(Translated by https://www.hiragana.jp/)
Julius Cæsar - Wikipedia, den frie encyklopædi Spring til indhold

Julius Cæsar

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Julius Cæsar
Den Senere Romerske Republik
Tusculum-portrættet, som muligvis den eneste overlevende skulptur af Cæsar lavet i løbet af hans levetid.
Personlig information
Fødtjuli 100 f.v.t. Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Død15. marts 44 f.v.t. Rediger på Wikidata
Pompejus' teater, Italien Rediger på Wikidata
DødsårsagBlødning Rediger på Wikidata
GravstedJulius Cæsars tempel[1] Rediger på Wikidata
BopælRom Rediger på Wikidata
ReligionRomersk religion
Politisk partiPopularer Rediger på Wikidata
FarGajus Julius Cæsar Rediger på Wikidata
MorAurelia Cotta Rediger på Wikidata
SøskendeJulia den Yngre,
Julia den Ældre Rediger på Wikidata
ÆgtefælleCornelia (83 f.v.t - 69 f.v.t)
Pompeia (67 f.v.t - 61 f.v.t)
Calpurnia (59 f.v.t - 44 f.v.t)
PartnerKleopatra
BørnJulia
Cæsarion
Augustus (Adoptivsøn)
FamilieSwane[2] (niece) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem afFørste Triumvirat
Beskæftigelse
Kvæstor (69 f.Kr.)
Curule ædil (65 f.Kr.)
Pontifex maximus (64–44 f.Kr.)
Praetor (62 f.Kr.)
Prokonsul[a] (61–60 f.Kr.)
Konsul (59 f.Kr.)
Prokonsul[b] (58–49 f.Kr.)
Diktator (49–44 f.Kr.)
Konsul (48, 46–44 f.Kr.)
Dictator perpetuo (44 f.Kr.)
Kendte værkerCommentarii de Bello Gallico, Commentarii de Bello Civili[3] Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserConsecratio[4] (fra 44 f.v.t.),
Romersk triumf,
Laurbærkrans Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Denne artikel omhandler personen Julius Cæsar. For operaen af Händel, se Julius Cæsar (opera).

Gajus Julius Cæsar (klassisk latinsk udtale: [ˈgaːius ˈjuːlius ˈkaisar]; født 12. juli 100 f.Kr. og død 15. marts 44 f.Kr.[c]) var en romersk feltherre og statsmand, der levede i den sene Romerske Republik. Han var en del af det Første Triumvirat, hvorigennem det lykkes ham at gennemføre forskellige reformer samt sikre sig stor politisk magt I Rom. Cæsar var fra 58 f.Kr. guvernør over bl.a. de galliske provinser (det Cis- og Transalpine Gallien), og det var derfor ham der ledte de romerske hære til sejr under Gallerkrigene (58 – 51 f.Kr.). I januar 49 f.Kr. krydsede han Rubicon-floden med en enkel legion, hvilket indledte en borgerkrig i den Romerske Republik. Cæsar vandt denne borgerkrig og besejrede bl.a. sin politiske rival Pompejus. Cæsar blev i 49 f.Kr. udpeget diktator, hvilket var et embede han løbende fik forlænget frem til han blev myrdet i 44 f.Kr. Han spillede en afgørende rolle i de begivenheder, der ledte til den Romerske Republiks fald og dannelsen af det Romerske Kejserrige.

I 60 f.Kr. dannede Cæsar, Crassus og Pompejus det Første Triumvirat, som var en uformel politisk alliance, der dominerede romersk politik i mange år. Deres forsøg på at koncentrere den politisk magt blev imidlertid udfordret af mange i Senatet, herunder særligt Cato den Yngre med (mere uformel) støtte fra Cicero. Cæsar voksede til at blive en af de mest magtfulde politikere og personer i den Romerske Republik. Han opnåede sin politiske magt gennem en kombination af sine stærke politiske og militære færdigheder. Cæsar var således en dygtig taler og retoriker, der samtidig var en dygtig militær leder, som ledte sine hære til utallige sejre og territorielle erobringer.

Igennem en række militære sejre under Gallerkrigene – der blev afsluttet i 51 f.Kr. – lykkes det ham at udvidede det romerske territorium betragteligt (til Atlanterhavskysten i vest og nutidens Belgien i nord). I løbet af denne tid invaderede han ligeledes Britannien og byggede en bro over floden Rhinen. Disse bedrifter samt støtten fra hans erfarne hær truede Pompejus' politiske magt tilbage i Rom. Selvom Pompejus og Cæsar tidligere havde været politiske allieret, var denne alliance gradvist brudt sammen i løbet af 50'erne f.Kr. Pompejus havde i stedet opbygget sin politiske magt i Rom ved at genoprette sin forbindelse til det mere konservative og anti-Cæsarianske Senat. Med Gallerkrigene afsluttet beordrede Senatet Cæsar til at træde tilbage fra sin militære kommando og vende tilbage til Rom. I 49 f.Kr. trodsede Cæsar Senatets autoritet ved at krydse Rubicon-floden (som markerede grænsen mellem den romerske provins Cisalpine Gallien og romersk Italien) og marchere mod Rom i spidsen for en hær bestående af en enkel legion.[6] Dette indledte Cæsars borgerkrig, som han endte med at vinde, hvilket efterlod ham i en position med næsten uudfordret magt og indflydelse i 45 f.Kr.

Efter at have overtaget magten i Rom vedtog Cæsar en række sociale og politiske reformer, herunder indførelsen af den julianske kalender. Han gav statsborgerskab til mange beboere i fjerne regioner af den Romerske Republik. Han iværksatte jordreformer for at støtte sine veteraner og indledte et enormt byggeprogram. I starten af 44 f.Kr. blev han udråbt til "diktator for livstid" (dictator perpetuo). Frygtende for hans magt og dominerende politiske position i Rom besluttede en gruppe senatorer – ledet af bl.a. Brutus og Cassius – at konspirere om at myrde Cæsar på Idus Martiae (den 15. marts) 44 f.Kr. En ny serie af borgerkrige udbrød herefter, og den forfatningsbestemte regering i republikken blev aldrig fuldt genoprettet. Cæsars grandnevø og adoptivsøn Octavian – senere kendt som Augustus – vandt den efterfølgende magtkamp og borgerkrig, hvilket i sidste ende afstedkom, at han de facto blev enehersker. Octavian gik efterfølgende i gang med at styrke og koncentrere sin magtposition, hvilket markerede begyndelsen på æraen for det Romerske Kejserrige og afslutningen på den Romerske Republik.

Cæsar var ligeledes en velrenommeret forfatter og historiker. Meget af hans liv er kendt fra hans egne beretninger om hans militære kampagner. Andre samtidige kilder omfatter bl.a. Ciceros breve og taler samt de historiske skrifter af Sallust. Senere biografier om Cæsar af Sveton og Plutarch er også centrale historiske kilder. Cæsar betragtes af mange historikere som en af de største militære ledere i historien.[7] Hans cognomen (Cæsar) blev efterfølgende anvendt som et synonym for "Kejser"; titlen "Cæsar" blev således anvendt under hele den romerske kejserperiode, hvilket afstedkom, at de efterfølgende anvendte termer "Kejser" (tysk: "Kaiser") og "Tsar" direkte var afledt fra (den klassiske latinske udtale af) titlen og navnet "Cæsar". Cæsar har ligeledes hyppigt optrådt i diverse litterære og kunstneriske værker, f.eks. Dantes Guddommelige Komedie og Shakespeares tragedie Julius Cæsar.

Baggrund og tidlige år

[redigér | rediger kildetekst]

Gajus Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel patricier-slægt (Gens Julia) d. 12. juli 100 i Rom.[8] Familien hævdede at have immigreret til Rom fra Alba Longa i løbet af det syvende århundrede f.Kr., efter at den tredje konge af Rom (Tullus Hostilius) indtog og ødelagde deres by. Familien hævdede også at nedstamme fra Julius (også kaldet Ascanius), som var søn af den trojanske prins Æneas og grundlægger af Alba Longa. Da Æneas var en søn af Venus, gjorde dette familien guddommelig. Denne genealogi havde endnu ikke taget sin endelige form i det første århundrede, men slægtens påståede afstamning fra Venus var veletableret i den offentlig bevidsthed.[9] I 45 f.Kr. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.

Det er en populær opfattelse, at Cæsar blev født ved kejsersnit og derfor er navnegiver til denne procedure. Hvis etymologi er sand, er den dog baseret på en misforståelse. I antikken havde et kejsersnit været et uundgåeligt dødeligt indgreb for moderen, og Cæsars mor Aurelia overlevede ikke kun sin søns fødsel, men levede i næsten 50 år herefter.[10][11][12]

Gajus Marius, Cæsars onkel og ægtefælle til Cæsars tante Julia. Han var en modstander af Sulla og indtog Rom sammen med Lucius Cornelius Cinna i 87 f.Kr.

På trods af familiens kendte stamtavle var Julii Cæsares ikke en særlig politisk indflydelsesrig familie under den midterste republikperiode. Den første person, der vides at have haft cognomenet Cæsar, var en praetor i 208 f.Kr. under den Anden Puniske Krig.[d] Slægtens første konsul kom i 157 f.Kr., mens slægten herefter både producerede konsuler i 91 og 90 f.Kr.[14] Cæsars far – som havde samme navn, Gajus Julius Cæsar – havde moderat succes indenfor politik. Han giftede sig med Aurelia, som var medlem af den politisk indflydelsesrige slægt Aurelii Cottae. Paret fik – foruden Cæsar – to døtre. Som følge af sit eget ægteskab samt sin søsters ægteskab (Cæsars tante, Julia) med den ekstremt indflydelsesrige Gajus Marius, tjente faren også i den Saturninske landkommission i 103 f.Kr. og blev valgt til praetor på et tidpunkt mellem 92 og 85 f.Kr. Faren tjente ligeledes som guvernør (prokonsul) i Asien i to år, sandsynligvis 91-90 f.Kr.[15]

Livet under Sulla og militærtjeneste

[redigér | rediger kildetekst]

Cæsars far søgte ikke valg til konsul under Lucius Cornelius Cinna's dominans og valgte i stedet pensionering.[16] Under perioden hvor Cinna dominerede det politiske liv i Rom blev Cæsar udnævnt til flamen Dialis (en præst af Jupiter), hvilket også medførte, at Cæsar blev gift med Cinna's datter, Cornelia. De religiøse tabuer, der fulgte med præsteskabet, ville have tvunget Cæsar til at opgive en politisk karriere. Udnævnelsen – en af de højeste ikke-politiske æresbevisninger – indikerer derfor, at der var få forventninger til en større karriere for Cæsar.[17] I begyndelsen af 84 f.Kr. døde Cæsars far pludseligt.[18] Efter Sullas sejr i borgerkrigen (82 f.Kr.) blev Cinna's acta (handlinger) annulleret. Sulla beordrede derfor Cæsar til at abdicere og lade sig skille fra Cinna's datter. Cæsar nægtede, hvilket implicit stillede spørgsmålstegn ved legitimiteten af Sullas handlinger. Sulla kan have sat Cæsar på proskriptionslisterne, selvom moderne er uenige om dette.[19] Cæsar søgte herefter i skjul, før hans slægtninge og kontakter blandt vestalinder kunne intervenere på hans vegne.[20] De nåede derefter frem til et kompromis, hvor Cæsar ville træde tilbage fra sit præsteskab, men beholde sin kone og ejendele. Sullas påståede bemærkning om, at han så "mange Marius'er [i Cæsar]"[21] er apokryf.[22]

Sulla, afbildet på en mønt. Sulla indtog Rom i 82 f.Kr., udrensede byen for sine politiske fjender og gennemførte nye forfatningsreformer.

