tøve, v. [ˈtø·və] († tøge. Moth.S551. Rostgaard.Lex.S189c). -ede. vbs. -en (se ndf.), jf. II. Tøv. (ænyd. glda. tøffue, tøwæ (og tøge), sv. töva; vel fra mnt. toven (nt. töven, holl. toeven), jf. glda. tøffre, opholde, tøve, ænyd. glda. tøffring, tøwring, opsættelse, fsv., no. dial. tøvra, glno. tøfring, som delvis kan være laant fra mnt. togeren (nt. tögeren, nht. zögern); besl. er oldn. tefja, forholde, hindre; sml. fortøve, tøvsom samt tøde; i rigsspr. især 
) 1) (p. gr. af overvejelser, af forsigtighed olgn.) betænke sig paa ell. være langsom til at gøre noget (begynde ell. fortsætte en virksomhed); nøle; ogs.: for en tid vente med, opsætte, foreløbig undlade noget. 1.1) (jf. bet. 2.2) i egl. bet. *Hr. Rabe ophidzer sit Ancker saa kort, | Hand lod ikke tøves, ey læntes. Sort.HS.E3v. “Vi vil strax slagte Øxen og Faar . .” – “Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet . . maa foretages uden hans Raad.” Holb.Ul.III.3. Det er kun i yderst sjældne Tilfælde, at man ser (Brandes) tøve for at sysle med Smaaord. HBrix.(Tilsk.1912.I.145). (ægtefolkene) drøftede . . den Mulighed, at adoptere et Barn. Nu havde de en god Indtægt . . saa det var ikke økonomiske Betænkeligheder, der fik dem til at tøve. Soya.GAM.89. ude i entreen . . tøver han et sekund. MKlitgaard. MS.47. uden tøven, uden nølen; ufortøvet. Jag ham uden videre Tøven paa Porten. Skuesp.V.59. her maa handles uden Tøven. Pont.HK.89. især i forb. tøve med, styrende inf. ell. vbs. Jeg hastede, og tøvede (1931: tøved) ikke med at holde dine Bud. Ps.119.60. Han tøver med Hjelpen. Høysg.S.60. Da Forestillingen var forbi, tøvede han med at forlade Huset. Gylb. Novel.II.174. O. tøvede med Svaret. EBertels. MH.50. (nu næppe br.) m. inf. direkte tilknyttet. den unge karl tøvede ikke (1871: tøvede ikke med) at giøre denne gierning. 1Mos.34.19 (Chr.VI). *Hvi dvæler jeg? – Hvi tøver jeg at holde | . . min Eed? Ew. (1914).III.60. Herre . . hvor længe tøver du at dømme og hevne (Chr.VI: dømmer og hevner du ikke; 1907: undlader du at dømme og hævne) vort Blod paa dem, som boe paa Jorden? Aab.6.10. (jf. bet. 1.2 og 2) m. tings-subj.; dels ved personifikation, dels om handling: udsættes; staa hen; vente. min Frelse tøver ikke (Chr.VI: skal ikke tøve). Es.46.13. lade alting tøve til sin tilbørlige og bekvemmelige tid at monis (dvs.: modnes). Cit.1729.(Vider.III.301). Forglem engang din Møje; lad din Gierning tøve til i Morgen. Mynst.Præd.(1810).296. Et Spørgsmaal tøvede i ham. Han saa vist paa Pibeslangen, der stak op af den anden Karls Brystlomme. – Hvormeget skal Piben koste? spurgte han tilsidst. JVJens.HF.50. (mine) Forventninger (syntes) at tøve med at gaa i Opfyldelse. Bergstrøm.KD.124. part. tøvende brugt som adj. han saae hende tøvende lede efter et Ord for at bryde den overraskende Situation. Kofoed-Hansen.KA.I.281. jf.: Den korte Novemberdag gik allerede ved Middagstid tøvende og trøstesløs ind i Tusmørket. Madelung.EH.122. spec.: som vidner om tøven, usikkerhed olgn.; famlende. *Tøvende Omrids | af tunge Former | stiger i Drømme | fra Stenens Sind. PerLange.Forvandlinger.(1929).10. de første tøvende Forsøg, hvor den unge Mand blot tænker paa at redegøre for sit Motiv. SSchultz.CAJensen. I.(1932).113. (nu næppe br. i rigsspr.) ordspr. Stakket Tøven giver lang Løben. Mau.5000b. Feilb. 