Den 7. april lagde det russiske forsvarsministerium en video på YouTube.

Det var dagen efter, USA havde sendt missiler mod Syrien som reaktion på det gasangreb, der havde slået adskillige civile ihjel.

I videoen gengav det russiske ministeriums talsmand, generalmajor Igor Konashenkov, Kremls og Assads fortælling om gasangrebet i byen Idlib: Nervegassen blev ikke smidt fra Assad-regimets fly, sagde han. Gassen tilhørte oprørerne, der havde den gemt på et varelager i nærheden. Så da flyene bombede Idlib, ramte man uden at vide det varelageret, og gassen slap ud.

Den forklaring er Rusland og Syrien dog ene om. USA, Frankrig, England, Tyrkiet og førende uafhængige giftgaseksperter har fremlagt beviser for, at præsident Assads regime efter alt at dømme gassede sit eget folk med sarin den dag i Idlib.

Ruslands største statsstyrede tv- og nyhedsmedier, RT (tidligere Russia Today) og Sputnik samt blogmediet Russia Insider viderebragte videoen med generalmajoren på YouTube-kanaler med tilhørende nyhedsartikler. Artiklerne udkom alle på engelsk. Hvorfor? Fordi publikummet for den type information ikke er russere, men vesterlændinge. Danskere, eksempelvis.

To dage efter offentliggørelsen viderebragte et af Danmarks nye højreorienterede netmedier, 24NYT, videoen med generalmajoren på mediets egen YouTube-kanal. Her blev videoen bragt uredigeret, uden undertekster og uden præcis kildehenvisning til det russiske forsvarsministerium. I den tilhørende artikel forklarede 24NYT, at den russiske talsmand advarede USA om de “konsekvenser, det amerikanske angreb får”.

Artiklen blev delt på 24NYTs side på Facebook, hvor den mest populære kommentar til artiklen var én, der kaldte USA’s angreb for “fuldstændigt hjernedødt”.

Forløbet er et eksempel på, hvordan den russiske propaganda virker.

Ugentligt hører vi i Europa om et nyt land, der mener at have været udsat for Ruslands informationskrig. I Danmark er seneste eksempel Center for Cybersikkerheds offentliggørelse af, at en hackergruppe med tråde til Kreml har haft adgang til Forsvarets mails.

Men størstedelen af informationskrigen trækker langt færre overskrifter. Russiske forsøg på at påvirke dagsordenen og debatten sker typisk langt mere subtilt. Jeg har forsøgt at kortlægge, hvordan den russiske informationsspredning, helt konkret, foregår i Danmark, hvem der er involveret, hvad målet er, og hvad vi kan gøre. Det er en kortlægning, der trækker tråde fra det russiske statsapparat til fremadstormende nye danske medier på især den yderste højrefløj, etablerede medier samt prorussiske danske bloggere og videre helt ind i Folketinget.

Vi befinder os nemlig i det, man kunne kalde en krig om sandheden.

Den involverer løgne og misinformation, cyberangreb mod stater og toppolitikere som franske Emmanuel Macron, fake news-kampagner og vrede internettrolde på sociale medier. Det er den slags metoder, der udgør Ruslands ikke-militære våbenarsenal. Målet er, lyder det fra førende eksperter, at få de indre spændinger i Vesten, EU og Nato til at dirre og svække befolkningernes tiltro til myndighederne, politikerne, medierne og helt generelt til, om noget er sandt. Den mistro fremmer nemlig en verdensorden, som er til gavn for Kreml, lyder rationalet: en dagsorden, hvor de europæiske nationer isolerer sig fra hinanden.

Sådan lyder vurderingen i en stak rapporter fra EU-taskforcen East Strategic Communications, en række ngo’er og tænketanke i Europa og USA samt Ben Nimmo, analytiker i tænketanken Atlantic Councils såkaldte Digital Forensic Research Lab og tidligere pressechef i Nato.

“Hvis Ruslands misinformation viser sig succesfuld, kan det i sidste ende føre til mindre folkelig opbakning til EU og mindre støtte til Nato-allierede lande som de baltiske samt mindre tiltro til medierne og en voksende politisk polarisering,” vurderer han i en mail til Zetland.