Cæsar forlod derefter Italien for at tjene i staben for guvernøren af Asien, Marcus Minucius Thermus. Mens han var der, rejste han til Bithynia for skaffe marineforstærkning og blev der en tid som gæst hos kongen, Nikomedes IV – senere fornærmende historier forbandt her Cæsar med et homoseksuelt forhold til kongen.[23][24] Han tjente derefter ved belejringen af Mytilini, hvor han fik tildelt corona civica for at redde livet på en medborger i kamp. Privilegierne ved denne hæder (Senatet skulle rejse sig for en indehaver, og indehavere havde tilladelse til at bære en krone ved offentlige lejligheder) vækkede Cæsars appetit for æresbevisninger. Efter indtagelsen af Mytilini blev Cæsar overført til Publius Servilius Vatia's stab i Cilicia, før han hørte om Sullas død i 78 f.Kr. og straks derefter vendte hjem til Rom.[25] Angiveligt ville han gerne have deltaget i konsul Lepidus' oprør dette år,[26] omend dette sandsynligvis ikke er sandt, men derimod en litterær udsmykning af Cæsars ønske om tyranni fra en ung alder.[27]

Efterfølgende forsøgte Cæsar at angribe nogle af Sulla-støtterne i domstolene, men var uden held i sit forsøg på at retsforfølge Gnæus Cornelius Dolabella i 77 f.Kr., der lige var vendt tilbage fra et prokonsulat i Makedonien. Ved at gå efter en mindre velforbundet senator var han succesfuld det efterfølgende år med at retsforfølge Gajus Antonius Hybrida (senere konsul i 63 f.Kr.) for at profitere af proskriptionerne, men blev dog i sidste ende forhindret, da en tribun intervenerede på Antonius' vegne.[28] Efter disse oratoriske forsøg forlod Cæsar Rom for at søge vejledning hos retorikeren Apollonius Molon på Rhodos.[29] Under rejsen blev han afskåret og taget til fange af pirater i en historie, der senere blev meget forskønnet. I henhold til Plutarch og Sveton blev han befriet efter at have betalt en løsesum på halvtreds talenter. Cæsar reagerede ved at vende tilbage med en flåde for at fange og henrette (ved korsfæstelse) piraterne. Det registrerede beløb for løsesummen er litterær udsmykning, og det er mere sandsynligt, at piraterne blev solgt til slaveri i henhold til Velleius Paterculus.[30] Hans studier og uddannelsesforløb blev afbrudt af udbruddet af den Tredje Mithridatiske Krig i vinteren mellem 75 og 74 f.Kr. Cæsar hævdes at have gået rundt og indsamlet tropper i provinsen blandt lokalbefolkningen og ledt dem succesfuldt mod de mithridatiske styrker.[31]

Indtræden i politik

[redigér | rediger kildetekst]

Mens Cæsar var bortrejst fra Rom i 73 f.Kr., blev Cæsar indlemmet i pontifikerne (gruppe af præster i den romerske religion) i stedet for sin afdøde slægtning Gajus Aurelius Cotta. Forfremmelsen markerede, at Cæsar var et velaccepteret medlem af aristokratiet med store fremtidsudsigter, hvad angik sin politiske karriere.[32] Cæsar besluttede sig for at vende tilbage til Rom kort tid herefter og blev ved sin tilbagevenden valgt som en af militærtribunerne for året 71 f.Kr.[33] Der er ingen beviser for, at Cæsar tjente i krig – selvom krigen mod Spartacus (såkaldte Spartacus-oprøret) var i gang – under sin embedsperiode. Han argumenterede dog for fjernelse af Sullas begrænsninger for plebejertribuner og for, at de, der støttede Lepidus' oprør, skulle benådes.[34] Disse synspunkter var udbredte og mødte ingen væsentlig modstand.[35] Året efter, i 70 f.Kr., blev Pompejus og Crassus valgt som konsuler og indførte lovgivning, der genoprettede det plebejiske tribunats rettigheder. En af tribunerne – med Cæsars støtte – indførte derefter lovgivning, der benådede de lepidske, der var gået i eksil.[36]

I sin periode som kvæstor i 69 f.Kr. tjente Cæsar under Gajus Antistius Vetus i Hispania Ulterior. Hans valg – som kvæstor – gav ham ligeledes et livslangt sæde i Senatet. Før han rejste, døde hans tante Julia (Marius' enke), og kort herefter døde Cæsars kone Cornelia efter at have født hans eneste legitime barn, Julia. Han holdt taler for begge ved deres offentlige begravelser.[37] Under Julias begravelsesceremoni viste Cæsar billeder af sin tantes mand (Marius), hvis minde var blevet undertrykt efter Sullas sejr i borgerkrigen. Nogle af de sullanske nobeler – herunder Quintus Lutatius Catulus – som havde lidt under det marianske regime, gjorde indsigelse, men på dette tidspunkt var afbildninger af ægtefæller i aristokratiske kvinders begravelsesoptog almindelige.[38] I kontrast til hvad Plutarch sagde,[39] var disse handlinger fra Cæsars sandsynligvis i overensstemmelse med en politisk tendens til forsoning og normalisering, snarere end et ønske om en fornyet konflikt.[40] Cæsar giftede sig hurtigt igen, og blev i denne forbindelse gift med Sullas granddatter Pompeias.[41]

Valg til curule ædil og pontifex maximus

[redigér | rediger kildetekst]

I meget af denne periode var Cæsar en af Pompejus støtter. Cæsar sluttede sig til Pompejus i de sene 70'erne for at støtte genoprettelsen af tribun-rettighederne. Hans støtte til loven om at benåde de lepidske i eksil kan have været relateret til den samme tribuns lov om at tildele land til Pompejus veteraner. Cæsar støttede også lex Gabinia i 67 f.Kr., der tildelte Pompejus en ekstraordinær kommando mod pirater i Middelhavet, og støttede også lex Manilia i 66 f.Kr. for at overføre den Tredje Mithridatiske Krig fra dens daværende kommandant Lucullus til Pompejus.[42]

Denarius fra C. Cossutius Maridianus, 44 f.Kr., med Julius Cæsars hoved som pontifex maximus på forsiden.

Fire år efter sin tante Julias begravelsesceremoni, i 65 f.Kr., tjente Cæsar som curule ædil og iscenesatte ekstravagante lege, der indbragte ham yderligere opmærksomhed og folkelig støtte.[43] Han genoprettede også trofæerne, som Marius havde vundet og som Sulla havde fjernet, over Jugurtha og Kimbrer.[44] I henhold til Plutarchs beretning blev trofæerne genoprettet natten over til tilskuernes klapsalver og glædestårer. En sådan pludselig og hemmelig genoprettelse ville ikke have været mulig – arkitekter, restauratorer og andre håndværkere ville have skulle ansættes og betales – og det ville heller ikke have været sandsynligt, at arbejdet kunne være blevet udført på en enkelt nat.[45] Det er mere sandsynligt, at Cæsar blot genoprettede sin families offentlige monumenter – i overensstemmelse med standard aristokratisk praksis og dyden af pietas – og til trods for indvendinger fra Catulus blev disse handlinger bredt støttet af Senatet.[46]

I 63 f.Kr. opstillede Cæsar til praetor-embedet og samtidig til posten som pontifex maximus,[47] som var leder af Pontifikalkollegiet og den højst rangerende statsreligiøse embedsmand. Ved præstevalget foran triberne stod Cæsar over for to indflydelsesrige senatorer: Quintus Lutatius Catulus og Publius Servilius Isauricus. Cæsar kom sejrrigt ud. Mange forskere har udtrykt forbløffelse over, at Cæsars kandidatur blev taget alvorligt, men dette var ikke uden historisk præcedens.[48] Kilder fra antikken hævder, at Cæsar betalte enorme bestikkelser eller var skamløst smigrende.[49] At der aldrig blev rejst anklager om dette indikerer, at bestikkelse alene ikke var tilstrækkelig til at forklare hans sejr.[50] Hvis der var behov for bestikkelser eller andre penge, kan de være blevet understøttet af Pompejus, som Cæsar på dette tidspunkt støttede og som modsatte sig Catulus' kandidatur.[51]

Mange kilder hævder også, at Cæsar støttede de jordreformprogrammer, som plebejertribunen Publius Servilius Rullus fremsatte det år, men der er ingen kilder fra antikken, der bekræfter dette.[52] Cæsar deltog også på en indirekte måde i retssagen mod Gajus Rabirius, der var anlagt af en af plebejertribunerne – Titus Labienus – for mordet på Saturninus i overensstemmelse med et senatus consultum ultimum omkring fyrre år tidligere.[53][54] Årets mest iøjnefaldende begivenhed var den catilinariske sammensværgelse. Mens nogle af Cæsars fjender – herunder Catulus – hævdede, at Cæsar deltog i sammensværgelsen,[55] er chancen for, at han var en deltager, ekstremt lille.[56]

Praetor

[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar vandt let valget til praetor-embedet i 63 f.Kr., og som én af de valgte praetor talte han i december i Senatet imod henrettelsen af visse borgere, der var blevet arresteret i byen for at konspirere med gallere som led i en sammensværgelse.[57] Det er ikke helt klart, hvad Cæsar forslag var på det tidspunkt. De tidlige kilder hævder, at han foreslog livsvarigt fængsel uden retssag, mens senere kilder hævder, at han i stedet ønskede, at de sammensvorne skulle fængsles i afventning af en retssag. De fleste beretninger er enige om, at Cæsar støttede konfiskation af de sammensvornes ejendom og ejendele.[58] Cæsar støttede sandsynligvis det første, som var en kompromisløsning, der ville placere Senatet inden for rammerne af lex Sempronia de capite civis, og han havde indledningsvis succes med at overbevise forsamlingen. En efterfølgende indgriben fra Cato fik dog Senatet til i sidste ende at stemme for henrettelse.[59]

Cicero, konsul i 63 f.Kr., afbildet i et fresco fra 1889, hvor han fordømmer Catilina og afslører hans sammensværgelse over for Senatet. Da de sammensvorne i byen senere blev arresteret, overlod Cicero deres skæbne til Senatet, hvilket udløste en debat, som Cæsar – som kommende praetor – deltog i.