1.2) (jf. bet. 2) blive (længe) borte; lade vente paa sig; foreløbig undlade at komme. der Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov ind. Matth.25.5. *kom, du milde | Jesus lille, | Tøv ej længe (Grundtv.SS.I.264 afvig.). SalmHj.132.4. *Hvor længe tøver han, den ædle Kæmper! Ew.(1914).III.36. PalM.Poes. II.342 (se u. nøle). “Hvor han dog tøver længe!” – “Skulde der være tilstødt ham en Ulykke.” EBrand.M.7. 1.3) (foræld.) i videre anv., om lyset: bruge en vis tid til sin bevægelse ell. udbredelse; i udtr. lysets tøven, om (Ole Rømers opdagelse af) lysets hastighed (efter Rømers udtr. le retardement de la lumiere, se Journal des Sçavans.1676.269. jf. AxelVNielsen.OleRømer.(1944).61.172. FysiskTidsskrift.1945.19). Om Ole Rømers Opdagelse af Lysets Tøven. KMeyer.(bogtitel. 1915). 2) forblive (kortere ell. længere tid) paa samme sted (og (jf. bet. 1) forholde sig uvirksom). 2.1) i al alm. de have nu tøvet hos mig tre Dage. Matth.15.32. Om Hr. Jeronimus vil tøve et Øyeblik, saa skal jeg kalde paa mine Forældre. Holb.Pern.I.4. Dog havde vi ikke tøvet her saa længe, men efterhaanden listet os op ad med Floden, dersom ikke Vinden havde blæst saa stærk. Robinson.I.13. vilt du ikke tøve, min elskte? Bliv, og see mine Taarer. Blich.(1920).I.54. Der var kommen fire-fem Karle tilstede, og da de nu var sammen, blev det til, at de tøvede lidt for at snakke. JVJens.HF.104. jf.: *O! hulde Ungdom! kan du ikke | Hos dine Venner tøve lidt? Tode.II.233. jf. bet. 1: *Foraarsnatten tøver | paa Tærsklen til vor Dør. UlfHoffmann.Sejle,se og synge.(1941).18. den faldende Skumrings Tøven paa Tærskelen til den lyse Nat. Steenberg.H.I.44. (nu dial.) m. h. t. langvarigt ophold: forblive; bo. *Hvi ei du tøver hjemme nu | I Ro, derom jeg vilde spørge. Grundtv.Optr.II.126. denne Mand (skal) føre Eder ned til Præsten i Sønder Mehrn, hvor I kunne tøve, til Svenskerne drage bort fra Høfdingsgaard. Etlar. GH.II.244. Korch.Godtfolk.(1920).106. 2.2) (delvis til bet. 1.1) imp. tøv! dels: undlad at gaa; bliv; dels: (stands og) vent med at gaa videre i talen, virksomheden osv. tøv lad see nok eengang. Holb.Bars.I.4. *Tøv saa længe til jeg sender Nogen. Hrz.Lyr.I.24. *dvæl et Øieblik og tøv endnu. PalM.II.26. tøv lidt! bi lidt; stop lidt. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud. Holb.Er.I.2. Tøv lidt! Jeg har et Par Ord at sige dig. Hauch. SK.19. “Tøv lidt! tøv lidt!” sagde Spurvene. Men den (dvs.: en graaspurv) vilde ikke tøve lidt; i Angest og Forfærdelse fløi hun hjemad. HCAnd.(1919).II.233. Tøv lidt og giv mig Tid. JacPaludan.TS.10. talem.: tøv lidt og lad os se osv., se Ole 2. tøv et (lille) korn, se Korn 7.2. jf. Feilb. 3) (forblive paa samme sted og) forholde sig afventende over for en vis ventet begivenhed ell. situation. (nu især dial.) m. h. t. person: vente, til en kommer; vente paa. (han) bad En af Tjenerne, om at melde ham hos Hertugen. “Hans Naade spiser Frokost!” “Ah, og taaler formodentlig ingen Forstyrrelse i sin Andagt . . saa kan jeg tøve.” Bagger.I.230. Jeg tøvede hele Dagen; men han kom ikke. MO. Bergs.PS.V.265. især i forb. tøve efter: Cornelius tøvede efter (1819: ventede paa) dem. ApG.10.24 (Chr. VI). VSO. Korch.Godtfolk.(1920).121. overf.: du (dvs.: gud) udfrier dem, som tøve (1871: bie) efter dig. Sir.51.13 (Chr.VI). † tøve en efter m. sa. bet. Den Person, som forlat er, skal tøve den anden efter i tre Aar. DL. 3–16–15–2. – (nu kun dial.) m. obj.: oppebie. *Hand tøver os hist ude, | Kom lad os gaa og faa Beskeed. Schandrup.R2v. tøv mig! UfF.