Topbraget i den bedste græske liga mellem AEK Athen og PAOK søndag aften endte i en regulær skandale.

AEK endte med at tabe det medrivende opgør med 3-2 og mistede dermed et afgørende skridt i kampen om det græske mesterskab - og det blev tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over for holdets cheftræner, Matias Almeyda.

Da dommeren fløjtede kampen af, eksploderede Almeyda i raseri, og det førte til et større sammenstød mellem både aktører fra de to hold og sikkerhedsvagter. Det skriver flere forskellige internationale medier - herunder The Sun.

En video fra slutfløjtet - som du kan se nederst i artiklen - viser Almeyda skubbe sin egen spiller Sergio Araujo og en anden unavngiven spiller fra AEK Athen, hvorefter han forsøgte at klemme sig længere ind i det voldsomme menneskehav, der udformede sig på banen, for at lade raseriet gå ud over flere spillere.

Selvom flere personer - herunder både spillere fra PAOK og trænerstaben i AEK - forsøgte at holde ham tilbage, kunne ingen styre argentineren, og han nåede at få fat i halsen om en tredje person, inden politiet blev involveret og fik trukket den rødglødende cheftræner ud af kaosset.

I kølvandet på de kaotiske scener, fik AEK-træneren mulighed for at forklare sig på et pressemøde, hvor han blandt andet fortalte, at han har sagt undskyld til personen, hvis hals han havde fat i.

»Når jeg ser noget uretfærdigt, så reagerer jeg. Jeg er en mand, og der flyder blod gennem mine årer. Jeg kommer ikke til at ændre, hvem jeg er som person. (...) Hvis du skubber mig, så skubber jeg igen.«

»Der kan ikke være 200 personer på banen. Vi snakker om fodbold og ikke amerikansk fodbold,« lød det blandt andet fra den tidligere argentinske landsholdsspiller på pressemødet.

Trods nederlaget fører AEK Athen stadig den græske liga med fire point ned til netop PAOK på andenpladsen.