Fans raser over Taylor Swifts samarbejdspartner: 'Hold dig væk fra hende!'

Taylor Swifts nye album, 'The Tortured Poets Department', slår rekord på rekord – men ikke alle er lige begejstrede.

Fredag udkom Taylor Swifts 11. album, 'The Tortured Poets Department', men ikke alle er helt glade for de 31 nye sange. (Foto: © Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix)

Det er umuligt at udgive musik i dag uden at få respons – enten fra dine fans eller fra anmeldere. Eller bare fra folk på Facebook, der synes, at deres mening er relevant.

Sådan er det naturligvis også for en verdensstjerne som Taylor Swift.

Fredag udgav hun sit 11. album, 'The Tortured Poets Department', og hen over weekenden har den slået næsten alle rekorder, den er kommet i nærheden af.

Spotify er albummet blevet det mest streamede nogensinde på en enkelt dag, ligesom hun er blevet den mest streamede artist på en enkelt dag, og singlen 'Fortnight' er ligeledes blevet den mest streamede sang på en dag.

Det er altså nogle gedigne rekorder, Taylor Swift har slået. Det nye album har – i skrivende stund – over 300 millioner streams alene på Spotify.

Så kunne man jo tro, at det også betød, at albummet har fået masser roser og kærlighed med på vejen.

Det er bare ikke helt tilfældet.

'Det her album stinker'

Jo jo, The Rolling Stone og The Independent giver albummet 'The Tortured Poets Department' fem ud af fem stjerner, mens musikmediet NME og avisen The Guardian giver det fire ud af fem stjerner.

Men scroller man en tur forbi Instagram, ser det imidlertid liiidt anderledes ud.

Som ved de sidste mange album, Taylor Swift har udgivet, har hun samarbejdet med Jack Antonoff, og hans Instagram gløder med vrede kommentarer fra fans i disse dage.

- Det her album stinker. Vær sød at holde dig væk fra Taylor, skriver en bruger, mens en anden tilføjer:

- Ærligt, Jack, hvorfor lyder alle sange, du producerer, som den samme sang?

Hvilket en tredje bruger er enig i:

- Overordnet er det kedeligt. Det lyder som én samlet sang. Takket være Jack Antonoff og hans 'Midnights'-vibe, der aldrig ender. Giv hende plads til at være kreativ, og giv hende en chance. Vær sød at stoppe med at genbruge synths og lyde.

Jennifer Frydensbjerg Lehmann har anmeldt albummet hos Soundvenue, og hun påpeger både, at det er Taylor Swifts egne evner som poet og Jack Antonoffs evner som producer, der gør, at albummet ikke lever helt op til forventningerne.

På 'The Tortured Poets Department' har Taylor Swift samarbejdet med sin vante makker, Jack Antonoff (til højre), mens hun også har fået hjælp af Aaron Dessner fra bandet The National (til venstre). Aaron Dessner var også inde over hendes 'Folklore'-album fra 2020. Her ses de til Grammy-uddelingen 2021, hvor netop 'Folklore' vandt prisen for 'Årets album'. (Foto: © Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix)

Det var spændende tidligere – nu er det bare det samme

Hun forklarer, at Jack Antonoff har været Taylor Swifts producer gennem godt ti år, og at han på mange måder har været en drivkraft for hende.

- De har fundet et ekstremt tæt parløb. Det er en symbiose, hun føler sig tryg i, lyder det fra Jennifer Frydensbjerg Lehmann.

Og det er slet ikke, fordi han er en dårlig producer – det viser hans tre Grammys for netop at producere musik blandt andet, men hun forklarer, at hans "lyd" er allestedsnærværende på 'The Tortured Poets Department'.

- Det er en lyd, der lød ny og spændende for fem-seks år siden, hvor den nu bare lyder som det samme. Det synes jeg er ærgerligt, for nu begynder det her makkerskab at betyde stilstand. Det er ikke nødvendigvis dårligt. Det er bare meget statisk, siger hun.

Der var ikke udkommet nogle singler forud for 'The Tortured Poets Department'. I stedet udgav Taylor Swift musikvideoen til sangen 'Fortnight' otte timer efter udgivelsen af albummet, der er filmet i sort/hvid, og hvor Taylor Swift har fået påmalet ansigtstatoveringer. (Foto: © Planet Photos/Taylor Swift/Ritzau Scanpix)

Derfor mener Jennifer Frydensbjerg Lehmann også, at det måske er på tide for Taylor Swift at finde en ny makker at lave musik med – og derfor har hun blandt andet også "kun" givet albummet fire ud af seks stjerner.

- Det er et godt album, men hun overrasker ikke og bringer ikke noget nyt til bordet, derfor bliver det i højere grad et uinteressant album – særligt fordi Taylor Swift som verdens måske nok største popstjerne har alle muligheder for at udfordre sig selv.

Hun peger dog også på, at det her album viser Taylor Swift, hvor hun er stærkest: når hun skriver sange om sine relationer – særligt de dårlige.

- Det sjove er, at hun på et nummer som 'But Daddy I Love Him' peger på sine fans og siger, at de skal blande sig udenom, når det kommer til hendes livsvalg.

- Alligevel går de i gang nu og skyder skylden på en samarbejdspartner – som hun selv har valgt, og som hun er i sin fulde ret til at vælge. Det er værd at tænke over, slutter Jennifer Frydensbjerg Lehmann med et grin.