Under sit embedsår som praetor forsøgte Cæsar først at fratage sin fjende Catulus æren for at fuldføre genopbygningen af Templet for Jupiter Optimus Maximus, idet han beskyldte ham for underslæb og truede med at fremsætte lovgivning for at overdrage opgaven til Pompejus. Dette forslag blev hurtigt droppet på grund af næsten universel modstand.[60] Han støttede derefter et forsøg fra plebejertribunen Metellus Nepos om at overføre kommandoen mod Catilina fra konsulen i 63 f.Kr., Gajus Antonius Hybrida, til Pompejus. Efter et voldeligt møde i comitia tributa på Forum, hvor Metellus kom i håndgemæng med sine tribun-kolleger Cato og Quintus Minucius Thermus,[61] vedtog Senatet et dekret mod Metellus, (Sveton hævder, at både Nepos og Cæsar blev afsat fra deres embeder; dette ville have været en forfatningsmæssig umulighed[62]) hvilket fik Cæsar til at tage afstand fra forslagene. Håbet om en provinsiel kommando og behovet for at genoprette forholdet til aristokratiet blev prioritet.[63] Han blev også involveret i Bona Dea-affæren, hvor Publius Clodius Pulcher luskede sig ind i Cæsars hus under en kvindelig religiøs ceremoni. Cæsar undgik at blive involveret i sagen ved straks at lade sig skille fra sin hustru – og hævdede, at hans hustru skulle være "hævet over mistanke"[64] – men der er ingen indikation på, at Cæsar støttede Clodius på nogen måde.[65]

Efter sin embedsår som praetor blev Cæsar udnævnt til at administrere den romerske provins Hispania Ulterior som prokonsul.[66] Dybt forgældet fra sine valgkampagner for praetor og pontifex maximus havde Cæsar brug for en militær sejr, der gik ud over den normale provinsielle udplyndring, for at tilbetale sin gæld.[67] Han indledte en militærkampagne mod Callaeci og Lusitanerne og erobrede Callaecis hovedstad i det nordvestlige Hispania, hvilket bragte romerske tropper til Atlanterhavet og gav ham nok krigsbytte til at tilbagebetale sin gæld.[68] Han hævdede at have fuldført erobringen af halvøen og vendte hjem efter at være blevet hyldet som imperator.[69] Da han ankom hjem til Rom i sommeren 60 f.Kr., blev han tvunget til at vælge mellem én triumf og at opstille som konsul. Enten kunne han blive uden for pomerium (Roms hellige grænse) og vente på sin triumf, eller også kunne han krydse grænsen og erklære sit kandidatur som konsul, hvorved han ville have opgivet sin kommando og triumf.[70] Forsøg på at undtage kravet om, at han skulle erklære sit kandidatur personligt, blev filibustret i Senatet af Cæsars fjende Cato, selvom størstedelen af Senatet syntes at støtte undtagelsen.[71] Stillet over for valget mellem en triumf og opstille som konsul, valgte Cæsar at erklære sit kandidatur som konsul og frasige sig sin triumf.[72]

Første konsulat

[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar opstillede som konsul i 59 f.Kr. sammen med to andre kandidater. Hans politiske position på det tidspunkt var stærk. Han havde tilhængere blandt de familier, der havde støttet Marius eller Cinna. Derudover var hans forbindelser til det sullaniske aristokrati gode, ligesom hans støtte til Pompejus havde vundet ham støtte. Hans støtte til forsoning i kølvandet på borgerkrigen var populær i alle dele af samfundet.[73] Med støtte fra Crassus, der støttede Cæsars fælles kandidatur med Lucius Lucceius, blev Cæsars sejr sikret. Lucceius vandt dog ikke, og vælgerne valgte i stedet Marcus Calpurnius Bibulus, som havde været både én af Cæsars langvarige personlige og politiske modstander.[74][75]

Første Triumvirat

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Første Triumvirat.

Efter valgene forenede Cæsar både Pompejus og Crassus – der havde været politiske modstandere – i en tremandsalliance, der misvisende[76] er blevet betegnet som det "Første Triumvirat" i moderne tid.[77] Cæsar arbejdede stadig i december 60 f.Kr. på at finde allierede til sit konsulat, og alliancen blev først endeliggjort omkring begyndelsen af Cæsars periode som konsul.[78]

Portrætbuster af Crassus (til venstre) og Pompejus (til højre), som var del af det "Første Triumvirat" sammen med Cæsar.

Crassus er ofte blevet omtalt som den "rigeste mand i Rom",[79][80] og denne formue havde han blandt andet brugt på at finansiere Cæsars politiske avancement. Crassus' rigdom gjorde det dermed muligt for Cæsar at opbygge et omfattende klientelnetværk, herunder bestikke forskellige interessenter. Pompejus havde som ung opnået stor militær succes og var anerkendt som en af de dygtigste romerske generaler,[e] og havde derfor været i stand til at gøre en lynkarriere indenfor politik (uden at følge den normale cursus honorum). Pompejus politiske magtposition byggede således i højere grad på hans militære magt, der var essentiel for politisk succes i den sene republikanske æra.[82] I 60 f.Kr. var Pompejus og Crassus således to af de mest indflydelsesrige politikere i Rom, men de to herre havde samtidig en intern rivalisering og kunne derfor ikke udstå hinanden.

Pompejus og Crassus havde imidlertid begge svært ved at få gennemført deres politiske agenda. Optimaterne i Senatet – anført af Cato den Yngre og Metellus Celer – blokerede således forskellige lovforslag samt ratificeringen af forskellige traktater,[83] som Pompejus og Crassus gerne så vedtaget. De kunne dermed ikke overvinde optimaternes modstand på egen hånd. Selvom det således kunne virke som om Cæsar både var den yngste og det mindst betydningsfulde medlem af denne uformel politisk alliance ("Første Triumvirat"), så spillede han en central rolle i at modvirke optimaterne indflydelse. Cæsar var således en dygtig, uforskammet og ambitiøs politiker, som kunne udnytte Pompejus' og Crassus' store politiske indflydelse – og samtidig forene de to herre i en uformel politisk alliance.[84] Pompejus og Crassus forenede sig således for at forfølge deres respektive politiske mål. Disse omfattede blandt andet en ratificering af Pompejus' østlige aftale (erobringer efter den Tredje Mithridatiske Krig) og en lov om provinsadministration og skatteopkrævning i Asien (omhandlede mange af Crassus' klienter). Alle tre søgte en landbrugslov i form af jordtildelinger, hvor særligt Pompejus søgte de lovede jordtildelinger til sine veteraner.[85]

Konsulåret 59 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar første handling var at offentliggøre protokollerne fra Senatet og forsamlingerne, hvilket signalerede Senatets ansvarlighed over for offentligheden. Han fremlagde derefter et lovforslag overfor Senatet – udformet for at undgå indvendinger mod tidligere landreformforslag og enhver indikation af radikalisme – om at købe ejendom fra villige sælgere til at distribuere til Pompejus' veteraner og de fattige i byen. Det ville blive administreret af en komité på tyve (uden Cæsar), og finansieret af Pompejus' krigsbytte og territoriale gevinster.[86] Han henviste lovforslaget til Senatet i håbet om, at de ville tage sig af sagen, efter de indså hvordan det gavnede folket.[87] Der var der ringe modstand i Senatet, og den obstruktionisme, der fandt sted, var stort set principløst. De modsatte sig ikke på grund af offentlig interesse, men snarere modstand mod Cærsars politiske fremskridt.[86] Ude af stand til at overvinde Catos filibuster, fremsatte han lovforslaget for folket. På et offentligt møde truede Cærsars medkonsul Bibulus herefter med at nedlægge et permanent veto for hele året. Dette var et klart brud på folkets veletablerede lovgivningsmæssige suverænitet[88] og udløste et oprør, hvor Bibulus' fasces blev brudt, hvilket symboliserede folkets afvisning af hans magistrat.[89] Lovforslaget blev derefter vedtaget. Bibulus forsøgte at tilskynde Senatet til at annullere det på grund af, at det blev vedtaget ved vold og i strid med auspicier, men Senatet nægtede.[90]

Cæsar fremsatte og vedtog også en reduktion på en tredjedel af skattebøndernes restancer, hvilket Crassus havde ønsket. Ligeledes ratificerede han Pompejus' østlige aftaler. Begge lovforslag blev vedtaget uden, eller med ringe, debat i Senatet.[91] Cæsar ønskede herefter (engang i maj) at udvide sin landbrugslov til Campania. Det kan være her, Bibulus trak sig tilbage til sit hus.[92] Pompejus indgik kort tid herefter et ægteskab med Cærsars datter Julia for at forsegle og styrke deres alliance.[93][94] En allieret af Cærsar – plebejertribunen Publius Vatinius – fremlage lex Vatinia, der tildelte administrationen (som guvernør) af de romerske provinser Illyricum og Cisalpine Gallien til Cæsar i fem år.[95][96] Svetons påstand om, at Senatet havde tildelt Cæsar silvae callesque ("skov og spor") er sandsynligvis en overdrivelse. Frygten for en gallisk invasion var vokset i 60 f.Kr., og det er mere sandsynligt, at konsulerne var blevet tildelt Italien – en defensiv position, som cæsariske partisaner afviste som "bare 'skovspor'".[97] Senatet blev også overtalt til at tildele Cæsar Transalpine Gallien, underlagt årlig fornyelse, sandsynligvis for at kontrollere hans evne til at føre krig på den anden side af Alperne.[98]

Engang i løbet af året – måske efter vedtagelsen af loven om at distribuere det land i Campania[99] og efter disse politiske nederlag – trak Bibulus sig tilbage til sit hus. Der udstedte han edikter in absentia, hvilket hævdede at annullere alle dage, hvor Cæsar eller hans allierede kunne afholde afstemninger, som følge af religiøse årsager.[100] Cato forsøgte også symbolske at appellere mod Cæsar, hvilket gjorde det muligt for ham og hans allierede at "foregive offer". Disse taktikker lukkes med at opbygge afsky for Cæsar og hans allierede gennem året.[101][102] Denne modstand forårsagede alvorlige politiske vanskeligheder for Cæsar og hans allierede, hvilket modsiger den almindelige skildring af det "Første Triumvirat" politisk overherredømme.[103] Senere på året fremsatte og vedtog Cæsar dog – med støtte fra sine modstandere – loven lex Julia de repetundis for at slå ned på korruption i provinserne.[104] Da hans periode som konsul sluttede, blev Cærsars lovgivning udfordret af to af de nye praetorer, men diskussionen i Senatet gik i stå og blev derefter helt droppet. Han blev i nærheden af byen indtil engang omkring midten af marts.[105]

Gallerkrigene

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Gallerkrigene.

