Kvindeligaen kan måske genoptages: Afventer svar fra regeringen

Det er spørgsmålet om, hvorvidt Kvindeligaen er professionel, der skal afklares.

Fortuna Hjørring og resten af holdene i Gjensidige Kvindeligaen kan forhåbentlig snart få lov til at gøre herrerne efter og få gang i fodbolden. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Gårsdagens melding om yderligere genåbning af samfundet efterlod ikke rum til, at bolden igen kunne rulle i Kvindeligaen. Sådan var tolkningen i hvert fald, for det hed sig, at kun professionel idræt blev sluppet fri igen, og med Kvindeligaens status som semi-professionel så udsigterne til en genoptagelse lange ud.

Men hos Kvindeligaen anser de ikke håbet om en snarlig genoptagelse af Kvindeligaen som helt slukket. Selvom kvinderne ikke hæver lønkroner i samme størrelsesorden som herrerne, så er det ifølge ligachef i Kvindeligaen, Nicolai Kaas, ikke det, der skal afgøre, om bolden igen kan rulle i Kvindeligaen.

- Lige nu sidder vi egentlig og forbereder os og har en masse dialog med diverse mennesker. Vi mangler stadig at få defineret nogle ting fra regeringens side, primært hvad professionel idræt er.

- Der er en masse spændende møder i disse timer og dage, for at finde ud af, hvor vi står. Jeg tror også, at vi mangler lidt flere udmeldinger fra regeringen, og det er også dem, vi sidder og venter på, og så har vi forskellige scenarier op mod det, siger Nicolai Kaas.

Arbejdes på forskellige ting

De scenarier, der arbejdes med, gør sig primært i afviklingen af turneringen, samt spørgsmålet om, hvorvidt de protokoller, der gælder for Superligaen, også vil gælde for Kvindeligaen, hvis de skulle få grønt lys.

Protokollen for afviklingen af Superligaen indebærer blandt andet afspritning af bolde, pausesnak udendørs så vidt muligt og et reduceret pressekorps. Ifølge Nicolai Kaas er det nemmere at afvikle en kamp i Kvindeligaen end Superligaen, og derfor ved de ikke, om de samme protokoller gælder.

Men først og fremmest skal der falde en afgørelse om, om Kvindeligaen kan genoptages. Og ifølge Nicolai Kaas er den afgørelse nært forestående.

- Udsigten til en afgørelse er indenfor meget kort tid. Et par dage, måske allerede i morgen eller overmorgen (lørdag eller søndag, red). Det er alt efter, hvor hurtigt de arbejder inde på Borgen, og jeg tror de knokler.

- Vi vil gøre alt for at få gennemført vores liga, fordi vi er i en helt ny proces, vi har momentum, og det går skidegodt. Vi er optimistiske og tror på, at de træffer nogle kloge beslutninger inde på Borgen, siger Nicolai Kaas.