Centralt i Ruslands informationsspredning står Putin-venlige tv- og radioindslag og nyhedsartikler fra Kreml-styrede medier som RT, nyhedsbureauet RIA og Sputnik News, der ikke alene udkommer på engelsk, men på de fleste af verdens store sprog. Her er redaktioner i hele verden, der dagligt producerer stakkevis af historier. Eksempelvis er ‘Denmark’ nævnt i 2.454 artikler fra netavisen Sputnik siden 2012.

Sputnik har haft en lokalredaktion i Danmark i godt to år, ligesom mediet havde i Sverige, Norge og Finland, men de lukkede alle sidste år. Det betyder ikke, at Rusland har opgivet Norden. Nej, ifølge East Strategic Communications (East StratCom), en EU-enhed, hvis opgave er at “analyse, adressere og reagerere på misinformation fra eksterne aktører”, skyldes det, at Norden er den region i Europa, hvor Rusland er mindst populær i befolkningen. Når man derfor ikke kan overbevise befolkningerne om Putins fortræffeligheder, som man forsøger i den russisktalende befolkning i de baltiske lande, forsøger man i Norden i stedet at skabe frygt blandt udvalgte personer og generel forvirring i befolkningen, skriver East Strategic Communications i en analyse.

I Finland har Rusland-kritiske journalister blandt andet været magnet for intimidering og trusler. I Norge advarer efterretningstjenesten om, at norske og norsk-russiske statsborgere, der besøger Rusland, bliver forsøgt presset til “at samarbejde” med Rusland. I Sverige, hvor et muligt Nato-medlemskab er til debat (noget, Rusland er modstander af), har man været udsat for fake news-kampagner, og onlinetrolde har gået efter svenske journalister og eksperter ifølge svenske myndigheder.

Zetland talte med en anden informationskrigsekspert i marts, amerikaneren Jed Willard, der leder Harvard Universitys Center for Global Engagement. Han har rådgivet både den finske, den svenske og flere andre regeringer om, hvordan man bedst imødegår truslen fra informationskrigsførelse. Willard beskriver mediestrategien som ekstremt målrettet:

“Mellem 2008 og 2014 centraliserede russerne deres medieapparat, hyrede et stort antal såkaldte trolls (altså professionelle internetpropagandister) og udviklede betydelig og avanceret bot-teknologi til at manipulere sociale medier. Strukturelt gjorde de informations- eller misinformationskampagner centrale for hele deres udenrigspolitiske apparat – både på den diplomatiske og den militære side.”

Ruslands brug af informationskrig indgår i den såkaldte Gerasimov-doktrinen, der beskrev, hvordan landets militær skulle udvikle sig i fremtiden. Den blev skrevet af Ruslands øverste militære leder, Valerij Gerasmiov, i 2013. Her lyder det blandt andet:

“Brugen af ikke-militære våben til at opnå politiske og strategiske mål er stigende og har i mange tilfælde overgået effektiviteten af militære våben.”

Men hvor, helt konkret, eksisterer så den prorussiske fortælling i Danmark?

Den russiske propaganda er som gule biler: Man tænker, at de er sjældne, men når man først kigger efter dem, er de pludselig flere steder. Tag som eksempel denne historie i Ekstra Bladet: “Mystik om Islamisk Stats mange Toyotaer: Dette kan være svaret”.

Artiklen handler om, hvorfor IS har så mange splinternye og kridhvide Toyota-pickupper. Svaret er, ifølge Ekstra Bladet, at “Vesten har selv sendt dem til Syrien”. Underforstået, at det er selvforskyldt. Men hvor har Ekstra Bladet det fra?

Kilden er den canadiske medieorganisation Global Research. Organisationen har canadisk-russiske Michel Chossudovsky i spidsen og er kendt for at sprede konspirationsteorier om blandt andet 11. september-angrebet, global opvarmning og russisk propaganda.