Under Gallerkrigene skrev Cæsar sine Commentarii de Bello Gallico (dansk: kommentarer om Gallerkrigene) om disse, som blev anerkendt allerede på hans tid som et latinsk litterært mesterværk. Værket havde til hensigt at dokumentere Cærsars militære kampagner med sine egne ord og opretholde støtte i Rom for sine militære operationer og karriere. Værket består af omkring ti bind, der dækker de militære kampagner i Gallien fra 58 til 52 f.Kr.[106] Hvert bind blev sandsynligvis produceret i året efter de beskrevne begivenheder fandt sted, og de var sandsynligvis målrettet den generelle, eller i det mindste læsende, befolkning i Rom.[107] Beretningen er naturligvis partisk til fordel for Cæsar – hans nederlag er undskyldt og sejre fremhævet – men det er næsten den eneste kilde til begivenhederne i Gallien i denne periode.[108]

Borgerkrigen (49 f.Kr. – 45 f.Kr.)

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Cæsars borgerkrig.

Efter Crassus døde i kamp mod partherne i 53 f.Kr. begyndte alliancen mellem Cæsar og Pompejus stille og roligt at bryde sammen. Ligeledes havde Julias (Cæsars datter og Pompejus kone) død i 54 f.Kr. medvirket til at forholdet mellem Pompejus og Cæsar var blevet forværret – og en konfrontation mellem de to virkede mere og mere uundgåelig.[109]

Mellem 52 og 49 f.Kr. smuldrede tilliden mellem Cæsar og Pompejus dog for alvor.[110] I 51 f.Kr. foreslog konsul Marcellus, at Caesar skulle hjemkaldes fra hans guvernørskab i Gallien. Han argumenterede for, at Cæsars opgave (provincia) i Gallien – som følge af hans sejr over Vercingetorix i 52 f.Kr. – var afsluttet. Det var åbenlyst forkert, da Cæsar samme år kæmpede mod bellovakerne.[111] Samtidig blev der nedlagt veto mod forslaget.[112] Samme år virkede det til, at de konservative kræfter omkring Cato i Senatet ville forsøge at få Pompejus til at tvinge Cæsar til at vende tilbage fra Gallien uden ære eller mulighed for at opstille til en ny periode som konsul.[113] Cato, Bibulus og deres allierede lykkedes med at få Pompejus på deres side og indtage en hård linje over for Cæsars fortsatte magt i Gallien.[114]

Krydser Rubicon og march mod Rom

[redigér | rediger kildetekst]
Julius Cæsar ved bredden af Rubicon-floden.

I månederne op til januar 49 f.Kr. synes både Caesar og de anti-Cæsarianske (bestående af Pompejus, Cato og andre) at tro, at den anden part ville give efter.[115] Begge parter oprustede, men samtidig herskede der ikke den store lyst til at starte en krig.[116] Senatet krævede i begyndelse af januar 49 f.Kr., at Cæsar skulle opgive sin post og legioner eller blive erkæret fjende af staten.[117] Pro-Cæsarianske plebejertribuner nedlagde veto mod disse forslag, men Senatet ignorere dette og udstedte senatus consultum ultimum ("Senatets endelige dekret").[118][119] Som reaktion herpå flygtede en række af disse pro-Cæsarianske tribuner fra Rom til Cæsars lejr mod nord.[120]

Den 10. eller 11. januar krydsede Cæsar Rubicon-floden,[120] der markerer grænsen mellem provinsen Cisalpine Gallien mod nord og romersk Italien mod syd. I forbindelse med, at han krydsede Rubicon-floden hævder Sveton, at Cæsar udbrød alea iacta est ("terningen er kastet"), selvom Plutarch fastholder, at Cæsar talte på græsk og citerede digteren Menander med anerriphtho kubos ("ἀνερρίφθω κύβος", "lad terningen blive kastet");[121] Cæsars egne erindringer nævner slet ikke Rubicon-floden.[122] Denne begivenhed markerede en formel start på fjendtlighederne, hvilket "uden tvivl" gjorde Cæsar til "en oprører".[123]

Årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden er gådefulde og bliver debatteret. Således taler bl.a. Sveton og Pollio om et muligt retsopgør, som årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden og indledte borgerkrigen.[124][125] Andre beskriver Cæsars vanskeligheder ved at opnå et andet konsulskab og en triumf, som den primære motivationsfaktor.[124] Cæsars angav selv, at han forsvarede plebejertribunernes rettigheder (bredt anerkendt som værende en misvisende årsagsforklaring),[126] ligesom han ønskede at beskytte sine personlige dignitas (værdighed eller prestige).[127]

Det romerske Italien var uforberedt på Cæsars invasion.[128] Nyheden om Cæsars indtog i Italien nåede Rom omkring den 17. januar.[128] Pompejus og hans allierede forlod byen sammen med mange uengagerede senatorer, der frygtede blodige hævndrab som i de tidligere borgerkrige.[129] Først da Cæsar nåede Corfinium mødte han alvorlig modstand, som var anført af Lucius Domitius Ahenobarbus.[130] Cæsar indledte herefter en belejring af byen, men byen overgav sig hurtigt og indvilligede i at give en loyalitetsed til Cæsar.[131] Cæsar udviste barmhjertighed og benådede Ahenobarbus.

Cæsars fremrykning langs Adriaterhavskysten var overraskende mild og disciplineret: hans soldater plyndrede ikke landområderne, som soldater havde gjort under Forbundsfællekrigen et par årtier tidligere. Cæsar forfulgte Pompejus, som var flygtet syd til Brundisium. Cæsar ankom til Brundisium den 9. marts med seks legioner. De fleste af Pompejus' styrker var på dette tidspunkt allerede flygtet over Adriaterhavet til Graecia, men en bagtrop på to legioner afventede at blive transporteret over Adriaterhavet. Cæsar forsøgte at blokere havnen, men det lykkes pompeianerne at flygte østpå med næsten alle deres mænd og skibe i behold.[132]

Kampagne i Hispania og første udnævnelse som diktator

[redigér | rediger kildetekst]

Efter det ikke lykkes Cæsar at forhindre Pompejus i at flygte mod øst, vendte Cæsar sig mod vest og Hispania. Pompejus havde som guvernør af Hispania flere loyale legioner udstationeret i regionen. Cæsar rejste derfor mod Hispania og betroede Marcus Antonius med ansvaret for at opretholde orden i Italien. På vejen mod Hispania belejrede han Massilia (nutidens Marseille), da byen nægtede ham adgang og desuden var kommet under kommandoen af føromtalte Domitius Ahenobarbus. Cæsar lod en belejringsstyrke forblive og forsætte selv fremmarchen mod Hispania med en lille gruppe livvagter og kavaleri.[133]

Han ankom i juni 49 f.Kr. til Ilerda (nutidens Lleida), hvor han havde fået følgeskab af nogle af de legioner, som havde kæmpet med under Gallerkrigene. Her besejrede han en pompejansk hær under ledelse af legaterne Lucius Afranius og Marcus Petreius i forbindelse med slaget ved Ilerda. Pompejus' tilbageværende legat i Hispania, Marcus Terentius Varro, overgav sig kort tid efter, hvorpå hele Hispania kom under Cæsars kontrol.[134] Samtidig med Cæsars kampagne i Hispania havde han sin løjtnant Curio til at invadere Sicilien og Afrika med støtte fra Gajus Caninius Rebilus, men den kampagne mislykkes.[135]

Cæsar vendte tilbage til Rom i december 49 f.Kr., hvorefter han fik praetor Marcus Aemilius Lepidus til at udnævne ham til diktator.[134][136] At være diktator var den eneste måde, hvorpå han kunne undgå at opgive sit imperium, legioner, provincia og ret til at triumfer, mens han var i pomerium (befinde sig indenfor Roms bygrænser).[137] Cæsar opstillede derefter til de valg, som han selv havde indkaldt til som diktator. Her vandt han en anden periode som konsul med Publius Servilius Vatia Isauricus som sin med-konsul. Han trådte herefter tilbage som diktator efter blot elleve dage.[138]

Makedonsk kampagne

[redigér | rediger kildetekst]

Efter sit kortvarige ophold i Rom genoptog Cæsar sin forfølgelse af Pompejus over Adriaterhavet. Da Cæsar ankom til Brundisium manglede han nok skibe til at transportere hele sin hær over Adriaterhavet ad én omgang. Han var derfor nødsaget til at fortage flere overfarter over Adriaterhavet, hvilket var yderligere kompliceret af, at den pompejansk flåde – under ledelse af Bibulus – patruljerede den østlige side af Adriaterhavet.[139] I januar 48 f.Kr. overraskede Cæsar dog Bibulus ved at foretage en overfart i en af vintermånederne. Bibulus' flåde hanlede dog hurtigt og kaprede nogle af Cæsars transportskibe, da de vendte tilbage mod Brundisium. Dette efterlod Cæsar strandet med syv legioner og sparsomme forsyninger af mad.[140]

Cæsar opdagede efterfølgende, at Pompejus' vigtigste forsyningsbase lå ved Dyrrachium, hvorfor han marcherede sin hær mod denne by. Han trak sig dog efterfølgende tilbage, idet Pompejus ankom først til byen med overlegne styrker.[140] Efter at resten af Cæsars hær ankom fra Italien – under ledelse af Marcus Antonius – den 10. april rykkede Cæsar frem mod Dyrrachium igen, hvilket ledte til Slaget ved Dyrrachium. Efter måneder med småkonfrontationer, tvang Pompejus' hær Cæsar til fortage en strategisk tilbagetrækning til Thessalien.[141]

Efter Pompejus havde modtaget yderligere forstærkninger, forsøgte han at tvinge Cæsar ud i et afgørende slag, hvorfor han forfulgte ham.[142][143] Efter flere dages kavaleri-træfninger lykkedes det Cæsar at lokke Pompejus væk fra en bakke og tvinge ham til at kæmpe på sletten ved Farsalos.[144] Under slaget mislykkedes en flankeringsmanøvre – ledet af Labienus – mod en af Cæsars reservelinjer, hvilket førte til et sammenbrud af det pompeianske infanteri mod Cæsars veteraner.[145] Kort tid efter slaget, engang i oktober, blev Cæsar udnævnt til diktator for anden gang – denne gang for et helt år.[146]

Pompejus, fortvivlet over nederlaget, flygtede med sine rådgivere oversøisk til Mytilene og derfra til Kilikien, hvor han afholdte et krigsråd. Samtidig samledes Catos tilhængere i Corcyra og drog derfra til Libyen.[147] Andre – heriblandt Marcus Junius Brutus – søgte Cæsars benådning og rejste over marskområder til Larissa, hvor han derefter blev hilst elskværdigt velkommen af Cæsar i sin lejr.[148] Pompejus' krigsråd besluttede at flygte til Egypten,[149] som året forinden havde forsynet ham med militær hjælp.[150]

Egypten og Kleopatra

[redigér | rediger kildetekst]

Da Pompejus ankom til Egypten, blev han mødt af en velkomstdelegation bestående af flere egyptere og to romerske officerer, som havde tjent under Pompejus tidligere. Kort efter han var gået ombord på deres båd, blev Pompejus myrdet for øjnene af sin kone og sine venner på dækket.[150] Cæsar forfulgte energisk Pompejus, og ankom tre dage efter han var blevet drab.[151] Cæsar blev præsenteret Pompejus' hoved sammen med hans seglring. Cæsar græd angiveligt, da han så ringen og vigede tilbage fra hovedet.[152]

Illustration af Cæsar og Kleopatra.

