For en lille måned siden var der pludselig krig igen i det østlige Ukraine.

Ikke blot de daglige skudvekslinger, der er fortsat trods en nu to år gammel våbenhvileaftale mellem Kijev-regeringen og de Moskva-støttede separatister. Men rigtig krig, frem for alt omkring byen Avdijivka, der ligger på den Kijev-kontrollerede side tæt på frontlinjen.

Kampvogne. Tungt artilleri. Avancerede raketsystemer. Bombede boligejendomme. 14 civile og mindst 32 militære dødsofre.

De værste kampe siden Minsk II-aftalen i februar 2015, sagde Alexander Hug fra OSCE’s observatørmission i Ukraine.

Efter 6 dage faldt tingene omtrent lige så pludseligt til ro igen, tilbage til de rutinemæssige krænkelser af våbenhvilen fra begge sider. Imens beskyldte man vanen tro hinanden for at være skurken.

Snigende ukrainsk offensiv

»Ukraine fremprovokerede situationen«, sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Moskva fører Avdijivka på randen af en humanitær katastrofe, grusomt og hensynsløst«, sagde Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

De to landes medier fulgte trop, få af dem med større ambitioner om at skildre modpartens synspunkter.

En række vestlige medier rapporterede, at det var separatisterne, der introducerede det tunge skyts mod beboede områder. Men modsat fortalte en række vestlige og ukrainske medier om måneder med »snigende ukrainsk offensiv« frem mod den såkaldte kontaktlinje mellem parterne – blandt dem den statsfinansierede amerikanske Radio Free Europe og den engelsksprogede ukrainske Kyiv Post.

OSCE-observatørerne dokumenterede, hvad de kunne i deres daglige rapporter. Uden at placere skylden hos én af parterne.

»Som man kan se af vores rapporter, krænker begge sider Minsk-aftalerne og bryder våbenhvilen jævnligt«, skriver OSCE-observatørernes pressekontor som svar på Politikens spørgsmål om, hvem der indledte optrapningen – og nævner, at en af hovedårsagerne til optrapningen var »nærheden mellem styrkerne i dette specifikke område«, hvilket muligvis kan tolkes som en diskret hentydning til ukrainernes 'snigende offensiv'.

»Hvad der faktisk skete«

East StratCom Task Force – et EU-kontor med 11 ansatte, hvis hovedopgave er at bekæmpe russiske myter og desinformation – var imidlertid ikke i tvivl.

I sit ugentlige Disinformation Review 9. februar havde man Avdijivka som tophistorie og oplyste i en infografik: »Hvad pro-Kreml-medier sagde: Der er ingen russiske styrker på landjorden. Hvad der faktisk skete: Russisk-støttede militante begyndte at beskyde ukrainske positioner«.

I det følgende Disinformation Review 16. februar henviste East StratCom fire gange til det foregående ugebrev for at affærdige russiske påstande om, at Ukraine fremprovokerede volden i Avdijivka. »Ikke Ukraine, men Rusland og russiskstøttede militante har forværret situationen i Avdijivka«, hed det.

Tre forskere, der følger udviklingen i det østlige Ukraine tæt, afviser over for Politiken, at man med nogen rimelighed kan udpege én af parterne som ansvarlig for Avdijivka-optrapningen: Balazs Jarabik, en Ukraine-ekspert tilknyttet den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace, Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, og Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet.

»Det er så forenklet i forhold til realiteterne, at det mindst er på grænsen til desinformation«, siger Balazs Jarabik om East StratComs infografik.

»East StratCom udelader, hvad ukrainerne foretager sig. Så enkelt er det. Det virker, som om mange af folkene bag dette Disinformation Review føler, at det er deres mission at støtte de ukrainske magthavere«, mener Jarabik, der ellers som udgangspunkt ser EU-kontoret som »et nyttigt initiativ«.

Flemming Splidsboel Hansen mener ligeledes, at East StratCom udfører et »godt og vigtigt arbejde« i detaljeret at afdække og tilbagevise den strøm af propaganda og desinformation, der kommer fra Ruslands statskontrollerede tv-kanaler og aviser. Men også han er kritisk.

»East StratCom er blevet for politiserende. De kører deres egen dagsorden, hvilket svækker deres troværdighed«, siger Flemming Splidsboel Hansen.

»De skal kun beskæftige sig med desinformation, som de kan påvise. Det andet er en glidebane. De skyder sig selv i foden med nogle af de historier, hvor de bliver for ideologiske, og hvor det egentlig ikke handler om desinformation«, mener Splidsboel Hansen.