(sdjy.). (nu l. br.) m. h. t. ting ell. forhold: afvente; i forb. m. præp. efter. Flaaden . . tøvede efter Medbør. Molb.DH.II.418. Ikke saa længe som du maatte blive efter mit Brev tøvede jeg efter Dit. Kierk.(Tilsk.1900.504). tøv (du bare) olgn., (jf. ænyd. tøff kun, nt. töw man i sa. anv.; nu vist kun dial.) anv. som trusel: vent blot (saa skal jeg nok ramme dig, hævne mig). *Men tøv! Men tøv! Bredahl. V.220. “Tøv du bare,” tænkte jeg . . Nu skulde Stine lige godt en Gang for alle have at vide, hvem der havde Kommandoen. Korch.LL.104. jf.: Jamen hvad skal vi stille op med de Fruentimmer . . tøv nu bare til du selv faar en, saa faar du det nok at vide. smst.70. 4) (nu kun dial.) sinke; forsinke. MDL. Feilb. a skal ikke tøve dig . . du længes efter at komme hjem. Kirk.NT.6. talem.: at bede og smøre tøver ikke (sml. u. VIII. sinke 2.1). Moth.S551. Rostgaard.Lex.S189c. jf.: Det tøver ikke hverken at bede eller slibe. Krist.Ordspr.368. 5) i forb. tøve tiden, (jf. sinke tiden u. VIII. sinke 2.2; sj.) bruge tiden til noget uvæsentligt, unødvendigt; spilde tiden. staa ikke der og tøv Tiden med at spørge. Steenberg.H.II.249.
) 1) (p. gr. af overvejelser, af forsigtighed olgn.) betænke sig paa ell. være langsom til at gøre noget (begynde ell. fortsætte en virksomhed); nøle; ogs.: for en tid vente med, opsætte, foreløbig undlade noget. 1.1) (jf. bet. 2.2) i egl. bet. *Hr. Rabe ophidzer sit Ancker saa kort, | Hand lod ikke tøves, ey læntes. Sort.HS.E3v. “Vi vil strax slagte Øxen og Faar . .” – “Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet . . maa foretages uden hans Raad.” Holb.Ul.III.3. Det er kun i yderst sjældne Tilfælde, at man ser (Brandes) tøve for at sysle med Smaaord. HBrix.(Tilsk.1912.I.145). (ægtefolkene) drøftede . . den Mulighed, at adoptere et Barn. Nu havde de en god Indtægt . . saa det var ikke økonomiske Betænkeligheder, der fik dem til at tøve. Soya.GAM.89. ude i entreen . . tøver han et sekund. MKlitgaard. MS.47. uden tøven, uden nølen; ufortøvet. Jag ham uden videre Tøven paa Porten. Skuesp.V.59. her maa handles uden Tøven. Pont.HK.89. især i forb. tøve med, styrende inf. ell. vbs. Jeg hastede, og tøvede (1931: tøved) ikke med at holde dine Bud. Ps.119.60. Han tøver med Hjelpen. Høysg.S.60. Da Forestillingen var forbi, tøvede han med at forlade Huset. Gylb. Novel.II.174. O. tøvede med Svaret. EBertels. MH.50. (nu næppe br.) m. inf. direkte tilknyttet. den unge karl tøvede ikke (1871: tøvede ikke med) at giøre denne gierning. 1Mos.34.19 (Chr.VI). *Hvi dvæler jeg? – Hvi tøver jeg at holde | . . min Eed? Ew. (1914).III.60. Herre . . hvor længe tøver du at dømme og hevne (Chr.VI: dømmer og hevner du ikke; 1907: undlader du at dømme og hævne) vort Blod paa dem, som boe paa Jorden? Aab.6.10. (jf. bet. 1.2 og 2) m. tings-subj.; dels ved personifikation, dels om handling: udsættes; staa hen; vente. min Frelse tøver ikke (Chr.VI: skal ikke tøve). Es.46.13. lade alting tøve til sin tilbørlige og bekvemmelige tid at monis (dvs.: modnes). Cit.1729.(Vider.III.301). Forglem engang din Møje; lad din Gierning tøve til i Morgen. Mynst.Præd.