Mens Cæsar opholdte sig i Egypten, blev han involveret i en dynastisk strid mellem Ptolemaios XIII og Kleopatra. Det var i et testamente (registreret i Rom) fra den sidste egyptiske konge (Ptolemæus XII Auletes) blevet bestemt, at de søskende (og ægtefæller) skulle regere landet sammen.[153] I år 48 f.Kr. var forholdet mellem de to medregenter dog brudt sammen.[153] Cæsar krævede, at en enorm gæld på ti millioner denarer skulle tilbagebetales, som den forrige konge har lovet. Han erklærede desuden, at han ville mægle arvestridigheden mellem Ptolemæus XIII og Kleopatra.[154] Som modsvar samlede Pothinus (Ptolemæus XIII's eunuk-regent) tilsyneladende en hær, der belejrede det kongelige kvarter i Alexandria, som Cæsar havde besat siden sin ankomst til Egypten. Cæsar tilkaldte herefter forstærkninger fra det den romerske provins i Asien.[154]

Under belejring i Alexandria mødte Cæsar Kleopatra, efter hun i hemmelighed havde sneget sig ind i det kongelige kvarter. Cæsar indledte indledte efterfølgende et forhold med hende. Omkring dette tidspunkt fremlagde Cæsar også sin afgørelse med hensyn til den dynastiske strid: testamentets vilkår var klare, og begge skulle være medherskere. Beslutningen ophidsede sandsynligvis Ptolemaios XIII, der formentlig allerede var bekendt med forholdet mellem Caesar og Kleopatra.[155] Efter nogle måneder med belejring af det kongelige kvarter i Alexandria kom nogle tropper, under ledelse af Mithridates af Pergamon, ham til undsætning. Det ledte til et slag mod egypterne, hvor egypterne blev besejret. Ptolemaios XIII flygtede, men druknede da hans båd kæntrede.[156]

Efter sejren indsatte Cæsar Kleopatra som regent over Egypten sammen med en ny medregent, hendes yngre bror Ptolemaios XIV.[157] Cæsars blev efterfølgende i landet i omkring tre måneder. Her sejlede han op ad Nilen med Kleopatra, sandsynligvis mest for at hvile sig, men måske også for at understrege Roms støtte til Kleopatras nye regime.[158][159] I midten af 47 f.Kr. tvang nyheder om uro i Lilleasien Cæsar til at forlade Egypten. Historiske kilder antyder, at Kleopatra allerede var gravid på dette tidspunkt. Cæsar efterlod tre legioner for at sikre Kleopatras styre.[160] Kleopatra fødte sandsynligvis et barn i slutningen af juni, som hun kaldte "Ptolemaios Cæsar", mens alexandrinerne kaldte dette barn "Caesarion".[159] Cæsar antog sandsynligvis, at barnet var hans, da han tillod brugen af navnet.[159]

Kampagne i Lilleasien

[redigér | rediger kildetekst]
Illustration af Slaget ved Zela.

Som følge af borgerkrigen i Rom så Farnakes II sit snit til at generobre de landområder, som hans far havde mistet under den Tredje Mithridatiske Krig. Han invaderede hurtigt store dele af Kappadokien, Armenien, det østlige Pontus og Lille Kolchis.[160] Cæsar forlod derfor Egypten og drog nordpå langs den østlige Middelhavskyst. Han bevægede sig direkte mod Farnakes' invasionsstyrke. Cæsar formål var at beskytte sin prestige, der ville have lidt et alvorligt knæk, hvis en udenlandsk invasionstyrke fik lov at romersk territorium.[161] Farnakes forsøgte at forhandle med Cæsar, men Cæsar afviste alle forhandlinger.[161]

Da romerne ankom i nærheden af bjergbyen Zela, indledte Farnakes et frontalangreb, mens romerne forskansede sig. Angrebet skabte forvirring blandt Cæsars styrker, men de reorganiserede sig hurtigt og drev Farnakes mænd ned ad bakken. Efter et gennembrud på Cæsars højre flanke blev Farnakes' hær fuldstændig slået på flugt. Han flygtede tilbage til sit kongerige, men blev hurtigt myrdet.[162] Hele dette felttoget tog kun få uger.[161]

Sejren over Farnakes var så hurtig, at Cæsars i et brev til en ven i Rom spøgte med ordene "Veni, vidi, vici" ("Jeg kom, jeg så, jeg sejrede"). Udtrykket blev senere båret på skilte under hans triumftog for sejren i Pontos. Ligeledes hånede Cæsar også Pompejus for at opnå berømmelse ved at kæmpe mod så svage modstander.[161]

Afrikanske kampagne

[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar vendte kortvarigt tilbage til Italien og Rom sidst i 47 f.Kr. I Brundisium mødte han og benåde Cicero, som havde opgivet håbet om Pompejus' sejr efter dennes død.[163][164] Cæsar havde betroede ansvaret for at administrere Rom og Italien til Antonius, mens han havde været på kampagner i Egypten og Lilleasien. Men der var i mellemtiden udbrudt oprør, mytteri og kaos i Rom og Italien blandt dele af befolkningen og soldaterne. Ved sin tilbagekomst gjorde Cæsar det derfor klart, at hans tillid til Antonius var forsvundet. Cæsar valgte tilstrækkelige suffect magistrater for 47 f.Kr. samt magistrater for det nye år (46 f.Kr.).[165] For sit eget vedkommende nægtede han at fortsætte som diktator, og lod sig i stedet udpege som konsul sammen med Lepidus.[166][165] Cæsar fik efterfølgende kontrol over uroen og overtalt de oprørske tropper til at gøre tjeneste i en sidste kampagne i Afrika,[167] hvor Cato den Yngre, Scipio og Labienus havde samlet deres styrker.[166]

I slutningen af december 47 f.Kr. beordrede Cæsar sine mænd til at samles i Lilybaeum på Sicilien. Overfarten til Afrika blev forstyrret af en voldsom storm, hvorfor kun et begrænset antal tropper gik i land med ham nær den fjendtlige havn Hadrumentum.[168] Legenden siger, at Cæsar faldt ned på stranden i forbindelse med landgangen, men da han landede grinede han det dårlige varsel af og greb to håndfulde sand og erklærede "Jeg har fat i dig, Afrika!".[168]

Sammenlignet med Scipios – som også havde allieret sig med Kong Juba I af Numidia – var Cæsars styrker stærkt i undertal. Cæsar sendte derfor bud til Sicilien om forstærkning.[169] Efter nogle mindre slag, befæstede Cæsar sin lejr ved Ruspina. Cæsar hær var ligeledes forhindret i at skaffe forsyninger.[170] Scipios hær led under udbredt desertion, men Cæsar fastholdt en defensiv strategi indtil han blev forstærket med to legioner – 800 galliske kavalerister og betydelige mængder madforsyninger. Herefter gik han igen i offensiven.[171] Efter nogle mindre træfninger mellem Cæsar og Scipio, blev Scipio forstærket med Jubas allierede kavaleri og tunge infanteri. Herefter blev Cæsars styrker ligeledes forstærket af nogle veteranlegioner.[172] Da han var ved at løbe tør for forsyninger, og der var ringe chance for at indtage Uzitta, besluttede Cæsar sig for at marchere væk. Han indtog dog nogle forsyningsdepoter, før han rykkede frem og belejrede Thapsus.[173]

En afbildning af Slaget ved Thapsus.

Ved at manøvrere på en måde, der indsnævrede fronten, tvang Cæsar Scipios hær til at opstille til kamp. Dette begrænsede fordelen ved Scipios større hær. Cæsar henvendte sig derefter til sine mænd, som spontant angreb fjendens linjer og overraskede dem fuldstændigt, hvilket ledte til en hurtig sejr.[174] Plutarch fortæller dog en anden historie. I henhold til ham frygtede Cæsar et epileptisk anfald og blev bragt til hvile, hvilket ledte til et forvirret angreb.[174] Uanset forløbet blev Scipios hær totalt nedkæmpet med enormt tab i forbindelse med Slaget ved Thapsus: omkring 10.000 døde pompeianer mod kun 50 cæsariske tab.[174]

Scipio og resten af den pompeianske ledelse var dog i stand til at undslippe, selvom de fleste ville ende med at dø i løbet af nogle uger – enten som følge af selvmord eller henrettelse efter tilfangetagelse. Scipio selv forsøgte at flygte til søs, men begik selvmord, da han blev opsnappet af caesariske skibe. Juba og en pompejansk officer ved navn Marcus Petreius indgik en pagt om at begå selvmord ved at kæmpe mod hinanden.[174] Labienus undslap og tog til Hispania, hvor han sluttede sig til Gnæus og Sextus Pompejus (Pompejus' sønner).[174] Cato havde under Salget ved Thapsus begrundet sig i byen Utica og havde derfor ikke selv deltaget i slaget. Efter at være blevet informeret om nederlaget begik Cato dog selvmord.[175]

I juni 46 f.Kr. forlod Cæsar Afrika med kurs mod Rom, og vendte tilbage til byen mod slutningen af juli.[176]

Anden kampagne i Hispania og afslutningen på borgerkrigen

[redigér | rediger kildetekst]
Afbildning af én af Cæsars triumfer.

Efter sin tilbagevenden til Rom fejrede Cæsar fire triumfer: én for Gallien, én for kampagnen i Egypten, én for kampagnen i Lilleasien og én for kampagnen i Afrika. Festlighederne begyndte den 21. september og varede frem til den 2. oktober med overdådige parader med fanger og plyndrede skatte.[177] Der blev afholdt enorme lege og offentlige banketter. Cæsar gav desuden sine mænd enorme donationer svarende til mere end 16 års løn, og endnu mere til centurioner og officerer.[178][179]

Cæsar rejste til Hispania i november 46 f.Kr. for at undertrykke et oprør her.[180] Efter Cæsars første felttog i Hispania tilbage i 49 f.Kr. var der i mellemtiden udbrudt et oprør i regionen. Oprøret skyldes den den kommandør, Quintus Cassius Longinus, som Cæsar havde efterladt med ansvaret for provinsen. Hans "grådighed og... ubehagelige temperament" fik mange provinsbeboere og tropper til åbent at erklære sig som tilhængere af pompeianerne– delvist samlet under Pompejus sønner Gnæus og Sextus.[181] Pompeianerne i Hispania havde yderligere fået selskab af andre pompeianer, der var flygtninge fra Thapsus – herunder Labienus.[182] Cæsar drog afsted med blot én erfaren legion – og otte legioner i alt. Mange af hans veteraner var blevet afskediget. Gnæus Pompejus' styrker talte tretten legioner og yderligere hjælpesoldater (auxilia), hvilket var med til at skabe frygt om, at Cæsarville blive besejret af Gnæus Pompejus.[182] Da Cæsar ankom til Hispania brød han først en belejringen af Ulia og marcherede derefter videre mod Corduba, der var besat af Sextus Pompejus.[182] På Labienus' råd nægtede Gnæus i første omgang at komme Sextus til undsætning, hvilket tvang Cæsar til at belejre byen gennem vinteren. Belejringen blev dog afbrudt på grund af manglende fremgang. Cæsar marcherede herefter mod Ategua, mens Gnæus' hær fulgte efter ham.[183] Betydelige deserteringer begyndte dog at svække Pompejus' styrker, og Cæsar indtog Ategua den 19. februar 45 f.Kr.[183] Gnæus Pompeys styrker trak sig efterfølgende tilbage fra Ategua, men blev forfulgt af Cæsar.[183]

Illustration af Slaget ved Munda.

