Savoyen
![](https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/5a/Savoy2.png/250px-Savoy2.png)
![](https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/0/02/Flag_of_Savoie.svg/250px-Flag_of_Savoie.svg.png)
Savoyen (fransk: Savoie, italiensk: Savoia), var historisk en region i den vestlige del af Alperne, beliggende mellem Genevesøen, Rhône og Mont-Cenis. I dag er regionen delt mellem de franske departementer Haute-Savoie og Savoie, tilsammen dækker området 10 074 km² og har ca. 1 million indbyggere. Savoyen omfatter flere af de højeste alpe-tinder og er det højest beliggende landskab i Europa.
Historie
Det keltiske område Sapaudia nævnes i kilder fra det 4. århundrede f.Kr.. I år 122 kom det under romersk kontrol, og blev senere sammen med andre galliske områder en del af provinsen Alpes Graiae et Vallis Poeninnae. I forbindelse med det Vestromerske riges kollaps blev Savoyen i 437 erobret af burgunderne. Burgunderriget blev i 500-tallet erobret af frankerne, men opretholdt en form for selvstændighed og genopstod som kongerige i 880. I 1032 uddøde Burgunds kongeslægt, og Savoyen blev i stedet en del af det tysk-romerske rige. Mellem 1416 og 1714 var Savoyen forenet med Piemonte i et hertugdømme. Ved freden i Utrecht 1713 måtte Spanien afstå det tidligere kongedømme Sicilien til huset Savoyen-Piemonte, og hertugen udråbte sig til konge. Siciliien blev dog i 1720 byttet med øen Sardinien, og Savoyen-Piemonte og Sardinien blev forenet i kongeriget Piemonte-Sardinien, som kom til at spille en vigtig rolle i Italiens samling i det 19. århundrede.
Mellem 1792 og 1815 var Savoyen okkuperet af Frankrig, men Wienerkongressen gav området tilbage til kongeriget Sardinien-Piemonte. Men i 1860 blev det afstået til Frankrig efter en omstridt folkeafstemning. Kongerne i Italien 1861-1946 og i Sardinien 1815-1861 tilhørte fyrsteslægten Savoyen, der regerede indtil 1946. Derfor ses det dannebrogslignende våben (der ligesom Dannebrog stammer fra den tyske Johannitter-ridderorden) stadig på en del officielle italienske bygninger fra tiden 1860-46.
![]() | Spire Denne artikel om Frankrigs geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. | ![]() |
![]() | Spire Denne artikel om italiensk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. | ![]() |