Junigrundloven

I marts 1848 afsatte Frederik 7. sin konservative regering og indsatte en delvist liberal overgangsregering, kaldet Martsministeriet. Den nye kultusminister D.G. Monrad udarbejdede et grundlovsudkast, som blev kritisk gennemlæst og redigeret af Orla Lehmann, der var minister uden portefølje. Udkastet blev behandlet i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Med små ændringer blev forslaget vedtaget af den 25. maj 1849, og den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. den nye grundlov.

Det var oprindeligt den liberale oppositions ønske, at Junigrundloven kom til at gælde for både kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, men Junigrundloven kom aldrig til at gælde for Slesvig. De europæiske stormagter med Rusland i spidsen pålagde efter Treårskrigen 1848-1851 den danske regering at etablere endnu en grundlov, som skulle gælde for de fælles anliggender for hele det danske monarki, foruden kongeriget Danmark også hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Med en grundlovsindskrænkning fra 29. august 1855 blev Junigrundlovens og Rigsdagens virkefelt derfor begrænset til kun at være kongeriget Danmarks særlige anliggender: Retspolitik, undervisningspolitik, kirkepolitik, kulturpolitik, socialpolitik, men derimod ikke forsvars-, told- eller udenrigspolitik, der var såkaldte fælles anliggender for hele monarkiet. Disse anliggender blev nu Helstatsforfatningens og dens parlament Rigsrådets virkefelt.

I samme forbindelse blev paragrafferne 1, 4-17, 21, 23, 33, 54 og 71, der omhandlede arvefølgen, kongemagtens status og reglerne for, hvordan man fik indfødsret, ophævet. Bestemmelserne for disse områder fandtes herefter i Helstatsforfatningen.

I denne beskårede tilstand forblev Junigrundloven i kraft indtil 28. juli 1866, hvor den blev erstattet af den gennemsete Grundlov (1866-grundloven).

Som Danmarks første frie forfatning blev Junigrundloven hurtigt til et nationalt symbol. Før Grundlovens vedtagelse havde 28. maj været festligholdt som årsdagen for den forordning fra 1831, der lagde grunden for de rådgivende stænderforsamlinger. Med Junigrundlovens vedtagelse og stænderforsamlingernes nedlæggelse blev 5. juni, grundlovsdag, den nye nationale festdag.

Under Forfatningskampen foranledigede Det forenede Venstres modstand mod 1866-grundlovens privilegerede valgret til Landstinget, at Det forenede Venstre i sit partiprogram fra 1872 proklamerede, at "Junigrundloven i dens fulde Omfang er Folkets moralske Ret". Det blev et fast brugt slagord af partiet.

Omvendt betonede det konservative parti Højre, der i kraft af 1866-grundlovens valgretsbestemmelser snart opbyggede et politisk flertal i Landstinget, at 1866-grundloven med dets stærke tokammersystem netop var skabt på Junigrundlovens grundlag og i dens ånd. Højres perspektiv var, at ændringen i 1866 havde sikret, at Landstinget blev en ægte konservativ garanti, hvor Junigrundlovens oprindelige Landsting, valgt ved almindelig valgret, fra Højres perspektiv ikke i praksis havde vist sig dueligt til at løse denne opgave.

Grundlovsændringen i 1915, der fjernede den privilegerede valgret til Landstinget og udvidede valgretten til også at gælde for kvinder og tyende, blev af Venstre beskrevet som en tilbagevenden til Junigrundlovens principper. Både grundlovsændringen i 1915 og grundlovsændringen i 1953 blev desuden underskrevet af kongen på grundlovsdag for at danne tilknytning til den oprindelige Junigrundlov.

• Danmark – forfatning
• Danmarks Riges Grundlov
• Danmarks historie 1814-1900