Deserteringer tvang Gnæus Pompejus til at kæmpe på en højderyg nær Munda.[179][183] Cæsar – der søgte en afgørende sejr – stillede sine tropper op og lod dem marchere op ad højderyggen for at angribe Pompejus' soldater i en hård kamp. Cæsars styrker vaklede, og Cæsar selv måtte ile til frontlinjen for personligt at opildne sine mænd til kamp.[184] Sejren kom først da Cæsars tiende legion (på hans højre flanke) brød igennem den pompeianske linje. Labienus forsøgte at lukke hullet med en legion, men dette var for sendt.[184] Kampene var så hårde, at Plutarch fortæller, at Cæsar fortalte sine venner, at han "har ofte kæmpet for sejr, men aldrig før for mit liv".[185] Sveton hævder, at Cæsar overvejede selvmord i fortvivlelse.[179] Labienus blev dræbt i kampene. Gnæus Pompejus undslap, men blev kort tid efter fanget og halshugget.[186] Sextus Pompejus formåede at flygte og gå i skjul.[187] Derefter var borgerkrigen forbi.[179]

Diktatortid og mordet på Cæsar

[redigér | rediger kildetekst]

Tilbagevenden til Rom og udpegelse til diktator

[redigér | rediger kildetekst]

Sejren fik Senatet i Rom til at erklære 50 dages taksigelse, give Cæsar titlen "Befrier" og indvie et tempel til Friheden.[186] Yderligere hædersbevisninger blev givet i de kommende måneder af Senatet, herunder retten til at sidde på en særlig stol mellem konsulerne i Senatet, opstilling af en elfenbensstatue af Cæsar på Kapitol lige ved siden af kongerne og i templet for Quirinus.[188] Måneden for hans fødselsdag, Quinctilis, blev omdøbt i hans ære (senere kendt som juli); et tempel for hans mildhed blev opført, han fik det permanente navn Imperator og han modtog titlen parens patriae (sit lands fader).[189]

På vej tilbage til Rom efter sin sejr i Hispania, rejste Cæsar gennem det sydlige Gallien og Narbo Martius.[179] Her grundlagde han en række kolonier for sine veteraner, belønnede sine soldater og støtter samt tildelte forskellige galliske byer latinske rettigheder.[186] Han mødte og forsonede sig også med Marcus Antonius.[186] Ligeledes lovede han også Marcus Junius Brutus, at han ville udpeget som praetor i 44 f.Kr. og muligvis ville blive udpeget konsul i 41 f.Kr.[190]

I oktober 45 f.Kr. vendte Cæsar tilbage til Rom for at fejre endnu en triumf – denne gang over sine medborgere, hvilket efterlod et dårligt indtryk.[179]

Mordet på Cæsar

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Mordet på Julius Cæsar.

En sammensværgelsen om at myrde Julius Cæsar begyndte med et møde mellem Cassius Longinus og hans svoger Marcus Brutus[191] om aftenen den 22. februar 44. f.Kr.[192] De to herre blev efter nogen diskussion enige om, at der måtte gøres noget for at forhindre Cæsar i at blive konge.[193]

Cæsars død i senatet, 44. f.Kr.
Malet af Jean-Léon Gérôme i 1867

Cæsars reformer havde gjort ham upopulær blandt de mere konservative politikere (særligt patriciere) i Rom, men særligt Cæsars mulige intentioner om at lade sig udråbe som konge af Rom bliver tilskrevet som den primære årsagsforklaring på tilblivelsen af sammensværgelsen mod Cæsar. Den romerske historiker Livius beskriver specifikt tre konkrette hændelser, der fandt sted mellem 45 og 44 f.Kr., som de primære årsager til Cæsars mord – de såkaldte "tre sidste strå" for nogle romere.[194] Disse tre hændelser omhandlede alle indikationer samt beskyldninger om kongelig adfærd. En af episoderne beskriver bl.a., at nogle folk i en folkemængde tiltalte Cæsar som rex (overs. 'konge') – en titel, der var forbundet med undertrykkelse af borgere.

Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gajus Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor; Marcus Brutus var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge Tarquinus Superbus, og derved oprettede den Romerske Republik. Historikerne Plutarch, Suetonius og Nikolaus af Damaskus er i store træk enige om forløbet:

De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds. Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" /adelfoi boethei/ ("Hjælp mig, brødre!") De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer, som ikke var den del af komplottet, flygtede i panik. Gajus Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" /kai sy, teknon/ (bogstaveligt "også du, barn?"; mere mundret oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun, at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.

Ifølge overleveringen havde Cæsars hustru, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".

Efterdønningerne efter mordet

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Cæsars død udbrød en magtkamp mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.Kr. og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus. Da var alle Cæsars mordere dræbt – Octavian fik Brutus' afhuggede hoved smidt hen for fødderne af Cæsar-statuen i Rom.

Personlige oplysninger

[redigér | rediger kildetekst]

Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvilket dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f.eks. i Gallien. Derimod er det endnu ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.

Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, er et hovedværk i latinsk litteratur og anvendes stadigvæk som lærebog i skolerne. Omend den naturligvis er subjektiv, tjener den som en hovedkilde til periodens historie. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen, (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter, hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.

Cæsar brugte i sine breve, når de indeholdt hemmelige budskaber, en meget enkel kryptering, der i dag kendes som en Cæsar-chiffer. I den oprindelige tekst vælger man bogstav for bogstav i stedet et bogstav 4 positioner til højre (for bogstavet A skriver man D og så videre). Når man til enden af alfabetet, tæller videre fra begyndelsen af alfabetet. Når beskeden skal læses, går man bogstav for bogstav 4 positioner til venstre[195]. En sådan kryptering er meget nem at bryde. I dag bruges en tilsvarende kryptering med et skifte på 13 positioner, kaldet ROT-13, når man f.eks. vil omtale slutningen af en film, men ikke nødvendigvis ødelægge oplevelsen for andre, der ikke har set filmen.

Navnet Cæsar (egl. udtalt "kajsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar stammer begge fra ordet Cæsar. På rosettestenen findes en egyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Ordet Cæsar er af uvis, ikke-latinsk herkomst; ovenfor nævnes relationen til et fønikisk ord for »elefant«, mens andre mener, at navnet er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, fordi han skulle være født ved kejsersnit, men det kan ikke passe, da en kvinde dengang ikke kunne overleve sådan et indgreb – og Cæsars mor Aurelia levede, til at sønnen var midt i 40'erne.

Litterære værker

[redigér | rediger kildetekst]
C. Julii Caesaris Quae Exstant (fra 1678). Cæsars litterære værker.

I sin samtid blev Cæsar betragtet som en af de bedste talere og prosaforfattere på latin – selv Cicero roste Cæsars retoriske og litterære evner højt.[196] Kun Cæsars kommentarer om gallerkrigene og den efterfølgende borgerkrig er i dag bevaret.[f] Disse værker bliver af de fleste historikere i dag anset som dygtig propaganda, som skulle styrke Cæsars image, og deres historiske nøjagtighed betvivles derfor.[197][199] Enkelte sætninger fra andre værker er citeret af andre forfattere. Blandt hans forsvundne værker er talen ved hans faster Julia's begravelse og "Anticato", som var et skrift, der angreb Cato (i modsvar på Ciceros lovprisen af Cato). Digte af Julius Cæsar omtales også i antikke kilder.[200]

Erindringer

[redigér | rediger kildetekst]
  • Commentarii de Bello Gallico (på dansk: "kommentarer om gallerkrigene") består af syv bind, som hver beskriver et år af de kampagner, der forgik i Gallien og det sydligere Storbritannien i 50'erne f.Kr. Det sidste ottende bind er skrevet af Aulus Hirtius og omhandler de sidste to års kampagner.
  • Commentarii de Bello Civili (på dansk: "kommentarer om borgerkrigen") beskriver – fra Cæsars perspektiv – begivenhederne under borgerkrigen indtil umiddelbart efter Pompejus' død i Egypten

Cæsar er historisk blevet blevet tilskrevet forfatterskabet af andre værker – men dette er omstridt og tvivlsomt:

Disse beretninger blev skrevet og udgivet årligt under, eller lige efter, de aktuelle felttog, som en slags "rapport fra fronten". De spillede en vigtig rolle i at forme Cæsars offentlige image og styrke hans omdømme, når han var væk fra Rom i lange perioder. De kan have været blevet oplæst for offentligheden.[201] Kommentarerne om gallerkrigene er traditionelt blevet studeret af første- eller andetårs latinstuderende, som et forbillede og eksempel på klar og direkte latinsk stil.

Sekundære litterære værker

[redigér | rediger kildetekst]

Julius Cæsar optræder desuden som figur i talrige senere kulturelle frembringelser; blandt disse kan nævnes:

Militærrekord

[redigér | rediger kildetekst]
Troskab Krig År Slag Resultat
Romerske Republik 81 f.Kr. Belejring af Mytilini Sejr
61-60 f.Kr. Callaeci-kampagnen Sejr
Gallerkrigene 58 f.Kr. Slaget ved Arar Sejr
Slaget ved Bibracte Sejr
Slaget ved Vosges Sejr
57 f.Kr. Slaget ved Sabis Sejr
Slaget ved Axona Sejr
55-54 f.kr. Invasionerne af Britannien Uafklaret
52 f.Kr. Slaget ved Gergovia Nederlag
Slaget ved Alesia Sejr
51 f.Kr. Belejringen af Uxellodunum Sejr
Cæsarianere[g] Cæsars borgerkrig 49 f.Kr. Belejringen af Corfinium Sejr
Belejringen af Brundisium Sejr
Slaget ved Ilerda Sejr
48 f.Kr. Slaget ved Dyrrhachium Nederlag
Slaget ved Farsalos Sejr
48-47 f.kr. Belejringen af Alexandria Sejr
47 f.Kr. Slaget ved Nilen Sejr
Slaget ved Zela Sejr
46 f.Kr. Slaget ved Ruspina Nederlag
Slaget ved Thapsus Sejr
45 f.Kr. Slaget ved Munda Sejr
45 f.Kr. Belejringen af Corduba Sejr