»Jeg forestiller mig en lille gruppe, der er gået i selvsving, fordi de selv mener, at de sidder med en enormt vigtig sag. Det mener jeg også. Men for mig at se mangler der noget overordnet tænkning om, hvad det er, de skal, og hvordan de bedriver deres arbejde. Det ligner en slags gruppetænkning, en form for kollektiv rus inden for denne enhed. Og det synes jeg er rigtig uheldigt«, siger DIIS-forskeren.

EU tilbageviser – ad omveje

Hverken East StratCom eller EU’s fælles udenrigstjeneste, som kontoret hører under, ønsker at kommentere kritikken offentligt. Man henviser dog til »en kilde med indblik i holdets arbejde«, som skriftligt tilbageviser kritikken.

Med tanke på at OSCE’s dagsrapport umiddelbart efter optrapningen fortalte om over 4.000 eksplosioner i Avdijivka og kun nogle dusin på den separatistkontrollerede side af frontlinjen, er det ifølge kilden »åbenlyst, hvem der var aggressoren, og åbenlyst, at dette var forberedt på forhånd«.

»Det er absolut ikke åbenlyst. Det er ikke, hvad OSCE siger. EU-kontoret foretager en tolkning af OSCE-rapporten, som i bedste fald er tvivlsom«, siger Balazs Jarabik fra Carnegie Endowment for International Peace, som også stiller sig skeptisk over for, at et EU-kontor med fokus på russisk desinformation tolker militære aktiviteter på næsten 3.000 kilometers afstand.

Ifølge EU-kilden står East StratCom-teamet fast på konklusionerne i infografikken. Dels at man angiveligt har tilbagevist påstande i Kreml-venlige medier om, at der ikke er russiske styrker i Ukraine. Dels at det angiveligt er et faktum, at de russiskstøttede militante indledte kampene i Avdijivka. EU-kilden noterer desuden, at Ukraines fremrykninger i den såkaldte gråzone mellem parterne »intet havde at gøre med beskydninger af civile« i Avdijivka.

»Hvor ved de fra, at den ukrainske hærs fremrykning ikke havde noget med optrapningen at gøre? Det er deres mening, ikke et faktum«, siger Jarabik og påpeger, at der blev dræbt civile på begge sider.

Carnegie-forskeren finder det hverken dokumenteret, at der var regulære russiske tropper i Ukraine i dette specifikke tilfælde, eller at separatisterne indledte optrapningen.

Falskhedens tåge

East StratCom blev oprettet i foråret 2015 på forslag fra bl.a. Danmark. EU-enheden er blevet kritiseret af bl.a. folketingsmedlem Marie Krarup (DF), mens udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) under et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg i december slog fast, at Rusland med misinformation »søger at obstruere en demokratisk debat baseret på fakta og objektivitet« og betjener sig af »myter og løgne, som kan og skal pilles fra hinanden. Og det bidrager East StratCom Task Forcen til«.

På den baggrund finder eksperter det opsigtsvækkende, at EU-enheden selv betjener sig af kilder, som dokumenterbart er stærkt partiske.

I sin Avdijivka-analyse forsøger East StratCom at imødegå, hvad man kalder en russisk »falskhedens tåge«, udelukkende med henvisning til ukrainske kilder samt en OSCE-rapport fri for konklusioner: en rapport fra den ukrainske hær, to artikler i ukrainske aviser og en rapport fra den ukrainske organisation InformNapalm, der hævder at dokumentere, at »russiske besættelsesstykker fortsætter med provokende beskydning af boligområder i Donetsk« i et forsøg på at skyde skylden på de ukrainske styrker.

Det er muligvis sandt. Materialet i rapporten ser fornuftigt ud, men uden indgående kendskab til området er det umuligt at afgøre sandhedsværdien, fortæller en svensk ekspert i geolocation, som af hensyn til sit job ønsker at være anonym.

Og deri ligger problemet med at bruge InformNapalm som sandhedsvidne. Hvor meget kan man stole på en organisation, hvis slogan er ’Vi brænder fjenden med informations-napalm!’, og hvis aktivister – af sikkerhedshensyn – bærer masker på alle fotos?

»Det meste af vores information overdrages til de magtudøvende ukrainske myndigheder, som er i stand til at gennemføre den endelige rekognoscering og indlede specialoperationer for at tilbageholde eller eliminere fjenden«, skriver InformNapalm om sig selv.

InformNapalm tilhører langtfra East StratComs hovedkilder, men i mindst fire tidligere ugebreve har EU-kontoret henvist til organisationen.

»East StratCom bør være opmærksom på, at websider som denne ikke viger tilbage for at sprede ukrainsk propaganda«, påpeger Balazs Jarabik.