Global Research baserer sin konklusion på, at USA og England tilsammen har sendt godt 50 Toyota-pickupper til de syriske oprørere – altså ikke Islamisk Stat. (Det står også i de artikler, som Global Research henviser til, men ikke i Ekstra Bladets historie). I en mail til Zetland skriver Ekstra Bladets digitale nyhedschef, Pernille Holbøll, at man burde have deklareret undersøgelsen og dens afsender tydeligere.

Det sker også, at danske aviser er med til at dele krigspropaganda fra statskontrollerede medier i Moskva.

I historien “Putins nye supervåben: Dødsbølger skal ‘stege’ fjenderne” fra Ekstra Bladet sidste år viderebragte man citater fra det russiske nyhedsbureau RIA, som Ekstra Bladet blot deklarerer som et nyhedsbureau – ikke at det er russisk eller statsejet. Ekstra Bladet indlejrede også en video fra russiske RT’s Instagramprofil, hvor man ser russerne teste “supervåbnet”, der ifølge RT er “unrivaled”. Heller ikke RT blev angivet som kilde, hvilket var en fejl, skriver Ekstra Bladet i en mail til Zetland.

Et lignende eksempel på, hvordan danske medier rapporterer om Ruslands våben med informationer direkte fra den russiske stat, kan man finde i Jyllands-Posten.

I historien “Nyt russisk atommissil kan “udslette arealer på størrelse med Texas eller Frankrig”” har Jyllands-Posten citatet i overskriften fra en artikel i Sputnik, hvilket Jyllands-Posten også oplyser. Men Jyllands-Posten oplyser ikke, at det citat har Sputnik fra mediet TV-Svjesda, der er ejet af det russiske forsvarsministerium. I stedet henviser Jyllands-Posten direkte til den britiske netavis The Telegraph, der bruger samme citat i overskriften.

Jyllands-Postens digitale nyhedschef, Niels Christian Bastholm, skriver i en mail til Zetland, at man gør det klart, at informationerne “har rod i russiske medier”. Men, skriver han: “Optimalt kunne vi naturligvis have præciseret det yderligere, og det vil vi tale om at forbedre.”

Eksemplerne fra min stikprøve er ikke i sig selv alarmerende. Men ifølge Ben Nimmo og andre eksperter i informationskrig er det heller ikke de enkelte historier, der udgør et problem. Det er snarere den kontinuerlige strøm af store og små historier fra og om Rusland, der, én efter én, aflejrer sig i bevidstheden og understøtter et verdensbillede, der er favorabelt for Kreml.

“Det er idéer om, at Vesten er ved at kollapse, at indvandrerne er ved at få overtaget, EU er korrupt og i kulturelt og moralsk forfald, det politiske system er aftalt spil, Nato er en forældet og aggressiv organisation, Ukraine er en nazistat og de baltiske lande er paranoide russofober,” forklarer Nimmo.

Så lad os kigge på, hvor de idéer spreder sig fra i Danmark.

Herhjemme og i Norden generelt vurderer Ben Nimmo, at vi vil se de russiske statsmedier som RT og Sputnik i højere grad forsøge at samarbejde med lokale politiske partier og medier, ligesom man gør det i Central- og Østeuropa i dag.

“Det er især på de politiske yderfløje, at RT og Sputnik har et publikum i Europa. Især den yderste højrefløj. Det er grupper, der deler de samme anti-immigrant, anti-USA, anti-liberale værdier som dem. Der kan RT og Sputnik forstærke de holdninger, som så bliver forstærket yderligere af publikummet,” vurderer Ben Nimmo.

I Danmark findes de holdninger blandt en gruppe af nye, fremadstormende netaviser, der bekender sig til den nationalkonservative højrefløj. Her er de russiske statsmedier – RT i særdeleshed – rigtignok ofte brugte kilder – især i islam- og indvandrerkritiske sammenhænge.

Et eksempel er netavisen 24NYT, hvis stifter og chefredaktør er journalisten Jeppe Juhl, der også står bag NewSpeek Networks, en anden højreorienteret netavis. Her udbredes en fortælling om, hvordan man i Rusland slår hårdt ned på kriminelle indvandrere.