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinsen Hispania Ulterior
  2. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinserne Cisalpine Gallien, Transalpine Gallien og Illyricum
  3. ^ Der pågår en diskussion blandt forskere om den nøjagtige dato og år for Cæsars fødsel. Den 12. juli 100 f.Kr. er normalvis gengivet som hans fødselsdato, men d. 13. juli er bl.a. også angivet af diverse kilder.[5]
  4. ^ Alle Cæsars forfædre i mandslinjen i hvert fald fire generationer tilbage havde båret slægtsnavnet (nomen) Julius og cognomenet Cæsar, dvs. alle havde heddet Julius Cæsar (Se Julisk-claudiske stamtræ). Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.[13]
  5. ^ Pompejus havde således bl.a. fået tildelt tre triumfer. Ligeledes havde hans militære succeser indbragt ham tilnavnet "Magnus" (på dansk: "Den Store"), som han senere formelt gjorde til en del af hans navn (cognomen).[81]
  6. ^ Selvom nogle historiker betvivler, om Cæsar selv direkte skrev værkerne (i stedet eksempelvis dikterede), er konsensus, at Cæsar har haft stor indflydelse på indholdet af værkerne. Det ottende bind af Commentarii de Bello Gallico blev skrevet efter Cæsars død i 44 f.Kr. af konsulen Aulus Hirtius.[197][198]
  7. ^ Cæsars borgerkrig var en intern borgerkrig i den Romerske Republik mellem cæsarianere og pompeianere. Begge parter vil hævde, at de havde troskab overfor den Romerske Republik.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  5. ^ Toynbee, Arnold Joseph: Julius Caesar Biografi fra Encyclopedia Britannica. Besøgt d. 29. maj 2023.
  6. ^ Keppie, Lawrence (1998). "The approach of civil war". The Making of the Roman Army: From Republic to Empire. Norman, OK: University of Oklahoma Press. s. 102. ISBN 978-0-8061-3014-9.
  7. ^ Tucker, Spencer (2010). Battles That Changed History: An Encyclopedia of World Conflict. ABC-CLIO. s. 68. ISBN 978-1-59884-430-6.
  8. ^ Badian 2009, s. 16, pursuant to Macr. Sat. 1.12.34, quoting a law by Mark Antony noting the date as the fourth day before the Ides of Quintilis. Only Dio gives 13 July. All sources give the year 100 BC.
  9. ^ Goldsworthy 2006, s. 32–33.
  10. ^ Meehan, F. P. (januar 1988). "Caesarean section-past, present and what of the future?". Journal of Obstetrics and Gynaecology. 8 (3): 201-205. doi:10.3109/01443618809012284. ISSN 0144-3615.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  11. ^ "Cesarean Section - A Brief History preface". www.nlm.nih.gov. Hentet 2024-03-14.
  12. ^ Goldsworthy 2006, s. 35.
  13. ^ Peter Ørsted: "Gajus Julius Caesar", Gyldendalske boghandel 1994 ISBN 978-87-00-36264-2
  14. ^ Badian 2009, s. 14; Goldsworthy 2006, s. 31–32. The consul of 157 BC was Sextus Caesar; the consuls of 91 and 90 were Sextus Caesar and Lucius Caesar, respectively.
  15. ^ Badian 2009, s. 15 dates the land commission to 103 per MRR 3.109; Goldsworthy 2006, s. 33–34; Broughton 1952, s. 22, dating the proconsulship to 91 with praetorship in 92 BC and citing, among others, Skabelon:CIL and Skabelon:CIL.
  16. ^ Badian 2009, s. 16.
  17. ^ Badian 2009, s. 16. Badian cites Suet. Iul., 1.2 arguing that Caesar was actually appointed; because a divorced man could not be flamen Dialis, the assertion that Caesar married one Cossutia then divorced her to marry Cornelia and become flamen in Plut. Caes., 5.3 is incorrect.
  18. ^ Goldsworthy 2006, s. 34.
  19. ^ Badian 2009, s. 16–17, stating Caesar was placed on the lists. Cf, stating Caesar was only summoned for interrogation, Hinard, François (1985). Les proscriptions de la Rome républicaine (fransk). Ecole française de Rome. s. 64. ISBN 978-2-7283-0094-5. OCLC 1006100534.
  20. ^ Badian 2009, s. 16–17, also rejecting claims that Caesar hid by bribing his pursuers: "this is an example of how the [Caesar myth] pervades our accounts and makes it difficult to get at the facts... [that he bribed his pursuers] cannot be true, since confiscation of his fortune went with his proscription".
  21. ^ Plut. Caes., 1.4; Suet. Iul., 1.3.
  22. ^ Badian 2009, s. 17, noting also that Sulla never killed any fellow patricians.
  23. ^ Badian 2009, s. 17–18.
  24. ^ Suet. Iul., 2–3; Plut. Caes., 2–3; Dio, 43.20.
  25. ^ Badian 2009, s. 17.
  26. ^ Badian 2009, s. 18, citing Suet. Iul., 3.
  27. ^ Morstein-Marx 2021, s. 35.
  28. ^ Alexander 1990, s. 71 (Trial 140) noting also that Tac. Dial., 34.7 wrongly places the trial in 79 BC; Alexander 1990, s. 71–72 (Trial 141).
  29. ^ Badian 2009, s. 18.
  30. ^ Pelling, C B R (2011). Plutarch: Caesar. Oxford: Oxford University Press. s. 139-41. ISBN 978-0-19-814904-0. OCLC 772240772. Vell. Pat., 2.42.3 reports that the governor wanted to enslave and sell the pirates but that Caesar returned quickly and had them executed. Pelling believes the second part of Vell. Pat.'s narrative – along with other sources (Plut. Caes., 1.8–2.7; Suet. Iul., 4) – are literary embellishment and that the pirates were enslaved and sold.
  31. ^ Badian 2009, s. 19, calling the story in Suet. Iul., 4.2 that Caesar called up auxiliaries and with them drove Mithridates' prefect from the province of Asia, "a striking example of the Caesar myth... [that is] difficult to believe".
  32. ^ Goldsworthy 2006, s. 78.
  33. ^ Badian 2009, s. 19; Broughton 1952, s. 114, 125; Vell. Pat., 2.43.1 (pontificate); Plut. Caes., 5.1 and Suet. Iul., 5 (military tribunate).
  34. ^ Badian 2009, s. 19, citing Suet. Iul., 5.
  35. ^ Morstein-Marx 2021, s. 63.
  36. ^ Badian 2009, s. 19–20, also noting senatorial support for the pardons; Broughton 1952, s. 126, 128, 130 n. 4, argues the tribunician law recalling the Lepidan exiles must postdate the consular law in 70 which removed Sulla's suppression of tribunician legislative initiative.
  37. ^ Badian 2009, s. 20; Broughton 1952, s. 132. Badian 2009, s. 21 cites Suet. Iul., 6.1 for the incipit of Caesar's eulogy.
  38. ^ Morstein-Marx 2021, s. 43.
  39. ^ Plut. Caes., 5.2–3.
  40. ^ Morstein-Marx 2021, s. 43–46.
  41. ^ Morstein-Marx 2021, s. 46, noting also that Plutarch omits this detail likely because it "would indeed have been embarrassing for his Marian representation of Caesar" (internal citations and quotation marks omitted).
  42. ^ Gruen 1995, s. 79–80.
  43. ^ Mouritsen, Henrik (2001). Plebs and politics in the late Roman Republic. Cambridge University Press. s. 97. ISBN 0-511-04114-4. OCLC 56761502. See also Broughton 1952, s. 158 and Plut. Caes., 6.1–4.
  44. ^ Broughton 1952, s. 158.
  45. ^ Morstein-Marx 2021, s. 46–47.
  46. ^ Morstein-Marx 2021, s. 48–49.
  47. ^ Morstein-Marx 2021, s. 64, 64 n. 129, noting that it is not clear which election was first; it is more likely, however, that elections were late and therefore that the pontifical election occurred first. Dio's claim of elections in December is clearly erroneous. Broughton 1952, s. 172 n. 3.
  48. ^ Morstein-Marx 2021, s. 64–65, noting the victory of curule aedile Publius Licinius Crassus in 212 over senior consulars and plebeian tribune Gnaeus Domitius Ahenobarbus over consulars.
  49. ^ Morstein-Marx 2021, s. 66, citing Suet. Iul., 13; Plut. Caes., 7.1–4; Dio, 37.37.1–3.
  50. ^ Morstein-Marx 2021, s. 67–68.
  51. ^ Gruen 1995, s. 80–81.
  52. ^ Morstein-Marx 2021, s. 69 n. 148.
  53. ^ Morstein-Marx 2021, s. 71.
  54. ^ Alexander 1990, s. 110 (Trials 220–21).
  55. ^ Gruen 1995, s. 80, citing Sall. Cat., 49.1–2. See also Suet. Iul., 17.
  56. ^ Morstein-Marx 2021, s. 72–77, placing it around 2.5 per cent. Gruen 1995, s. 429 n. 107 calls the view that Caesar was one of the masterminds of the conspiracy "long... discredited and requires no further refutation".
  57. ^ Morstein-Marx 2021, s. 85–86, 90.
  58. ^ Morstein-Marx 2021, s. 92. Earlier sources being Cic. Cat., 4.8–10 and Sall. Cat., 51.42. Later sources include Plut. Caes., 7.9 and App. BCiv., 2.6.
  59. ^ Gruen 1995, s. 281–82.
  60. ^ Morstein-Marx 2021, s. 102.
  61. ^ Morstein-Marx 2021, s. 102–04.
  62. ^ Morstein-Marx 2021, s. 107, citing Skabelon:Harnvb. Dio reports a senatus consultum ultimum. Broughton 1952, s. 173, citing Dio, 37.41.
  63. ^ Morstein-Marx 2021, s. 109.
  64. ^ Plut. Caes., 10.9.
  65. ^ Morstein-Marx 2021, s. 110, adding in notes that the affair is usually interpreted as an attempt to destroy Clodius' career and that Caesar may have been a secondary target due to expectations that he would reject political pressure for a divorce.
  66. ^ Broughton 1952, s. 173, 180. Most sources give a proconsular dignity. After the Sullan era, all magistrates were prorogued pro consule. Badian, Ernst; Lintott, Andrew (2016). "pro consule, pro praetore". Oxford Classical Dictionary. Oxford University Press. doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.5337. ISBN 978-0-19-938113-5.
  67. ^ Morstein-Marx 2021, s. 109–10.
  68. ^ Broughton 1952, s. 180.
  69. ^ Morstein-Marx 2021, s. 110–11.
  70. ^ Morstein-Marx 2021, s. 111.
  71. ^ Morstein-Marx 2021, s. 112–13.
  72. ^ Morstein-Marx 2021, s. 114; Plut. Caes., 13; Suet. Iul., 18.2.
  73. ^ Gruen 2009, s. 28.
  74. ^ Gruen 2009, s. 30–31.
