For 60 år og en evighed siden funderede Frankrigs legendariske præsident Charles de Gaulle:

- Hvordan kan man regere et folk, der har 262 forskellige oste?

Det er noget mere grundlæggende grublerier, Emmanuel Macron nu står overfor.

Den 44-årige præsident er som den første siddende præsident i 20 år blevet genvalgt: 58,55 procent af vælgerne gav Macron deres stemme mens udfordreren Marine Le Pen fik 41,45 procent.

Dermed behøver han og førstemadame Brigitte således ikke at hyre en flyttebil fra præsidentpalæet i Paris til parrets private hjem i den nordfranske badeby Le Touquet.

Men dét er omtrent også det eneste bøvl, Macron nu slipper for.

Her taler Macron til sine tilhængere:

For det første skal han holde sammen på et nærmest spektakulært splittet Frankrig, hvor 41,8 procent af vælgerne ønskede Macrons politiske modsætning, højrefløjslederen Marine Le Pen, som præsident. Hendes millioner af tilhængere foragter, hvis de ikke ligefrem hader, den centrumliberale supereuropæer Macron.

Læg dertil, at Frankrigs millioner af venstrefløjsvælgere ser skrigrødt, når de hører Macrons navn.

Og læg så, oven i alt dét, at mange søndag stemte på Macron, alene fordi han ikke er Le Pen. Emmanuel Macron er hadet af mange, respekteret af mange andre, men elsket af få.

Men, som Macron selv ynder at sige: ”Je suis un challengeur” – ”Jeg er en udfordrer”.

Og det er heldigt for ham, eftersom udfordringerne står i kø.

Præsident i et mistillidssamfund

Frankrig er et mistillidssamfund, hvor hele syv ud af ti borgere mener, at landets politiske system er brudt sammen.

I Danmark er det tilsvarende tal to ud af ti, viser en analyse fra tænketanken European Council on Foreign Relations.

Det er i al den mistillid, Emmanuel Macron nu skal regere, og endda over en befolkning, som han har kaldt for en flok "ureformerbare gallere".

Historisk mange af Macrons gallere kvitterede søndag med at boykotte præsidentvalget.

Ifølge den endelige opgørelse af valgresultatet valgte 28,1 procent af vælgerne at blive væk.

Det er den højeste andel siden 1969, og dermed er Macrons folkelige mandat så magert, at mange franskmænd vil have svært ved at opfatte ham som en legitim præsident.

Det vil føre til flere strejker, flere protester og flere demonstrationer i stil med de Gule Vestes store sociale oprør, som brød ud i 2018.

Den demokratiske krise i Frankrig er afgrundsdyb, og det er op til Macron at hive sig selv, sin befolkning og landets institutioner væk fra afgrundens rand.

Vejen går via institutionelle reformer, reformer af det parlamentariske system, måske endda en forfatningsændring og flere folkeafstemninger, der kan give borgerne noget af det, de tørster mest efter:

En konkret oplevelse af, at det nytter noget at stemme.

Den nye verdensuorden

Men det er ikke kun inden for Frankrigs grænser, at den genvalgte præsident Macron skal kæmpe for at holde sammen på det hele.

Emmanuel Macron har de seneste fem år tilkæmpet sig en rolle på verdensscenen som EU’s stærkeste og mest ambitiøse leder, men han står nu over for en helt ny verdensuorden med krig og inflation i Europa.

De kommende måneder og år skal Macron leve op til sine pro-europæiske statslederkollegers håb om, at han kan være garant for et EU, som forsvarer sine værdier. Både de demokratiske, de retslige og de økonomiske mod Rusland, Kina og andre autokratiske kræfter.

Det er en gigantisk opgave, Macron står overfor på egne, på Frankrigs og på Europas vegne.

Og det store spørgsmål er, hvordan Macron kommer til at reagere og agere de næste fem år i en verden og i et Frankrig, der er endnu mere splittet, end da han kom til magten for første gang i 2017.

Frankrigs bremsefod

Ét element, der taler for, at Macron trods alt vil være en meget handlekraftig præsident, er alene det forhold, at han ikke skal genvælges om fem år.

Franske præsidenter må kun stille op to gange i træk, og Macron er stadig, selv efter fem år i Élyséepalæet, en politiker med mange projekter og meget lidt tålmodighed. Macron er berømt og berygtet for kun at sove fire timer, for så at springe ud af sengen med - hvad han selv synes er - en masse nye idéer.

Dét kan, mildest talt, udmatte både embedsmænd og ministre, men nu har Macron altså fem år mere i præsidentpalæet til at sætte dem i sving med sine store ambitioner om at reformere både Frankrig og Europa.

Alle Macrons instinkter er at sætte fuld fart på, allez-allez-allez! Men præsidentens speederfod er næppe stærkere end det historisk splittede Frankrigs bremsefod.

'Tag altid den sværeste vej'

Macrons muligheder for at regere er besværliggjort af søndagens valgresultat. Og endnu langsommere kommer det til at gå med Macrons to-do-list, hvis valgresultatet gentages i juni, når franskmændene skal vælge et nyt parlament, l’Assemblée Nationale.

Meget tyder på, at præsident Macrons parti, La République en Marche, ikke får samme vidundervalg som ved parlamentsvalget i 2017. Og så kommer Macron 2.0 meget let til at skulle lede sit land sammen med en regering, som kan være anført af alt fra en kommunistisk til en nationalistisk premierminister. På fransk hedder det ”cohabitation”.

På diplomatisk dansk hedder det: Bøvlet.

Så selv om genvalget af Emmanuel Macron på overfladen kunne ligne fem år mere af det samme, som vi allerede kender, så kan de næste fem år med Macron i det pompøse præsidentpalæ blive til alt andet end dét Frankrig, vi har oplevet de seneste fem år.

Kort sagt: Det ville unægtelig være lettere at ringe efter en flyttebil med det samme og sætte kursen mod villaen ved de fredelige kyster i Le Touquet. Men, for nu at citere Macrons store helt, den gamle præsident de Gaulle:

- Tag altid den sværeste vej. Der finder du færrest modstandere.

Opdateret klokken 9:17 med det endelige valgresultat.