Tag artiklen “VILD VIDEO: Her anholdes mistænkt for terrorforbindelse med håndgranat på sig” som eksempel.

I historien fortæller 24NYT om, at russisk politi ifølge RT har anholdt en af de formodede gerningsmænd bag det nylige bombeangreb i Sankt Petersborg. Også her har 24NYT indlejret en video fra RT, som er filmet af den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, som 24NYT har lagt på sin egen kanal på YouTube – igen uredigeret og uden henvisning til kilden – FSB.

De russiske statsmediers indhold bliver ikke kun bragt af de nye højrefløjsmedier, men også af netmedier på den yderste venstrefløj som KPnet og Arbejderen.

KPnet bragte eksempelvis historien “Politisk vanvid: Obama sender 3.600 tanks mod den russiske grænse”, der viste sig at være løgn, med kildehenvisning til blandt andet Global Research, samme konspiratoriske medie, som Ekstra Bladet også henviste til.

Fælles for mange medier på den yderste højrefløj er, at de positionerer sig som modsætning til “mainstreammedierne” og “eliten”.

Den fortælling er beslægtet med en kendt strategi fra Kreml; kan man ikke konkurrere med et eksisterende narrativ i et land, som kan være svært i Norden, så forsøger man i stedet at ødelægge det eksisterende, ifølge eksperter og myndigheder.

Det oplevede den svenske journalist Anders Lindberg, da han afdækkede en svensk gruppe på Facebook, som udgav sig for at være nogen, der tjekkede mediernes fakta, men som i virkeligheden selv var med til at sprede fake news. I den anledning beskrev han strategien til The Guardiansåledes:

“Du siger, at alle er løgnere, alle siger det samme, og at der ingen definition er på sandheden (…) Du siger, du ikke kan stole på medierne. Du kan ikke stole på myndighederne.”

Når man kigger på de informationsstrømme, der siver fra Moskvas mediehuse, støder man på mange meget ivrige og indignerede dansk-russere og prorussiske danskere på sociale medier. (En skrev eksempelvis til mig, at Lars Løkke Rasmussen er blevet statsminister ved et statskup).

En af de mest fremtrædende (og mere seriøse) prorussiske danske bloggere er Jesper Larsen. Han arbejder i it-branchen i Storkøbenhavn, og hans skriverier er kommet tæt på magtens centrum.

Men først lidt baggrund.

Jesper Larsen har også fået bragt et tv-interview, han lavede med Dansk Folkepartis Søren Espersen på Folkemødet på Bornholm, i Novorossia Today og Tribunal Today, et andet separatistmedie. I interviewet fortæller Espersen blandt andet, at man ikke skal acceptere, at der er “antisemitter” og folk, der “hader jøder”, i det ukrainske parlament. I Novorossia Today fik indslaget overskriften:

“Vi må ikke vende et blindt øje til de ukrainske nazister, Søren Espersen (Danmark)”.

Jesper Larsen afviser, at han skulle være spion eller på noget tidspunkt har modtaget penge af Rusland eller prorussiske medier. Han siger dog, at han gerne tog imod betaling, hvis han fik muligheden.

“Det kunne da være dejligt, hvis jeg kunne få dækket mine omkostninger,” siger han og tilføjer, at han snart rejser igen.

Det fører os til Folketinget.

Som et fritidsprojekt forfattede Jesper Larsen sidste år et udkast til en kritisk rapport om EU’s misinformations-taskforce, East StratCom. Rapporten sendte han til Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Marie Krarup er, ligesom Larsen, kritiker af Europas negative syn på Putins Rusland. Hendes debatindlæg og udtalelser til danske aviser bliver systematisk oversat og udkommer i russiske medier, vistnok som den eneste danske politiker. Eksempelvis er hendes udtalelser i danske medier flere gange blevet brugt i Sputnik til at understrege, hvor overvurderet truslen fra Rusland er.

Blandt andet i kølvandet af Donald Trumps præsidentsejr eller i forhold til landets annektering af Krim, som daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) kritiserede, hvorefter Marie Krarup kaldte ministeren “offer for EU’s propaganda”, hvilket Sputnik citerede.