  75. ^ Gruen 2009, s. 28; Broughton 1952, s. 158, 173. Bibulus was Caesar's colleague both in the curule aedileship and the praetorship. They clashed politically in both magistracies. On credit for the aedilican games, see Suet. Iul., 10, Dio, 37.8.2, and Plut. Caes., 5.5.
  76. ^ Morstein-Marx 2021, s. 119. "[A]n alliance which in modern times has come, quite misleadingly, to be called the 'First Triumvirate'... the very phrase... invokes a misleading teleology. Furthermore, it is almost impossible to use [it] without adopting some version of the view that it was a kind of conspiracy against the republic".
  77. ^ Ridley, R (1999). "What's in the Name: the so-called First Triumvirate". Arctos: Acta Philological Fennica. 33: 133-44. The first usage of the term was in 1681.
  78. ^ Gruen 2009, s. 31.
  79. ^ Wallechinsky, David & Wallace, Irving. "Richest People in History Ancient Roman Crassus". Trivia-Library. The People's Almanac. 1975–1981. Web. 23 December 2009.
  80. ^ "Often named as the richest man ever, a more accurate conversion of sesterce would put his modern figure between $200 million and $20 billion." Peter L. Bernstein, The 20 Richest People Of All Time
  81. ^ Gray.
  82. ^ Beard 2015, s. 275.
  83. ^ Haley 1985, s. 53.
  84. ^ Mitchell 1973, s. 3.
  85. ^ Gruen 2009, s. 31; Morstein-Marx 2021, s. 121–22, noting that the Senate had approved distribution of lands to Pompey's veterans from the Sertorian War all the way back in 70 BC.
  86. ^ a b Gruen 2009, s. 32.
  87. ^ Morstein-Marx 2021, s. 125–29.
  88. ^ Morstein-Marx 2021, s. 130, 132.
  89. ^ Morstein-Marx 2021, s. 138.
  90. ^ Morstein-Marx 2021, s. 139–40.
  91. ^ Wiseman 1994, s. 372.
  92. ^ Morstein-Marx 2021, s. 143 (Bibulus), 147 (dating to May).
  93. ^ Carl Grimberg, Verdenshistorien bind 4, Roms Storhedstid, Politikens forlag, 1974, s. 102
  94. ^ Wiseman 1994, s. 374.
  95. ^ Drogula 2019, s. 137.
  96. ^ Gruen 2009, s. 33, noting that the lex Vatinia was "no means unprecedented... or even controversial".
  97. ^ Morstein-Marx 2021, s. 175, citing Balsdon, J P V D (1939). "Consular provinces under the late Republic – II. Caesar's Gallic command". Journal of Roman Studies. 29: 167-83. doi:10.2307/297143. ISSN 0075-4358. JSTOR 297143. S2CID 163892529. Moreover, Caesar's eventual provinces of Trans- and Cisalpine Gaul had been assigned to the consuls of 60 and therefore would have been unavailable. Rafferty, David (2017). "Cisalpine Gaul as a consular province in the late Republic". Historia: Zeitschrift für Alte Geschichte. 66 (2): 147-172. doi:10.25162/historia-2017-0008. ISSN 0018-2311. JSTOR 45019257. S2CID 231088284.
  98. ^ Morstein-Marx 2021, s. 176–77; Gruen 2009, s. 34.
  99. ^ Morstein-Marx 2021, s. 143: Dio, 38.6.5 and Suet. Iul., 20.1 say around late January; Plut. Pomp., 48.5 says in early May; Vell. Pat., 2.44.5 says May.
  100. ^ Morstein-Marx 2021, s. 142–44.
  101. ^ Gruen 2009, s. 34, also citing Suet. Iul., 20.2 – the "consulship of Julius and Caesar" – as part of Catonian propaganda.
  102. ^ Morstein-Marx 2021, s. 150–51, noting that Bibulus' voluntary seclusion "presented the image of the city dominated by one man [Caesar]... unchecked by a colleague".
  103. ^ Gruen 2009, s. 34.
  104. ^ Drogula 2019, s. 138–39, noting Cato's support of Caesar's anti-corruption bill and the possibility that Cato gave input for some of its provisions.
  105. ^ Morstein-Marx 2021, s. 182–83, 182 n. 260, citing Suet. Iul., 23.1; pace Ramsey 2009, s. 38.
  106. ^ Goldsworthy 2006, s. 186–87.
  107. ^ Goldsworthy 2006, s. 188–89.
  108. ^ Goldsworthy 2006, s. 189–90.
  109. ^ Flower 2010, s. 151.
  110. ^ Morstein-Marx 2021, s. 258. See also Appendix 4 in the same book, analysing the conflict between Caesar and Pompey in terms of a Prisoner's dilemma.
  111. ^ Wiseman 1994, s. 414, citing Caes. BGall., 8.2–16.
  112. ^ Morstein-Marx 2021, s. 270; Drogula 2019, s. 223.
  113. ^ Morstein-Marx 2021, s. 273.
  114. ^ Morstein-Marx 2021, s. 272, 276, 295 (identities of Cato's allies).
  115. ^ Goldsworthy 2006, s. 372–373.
  116. ^ Gruen 1995, s. 497.
  117. ^ Gruen 1995, s. 489.
  118. ^ Gruen 1995, s. 489–490, citing among others Cic. Fam., 11.16.2; Caes. BCiv., 1.5.5; Dio, 41.3.2-3.
  119. ^ Goldsworthy 2006, s. 376–377.
  120. ^ a b Gruen 1995, s. 490.
  121. ^ Goldsworthy 2006, s. 378.
  122. ^ Goldsworthy 2006, s. 377.
  123. ^ Goldsworthy 2006, s. 379.
  124. ^ a b Morstein-Marx 2007, s. 177.
  125. ^ Stanton, G. R. (2003). "Why Did Caesar Cross the Rubicon?". Historia: Zeitschrift für Alte Geschichte. 52 (1): 67-94. ISSN 0018-2311. JSTOR 4436678.
  126. ^ Ehrhardt 1995, s. 36.
  127. ^ Gruen 1995, s. 496.
  128. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 385.
  129. ^ Goldsworthy 2006, s. 385–386.
  130. ^ Goldsworthy 2006, s. 388.
  131. ^ Goldsworthy 2006, s. 390.
  132. ^ Goldsworthy 2006, s. 391.
  133. ^ Goldsworthy 2006, s. 398–399.
  134. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 404.
  135. ^ Goldsworthy 2006, s. 406.
  136. ^ Goldsworthy 2006, s. 409.
  137. ^ Drogula 2015, s. 339.
  138. ^ Drogula 2015, s. 339–340.
  139. ^ Goldsworthy 2006, s. 410.
  140. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 411.
  141. ^ Goldsworthy 2006, s. 422.
  142. ^ Rawson 1992, s. 433.
  143. ^ Goldsworthy 2006, s. 424.
  144. ^ Goldsworthy 2006, s. 425.
  145. ^ Goldsworthy 2006, s. 430.
  146. ^ Broughton 1952, s. 272.
  147. ^ Tempest 2017, s. 62.
  148. ^ Tempest 2017, s. 62–63.
  149. ^ Tempest 2017, s. 63.
  150. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 431.
  151. ^ Goldsworthy 2006, s. 432.
  152. ^ Goldsworthy 2006, s. 433.
  153. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 437.
  154. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 441.
  155. ^ Goldsworthy 2006, s. 442.
  156. ^ Goldsworthy 2006, s. 443–444.
  157. ^ Goldsworthy 2006, s. 444.
  158. ^ Goldsworthy 2006, s. 444–445.
  159. ^ a b c Rawson 1992, s. 434.
  160. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 446.
  161. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 447.
  162. ^ McGing, B. C. (2015-12-22). "Pharnaces II". Oxford Research Encyclopedia of Classics (engelsk). doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.4938. ISBN 978-0-19-938113-5. Hentet 2021-11-22.
  163. ^ Broughton 1952, s. 289.
  164. ^ Goldsworthy 2006, s. 450.
  165. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 452.
  166. ^ a b Rawson 1992, s. 435.
  167. ^ Goldsworthy 2006, s. 453.
  168. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 455.
  169. ^ Goldsworthy 2006, s. 456.
  170. ^ Goldsworthy 2006, s. 458–459.
  171. ^ Goldsworthy 2006, s. 459–460.
  172. ^ Goldsworthy 2006, s. 461–462.
  173. ^ Goldsworthy 2006, s. 464.
  174. ^ a b c d e Goldsworthy 2006, s. 466.
  175. ^ Goldsworthy 2006, s. 467.
  176. ^ Goldsworthy 2006, s. 467–468.
  177. ^ Goldsworthy 2006, s. 468.
  178. ^ Goldsworthy 2006, s. 469–471.
  179. ^ a b c d e f Rawson 1992, s. 437.
  180. ^ Goldsworthy 2006, s. 472.
  181. ^ Goldsworthy 2006, s. 481.
  182. ^ a b c Goldsworthy 2006, s. 482.
  183. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 483.
  184. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 484.
  185. ^ Goldsworthy 2006, s. 484; Rawson 1992, s. 437. See Plut. Caes., 56.4.
  186. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 485.
  187. ^ Badian, Ernst (2015-12-22). "Caecilius Bassus, Quintus". Oxford Research Encyclopedia of Classics (engelsk). doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.1216. ISBN 978-0-19-938113-5. Hentet 2022-03-02.
  188. ^ Goldsworthy 2006, s. 486.
  189. ^ Tempest 2017, s. 79.
  190. ^ Goldsworthy 2006, s. 487.
  191. ^ Strauss 2015, s. 67.
  192. ^ Dando-Collins 2010, s. 24.
  193. ^ Dando-Collins 2010, s. 26.
  194. ^ Strauss 2015, s. 58 ; Liv. perioch. 116.
  195. ^ Sueton (1963), Romerske kejsere, København: Thanning & Appel, s. 40
  196. ^ Cic. Brut., 252.
  197. ^ a b Breindel, R. L. (2016). Who Wrote the Gallic Wars? Arkiveret 2021-01-23 hos Wayback Machine. New England Classical Journal, 43(4), 253–283.
  198. ^ Peck, Harry Thurston, red. (1963) [1898]. "Caesar, Gaius Iulius". Harper's Dictionary of Classical Literature and Antiquities. New York: Cooper Square Publishers, Inc. s. 248.
  199. ^ Henige, David (1998). "He came, he saw, we counted : the historiography and demography of Caesar's gallic numbers". Annales de Démographie Historique. 1998 (1): 215-242. doi:10.3406/adh.1998.2162. ISSN 0066-2062.
  200. ^ Courtney, Edward, red. (1993). The fragmentary Latin poets. Oxford: Clarendon Press. s. 153-55, 187-88. ISBN 0-19-814775-9. OCLC 25628739.
  201. ^ Wiseman, T P (2009). "The publication of De bello Gallico". I Welch, Kathryn; Powell, Anton (red.). Julius Caesar as artful reporter: the war commentaries as political instruments. Classical Press of Wales. ISBN 978-1-905125-28-9.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Anden litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Cæsar, Salmonsens konversationsleksikon
  • 2. bind, side 551-552. Hagerups illustrerede konversationsleksikon (1948)
[redigér | rediger kildetekst]
Søsterprojekter med yderligere information:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Julius_Cæsar&oldid=11854872"