Pressesekretær Mykhailo Makaruk fra InformNapalm bekræfter, at man ser sig selv som »krigere« i en informationskrig mod Rusland, men han forsikrer, at hjemmesiden på 30 sprog holder sig strengt til sandheden. Han benægter, at InformNapalm skulle have nogen tilknytning til statslige ukrainske sikkerhedstjenester.

Fredsmager i krigshumør

Derimod er der tydelige bånd mellem InformNapalm og en endnu mere kontroversiel og hemmelighedsfuld organisation kaldet Myrotvorets eller ’Fredsmager’.

I udlandet er Myrotvorets mest kendt for sidste år at offentliggøre en hacket liste med navne og kontaktoplysninger på godt 4.500 ’terroristkollaboratører’, dvs. ukrainske og udenlandske journalister fra medier som BBC, Reuters, DR og Politiken. Fordi de har arbejdet på den side af fronten, som kontrolleres af separatisterne.

Flere ukrainske journalister modtog trusler efter offentliggørelsen, deriblandt Jekaterina Sergatskova, studievært på en af Ukraines mest respekterede tv-kanaler, Hromadske. Hun fik truende beskeder på Facebook og et anonymt telefonopkald, hvor en mand truede hende og hendes søn på livet, fortæller hun.

»Det var ubehageligt, og jeg gik til politiet, men den slags bliver sjældent opklaret i Ukraine«, siger Sergatskova, som kalder Myrotvorets’ metoder »vanvittige«.

Nok så giftige er andre offentliggjorte lister og ikke mindst Myrotvorets’ offentlige database, kaldet ’Skærsilden’, med over 100.000 navne og personoplysninger om folk, der – ofte på løst grundlag – hævdes at være landsforrædere og terrorister.

»Samfundet bør kende navnene på dem, der samarbejder med krigere og terrorister«, forklarede den tidligere efterretningsofficer Roman Sajtsev – Myrotvorets eneste halvoffentlige figur, som dog på sin facebookside er maskeret – til den eneste journalist, han lader sig interviewe af, Aleksandr Volkov fra den ukrainske netavis Fakty i Kommentarii.

Myrotvorets bakkes jævnligt op af Ukraines indenrigsminister, Arsen Avakov, og dennes nære rådgiver parlamentsmedlem Anton Gerasjtjenko.

Morderisk kortspil

En Oksana Tinko med adresse i Thailand – ligeledes maskeret på Facebook – står som registrant af Myrotvorets’ internetdomæne, myrotvorets.center, og fire spejlsider. Hun fungerer også som oversætter og formidler for InformNapalm. Et indlæg, som hun skrev 8. februar, tyder på, at hun har administratorrettigheder til InformNapalms facebookside.

Tinko deler ofte facebookindlæg fra Myrotvorets, bl.a. en video, hvor man ser et kortspil med skydeskiver på bagsiden og fotos på forsiden. Fem af kortene viser nyligt myrdede separatistledere, alle med røde krydser over. Af de resterende ser man bl.a. krigskorrespondenten Aleksandr Kots fra det russiske dagblad Komsomolskaja Pravda som klør 6, mens hjerter 6 er en kontroversiel britisk freelancejournalist ved navn Graham Phillips.

En af Myrotvorets’ spejlsider, psb4ukr.ninja, var i april 2015 kortvarigt registreret af en Vladimir Kolesnikov med adresse i Ukraine, inden registreringen overgik til Oksana Tinko. Samme Kolesnikov har stået som registrant for InformNapalms internetdomæne, informnapalm.org, fra februar 2015 frem til nu.

Tinko og Kolesnikov har ikke reageret på Politikens henvendelser. Mykhailo Makaruk fra InformNapalm insisterer på, at ingen af dem spiller nøgleroller i organisationen.

Samtidig erklærer Makaruk sig enig i et svar, som Myrotvorets-lederen, Roman Sajtsev, har mailet til Politiken:

»Myrotvorets og InformNapalm er helt forskellige uafhængige organisationer. Vi gør brug af de samme arbejdsformer og -metoder, men løser forskellige opgaver inden for samme felt. Naturligvis interagerer vi undertiden«, skriver han.

EU’s fælles udenrigstjeneste kommenterer ikke brugen af InformNapalm som kilde, men en kilde med indblik i East StratComs arbejde siger, at arbejdsgruppen lytter til al kritik, der medvirker til at forbedre analysen i nyhedsbrevene.

Denne artikel bygger til dels på et omfattende researchmateriale, som Politiken har fået stillet til rådighed af bloggeren Jesper Larsen. Jesper Larsen sympatiserer med de russiskstøttede separatister i det østlige Ukraine og er kritisk over for East StratCom. Hans tidligere research har været en vigtig kilde til Marie Krarups (DF) kritik af EU-kontoret. Alle oplysninger i artiklen er kontrolleret af Politiken, som også har foretaget egen research.