den danske kong Sigars sønner og kong Håmunds sønner. De to parter kæmpede længe uden at nogen vandt. De var simpelthen lige stærke. De bestemte sig derfor til at slutte fred og finde sammen i venskab i stedet. En af Håmunds sønner var Hagbard. Hagbard og hans to brødre tog med deres nye venner tilbage til kong Sigar i Danmark. Her mødte Hagbard den skønne Signe, Sigars datter. Inden længe havde de to forelsket sig dybt i hinanden. I hemmelighed lovede de hinanden, at de ville gifte sig. Men Signe havde en anden bejler. Det var tyskeren Hildegisl, som Signe på ingen måde brød sig om. Hildegisl opdagede Signe og Hagbards kærlighed, og det brød han sig ikke om. Så han betalte en af Sigars rådgivere til at sørge for, at Håmunds sønner og Sigars sønner skulle blive fjender igen. En dag Hagbard var ude, kom hans brødre i kamp med de to Sigarsønner. Begge hans brødre blev dræbt. Så da Hagbard kom hjem, blev han rasende. Straks dræbte han de sine brødres mordere. Den lumske Hildegisl snittede han bagi. Hagbard kunne nu ikke gøre andet end at flygte fra landet. Hjemme i sit eget rige drømte han hver nat om Signe. Drømmene handlede om, at han og Signe var sammen i Himmerige, men at de begge faldt ud gennem skyerne. Han fortalte sin mor om drømmene. Hun mente, at det betød at han og Signe nok skulle få hinanden, men at det ville koste dem livet. Hagbard var ligeglad med drømmene. Han ville have Signe, for han kunne aldrig elske nogen anden end hende. Nu lod Hagbard sit hår vokse, så det blev langt som en piges. Han tog kvindeklæder på og red forklædt som tjenestepige til Danmark. Han kom til Sigars kongsgård, og her meldte han sig hos Signe. Hun sad på loftet og syede med sine tjenestepiger. Hagbard sagde med en høj og tynd stemme, at han var en tjenestepige, som Hagbard havde sendt, for at hun kunne lære at sy så smukt som Signe. Signe lovede at lære hende, hvad hun kunne. Om natten kunne hun sove sammen med de andre tjenestepiger. Men det var ikke godt nok. Den nye tjenestepige brokkede sig over, at hun var vant til at sove sammen med kongebørn, og at hun ikke ville sove med tyende. Signe lovede hende så, at hun kunne sove i Signes egen seng. Nu kunne Hagbard så sidde sammen med kvinderne og sy. Det var dog ikke et arbejde, han havde let ved. En af de andre tjenestepiger fattede mistanke. Hvem var denne pige, der var så dårlig til at sy, som drak vin som et mandfolk, og som havde så grove hænder? Som aftalt skulle den nye tjenestepige sove i Signes seng. De to blev derfor alene i hendes kammer. Hagbard ville dog ikke afsløre, hvem han var endnu. Først ville han vide, om Signe stadig elskede ham. Han spurgte derfor med sin kvindestemme nysgerrigt til, om Signe var hemmeligt forelsket i nogen. Signe svarede, at den eneste, hun ville have i hele verden, var Hagbard, og ham måtte hun ikke få. Da tog Hagbard sin forklædning af. Først blev Signe sur. Hvorfor kunne han ikke bare være redet til hendes far og friet til hende som en ærlig mand? Hagbard forklarede hende, at hendes far da ville slå ham ihjel. De to elskende faldt hinanden om halsen af lykke. Men de var ikke alene. Uden for døren stod den tjenestepige, der havde fattet mistanke. Hun hørte alt, hvad de sagde. Straks efter gik hun til kong Sigar. Hun fortalte ham, at Hagbard, hans fjende, var kommet, og at han sov hos Signe. Kongen blev først rasende på tjenestepigen og sagde, at hun bagtalte hans datter. Men da hun viste ham Hagbards sværd, som hun havde stjålet, måtte han tro på hende. Med stærkt bevæbnede mænd gik kongen til sin datters værelse. Hagbard måtte nu alene tage kampen op. Men inden lovede han og Signe hinanden at være tro til døden. Hvis han blev hængt, hvilket var sandsynligt, ville hun brænde sig selv inde. På den måde ville de mødes i døden. Hagbard kæmpede modigt, men det var forgæves. Han blev bundet med stærke reb og ført til galgebakken uden for byen. Da Hagbard stod ved galgen, bad han, om de ikke først ville hænge hans kappe op i strikken. Han ville gerne se, hvordan han selv ville komme til at hænge, forklarede han. Fra sit vindue kunne Signe se kappen. Hun troede, at Hagbard nu var død, og satte straks ild til huset. Røgen fra ilden nåede Hagbard, og nu ville han gerne hænges. Om de så ville benåde ham, ønskede han ikke længere at leve. Kong Sigar fik da bud om, at Signe var ved at brænde sig selv ihjel. Han sendte folk over for at slukke branden og andre til galgen for at hindre, at Hagbard blev hængt. Men begge steder kom han for sent. Signe og Hagbard fandt hinanden i døden. Alene tilbage stod Sigar.