Kenjutsu

Kenjutsu
剣術けんじゅつ
Kenjutsu; 剣術けんじゅつ
Fokus	Bokken (træsværd)
Kontaktgrad	Ingen.
Stammer fra	Japan
Skaber	-
Ophav	-
Efterfølger	Kendo
Olympisk sport	Nej

Kenjutsu (剣術けんじゅつ), japansk og kan oversættes som 'sværdkunst', der blev praktiseret før Meiji-restaurationen 1868.

Historie

Japans feudale tidsperiode

Sværdkunsten med træsværdet i Japan er kendt før det 15. århundrede, hvorom det på nuværende tidspunkt er blevet bekræftet, at betegnelsen 'kenjutsu' blev benyttet af sværdskolen (ryū) Tenshin Shoden Katori Shinto-ryu, der blev etableret i år 1447 af Iizasa Chōisai Ienao.^[1] Efter denne ryū opstod der i samme periode mere end fem tusinde ryū overalt i Japan, der ligeledes anvendte betegnelsen kenjutsu.^[1]

Kenjutsu fik i Tokugawa perioden (1603-1868) en anden betydning blandt nogle af kenjutsu-skolerne. På grund af den fredlige periode i Tokugawa perioden fik den moralske træning større betydning frem for fysiske teknikker ved disse skoler. Den første sværdskole, som foretog denne ændring var Abe-ryū (安部あべ流りゅう),^[2] stiftet af Abe Gorodaiyu i 1667.^[3] I år 1673 blev Abe-ryū den første fægteskole,^[2] der anvendte begrebet Kendo 剣道けんどう i forbindelse med sin undervisningsmetodik.^[4]^[5] Abes undervisningsmetode lagde vægt på den mentale og moralske træning frem for fysiske teknikker.^[4]

Japans moderne tidsperiode

Efter Meiji-restaurationen 1868 blev det japanske samfund moderniseret, hvilket indebar en gennemgribende omstrukturering af samfundet, såvel politisk som kulturelt. Samurai-klassen blev afviklet som stand, og der blev indledt tiltag for at standardisere japanske kampdiscipliner. Den japanske organisationen Dai Nippon Butoku Kai blev stiftet i 1895, der ønskede at standardisere japanske kampdiscipliner, så som Kenjutsu og 'Gekken'. Organisationen konstruerede den moderne Kendo, hvor Kenjutsu-teknikker blev modificeret samt en ny standardiseret kata blev introduceret. Selve betegnelsen "Kendo" var ikke ny, eftersom den allerede eksisterede før Meiji-restaurationen. Det var dog ikke alle Kenjutsu-skoler, der ønskede denne modernisering, hvorfor flere gamle Kenjutsu-skoler stadigvæk eksisterer den dag i dag.^[6]

Praktisering

Eftersom der eksisterede tusindvis af kenjutsu-skoler, eksisterede der således mange forskellige teknikker, hvor de respektive skoler hver især havde deres foretrukne teknikker. Teknikkerne blev indarbejdet ved hjælp af kata, hvor teknikkerne indarbejdes i samarbejde med en opponent (modstander). Kontaktgraden varierer afhængig af ryū (skole) og traditioner.

Under træningen anvendes primært bokuto eller bokken, men anvendelse af katana kan også finde sted.

Nogle ryū anvender to størrelser for katana, hvor det ene sværd er længere end det andet sværd. Det lange sværd kaldes for daitō, mens det korte sværd kaldes for wakizashi eller shōtō. Endvidere eksisterer der ryū, hvor det længere samuraisværd, tachi, anvendes. Anvendelsen af to sværd i stedet for et enkelt sværd, kaldes for nitōjutsu (二に刀かたな術じゅつ). En berømt eksponet for nitōjutsu var Miyamoto Musashi (1584-1645 e.Kr.), som var stifter af Hyōhō Niten Ichi-ryū.

Kenjutsu-skoler og øvrige japanske kampdiscipliner

Referencer

^ ^a ^b Draeger, Donn F. (1973) Classical Bujutsu – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. Side 68.
^ ^a ^b Knutsen, Roald (2004). Rediscovering Budo. Kent: Global Oriental. Side 37. ISBN 1-901903-61-3
^ Draeger, Donn F. (1974). Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Side 77. ISBN 0-8348-0351-8
^ ^a ^b Draeger, Donn F. (1973). Classical Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill. Side 81. ISBN 978-0-8348-0234-6
^ Tominaga, Kengo (1973). Kendo Gohyakunen Shi (A Five Hundred Year History of Kendo). Hakusui Shoten, Tokyo; Side 20.
^ Draeger, Donn F.. (1974) Modern Bujutsu & Budo – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. Side 77.

[draeger68-1] Draeger, Donn F. (1973) Classical Bujutsu – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. Side 68.

[Re-budoSide37-2] Knutsen, Roald (2004). Rediscovering Budo. Kent: Global Oriental. Side 37. ISBN 1-901903-61-3

[3] Draeger, Donn F. (1974). Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Side 77. ISBN 0-8348-0351-8

[ClassicalPage81-4] Draeger, Donn F. (1973). Classical Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill. Side 81. ISBN 978-0-8348-0234-6

[5] Tominaga, Kengo (1973). Kendo Gohyakunen Shi (A Five Hundred Year History of Kendo). Hakusui Shoten, Tokyo; Side 20.

[6] Draeger, Donn F.. (1974) Modern Bujutsu & Budo – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. Side 77.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

v d r Japanske sværdkampskoler
15. århundrede	Tenshin Shōden Katori Shintō Ryū (1447)
16. århundrede	Shin Shinkage Ichien-ryū (ca. 1570) Hyōhō Niten Ichi-ryū (1584) Shin Muso Hayashizaki Ryu (1600)
17. århundrede	Ono-ha Ittō-ryū (ca. 1630) Abe-ryū (1667) Heijō Muteki Ryū (ca. 1668)
18. århundrede	Shindō Munen-ryū (1700-tallet)
- Japans moderne tidsperiode - Efter Meiji-restaurationen i 1868	Toyama Gakko (1873) Muso Jikiden Eishin Ryu (1912-1926) Toyama ryū (1925) Sugino - sidegren af Tenshin Shōden Katori Shintō Ryū (1927) Muso Shinden-ryu (1932) Nakamura-ryū (1952) Hatakeyama - sidegren af Tenshin Shōden Katori Shintō Ryū (1999/2009)
De japanske sværdkampskoler der er anført ovenfor inkluderer en eller flere af følgende sværddiscipliner: Kenjutsu, Kendo, Iaijutsu og Iaido.

v d r Japanske kampdiscipliner
- Japans feudale tidsperiode - Før Meiji-restaurationen i 1868	Bajutsu Iaijutsu Jujutsu Kenjutsu/Kendo Kyujutsu Naginata-jutsu Sumo Sui-bajutsu
- Japans moderne tidsperiode - Efter Meiji-restaurationen i 1868	Aikido Battojutsu Iaido Judo Karate Kendo Kyudo Naginata-do Shorinji-kempo
Meiji-restaurationen (1867-1869) markerede starten på modernisering af Japan. Japan omdannede sin sociale-, politiske- og militære struktur. I løbet af det næste årti blev samuraierne frataget deres monopol på militærtjenesten og derefter én efter én, blev resten af deres kendetegn og privilegier taget fra dem: deres særlige frisure, deres beklædning, deres eneret på efternavne, deres arvelige legater og retten til at bære sværd i offentligheden.