I Folketinget valgte Marie Krarup at tage Jesper Larsens rapport med i Udenrigsudvalget. Her spurgte hun i et åbent samråd i december kritisk ind til, hvad formålet med East StratComs arbejde er, og hvad Danmark har af interesser i det arbejde, samt om arbejdet bør støttes af Danmark.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviste kritikken fra DF’s forsvarsordfører med, at enheden netop havde afsløret en række fake news-historier fra Moskva om, at Vesten forberedte sig til krig mod Rusland:

“Den massive misinformation om forberedelser til krig mod Rusland, der, i sammenhæng med andre tiltag, er med til at skabe et fejlagtigt og farligt fjendebillede. Der er jo ikke tale om lødig journalistik og debat i form af holdninger eller alternative vinkler på faktuelle sandheder. Nej, der er tale om myter og løgne, som kan og skal pilles fra hinanden. Og det bidrager East StratCom Task Forcen til,” står der i ministerens offentliggjorte talepapir fra samrådet.

Det fik ikke Marie Krarup til at give op.

Nogle dage efter, lige før nytår, bad hun i et skriftligt spørgsmål til udenrigsministeren specifikt om at kommentere på Jesper Larsens rapport om East StratCom og en anden privatpersons rapport. Det afviste Anders Samuelsen dog: “Jeg finder ikke behov for at kommentere på private rapporter om dette eller hint.”

Marie Krarup har ikke besvaret Zetlands henvendelse om, hvorfor hun valgte at bringe Jesper Larsens rapport og oplysninger ind i Folketinget i samrådet med udenrigsministeren.

Tilbage på caféen på Ydre Nørrebro sad jeg over kaffe med Jesper Larsen og undrede mig: Når man hører ham tale og læser hans blogindlæg og kommentarer på sociale medier, virker han som en mand, der aldrig er i tvivl. Som en mand, der er overbevist om, at han kender sandheden.

Hvordan kan du være så sikker på, at du har sandheden, at du bruger så meget af din fritid og egne penge?

“Se, det er netop den etablerede presses problem: I påstår, at der findes en objektiv sandhed – at I er klogere. Men i stedet bør I melde klart ud, hvilken kulør I har – ligesom jeg gør. Men befolkningen i Danmark er begyndt at forstå, at mediernes kritiske dækning af Rusland blot er løgn og krigsretorik.”

Jeg vil sige, at det, du fortæller mig lige der, er præcis det, jeg er blevet advaret mod … Hvordan kan du være så sikker på, at du taler sandt, og at det er medierne, der lyver?

“Fordi jeg tjekker, hvad de – i gåseøjne – eksperter og kommentatorer, I interviewer, fortæller. Ligesom jeg tjekker de rapporter, I henviser til, men som I sikkert aldrig selv har læst. Hvis der eksempelvis står ‘Putin siger, at’ eller ‘den russiske ambassadør i Danmark siger, at’, så finder jeg ud af, om det er refereret korrekt. Det har betydet, at jeg ikke længere tror på udenrigspolitik i danske medier.”

Men kan du ikke frygte, at det netop er dig, der er blevet et offer for Ruslands misinformation?

“Jeg har haft tvivlen. Men jeg har den ikke nu. Overhovedet. Jeg er selvfølgelig ikke blind, og jeg kan sagtens være uenig med fortællinger fra Rusland. Men hvis I er så sikre på, at I har ret, og at jeg lyver, så inviter mig i Debatten, og debatter det med mig. Men det tør man ikke. Derfor har personer som jeg ingen stemme i offentligheden,” siger han.

Interviewet er slut, og vi siger pænt farvel.

Lige over midnatstid samme aften modtager jeg en mail fra Jesper Larsen. I emnefeltet har han i sjov skrevet “Fra russisk spion”. Han har regnet på, at det ikke vil koste ham mere end 6.173 kroner at flyve og bo på et godt hotel på Krimhalvøen i en uge.

“Derfor er snakken om, hvem der betaler mine rejser, ret forfejlet,” skriver han. Det er “en afledningsmanøvre fra at høre på, hvad jeg mener.”