(1810).296. Et Spørgsmaal tøvede i ham. Han saa vist paa Pibeslangen, der stak op af den anden Karls Brystlomme. – Hvormeget skal Piben koste? spurgte han tilsidst. JVJens.HF.50. (mine) Forventninger (syntes) at tøve med at gaa i Opfyldelse. Bergstrøm.KD.124. part. tøvende brugt som adj. han saae hende tøvende lede efter et Ord for at bryde den overraskende Situation. Kofoed-Hansen.KA.I.281. jf.: Den korte Novemberdag gik allerede ved Middagstid tøvende og trøstesløs ind i Tusmørket. Madelung.EH.122. spec.: som vidner om tøven, usikkerhed olgn.; famlende. *Tøvende Omrids | af tunge Former | stiger i Drømme | fra Stenens Sind. PerLange.Forvandlinger.(1929).10. de første tøvende Forsøg, hvor den unge Mand blot tænker paa at redegøre for sit Motiv. SSchultz.CAJensen. I.(1932).113. (nu næppe br. i rigsspr.) ordspr. Stakket Tøven giver lang Løben. Mau.5000b. Feilb. 1.2) (jf. bet. 2) blive (længe) borte; lade vente paa sig; foreløbig undlade at komme. der Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov ind. Matth.25.5. *kom, du milde | Jesus lille, | Tøv ej længe (Grundtv.SS.I.264 afvig.). SalmHj.132.4. *Hvor længe tøver han, den ædle Kæmper! Ew.(1914).III.36. PalM.Poes. II.342 (se u. nøle). “Hvor han dog tøver længe!” – “Skulde der være tilstødt ham en Ulykke.” EBrand.M.7. 1.3) (foræld.) i videre anv., om lyset: bruge en vis tid til sin bevægelse ell. udbredelse; i udtr. lysets tøven, om (Ole Rømers opdagelse af) lysets hastighed (efter Rømers udtr. le retardement de la lumiere, se Journal des Sçavans.1676.269. jf. AxelVNielsen.OleRømer.(1944).61.172. FysiskTidsskrift.1945.19). Om Ole Rømers Opdagelse af Lysets Tøven. KMeyer.(bogtitel. 1915). 2) forblive (kortere ell. længere tid) paa samme sted (og (jf. bet. 1) forholde sig uvirksom). 2.1) i al alm. de have nu tøvet hos mig tre Dage. Matth.15.32. Om Hr. Jeronimus vil tøve et Øyeblik, saa skal jeg kalde paa mine Forældre. Holb.Pern.I.4. Dog havde vi ikke tøvet her saa længe, men efterhaanden listet os op ad med Floden, dersom ikke Vinden havde blæst saa stærk. Robinson.I.13. vilt du ikke tøve, min elskte? Bliv, og see mine Taarer. Blich.(1920).I.54. Der var kommen fire-fem Karle tilstede, og da de nu var sammen, blev det til, at de tøvede lidt for at snakke. JVJens.HF.104. jf.: *O! hulde Ungdom! kan du ikke | Hos dine Venner tøve lidt? Tode.II.233. jf. bet. 1: *Foraarsnatten tøver | paa Tærsklen til vor Dør. UlfHoffmann.Sejle,se og synge.(1941).18. den faldende Skumrings Tøven paa Tærskelen til den lyse Nat. Steenberg.H.I.44. (nu dial.) m. h. t. langvarigt ophold: forblive; bo. *Hvi ei du tøver hjemme nu | I Ro, derom jeg vilde spørge. Grundtv.Optr.II.126. denne Mand (skal) føre Eder ned til Præsten i Sønder Mehrn, hvor I kunne tøve, til Svenskerne drage bort fra Høfdingsgaard. Etlar. GH.II.244. Korch.Godtfolk.(1920).106. 2.2) (delvis til bet. 1.1) imp. tøv! dels: undlad at gaa; bliv; dels: (stands og) vent med at gaa videre i talen, virksomheden osv. tøv lad see nok eengang. Holb.Bars.I.4. *Tøv saa længe til jeg sender Nogen. Hrz.Lyr.I.24. *dvæl et Øieblik og tøv endnu. PalM.II.26. tøv lidt! bi lidt; stop lidt. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud. Holb.Er.I.2. Tøv lidt! Jeg har et Par Ord at sige dig. Hauch. SK.19. “Tøv lidt! tøv lidt!” sagde Spurvene. Men den (dvs.: en graaspurv) vilde ikke tøve lidt; i Angest og Forfærdelse fløi hun hjemad. HCAnd.(1919).II.233. Tøv lidt og giv mig Tid. JacPaludan.TS.10. talem.: tøv lidt og lad os se osv., se Ole 2. tøv et (lille) korn, se Korn 7.2. jf. Feilb. 3) (forblive paa samme sted og) forholde sig afventende over for en vis ventet begivenhed ell. situation. (nu især dial.) m. h. t. person: vente, til en kommer; vente paa. (han) bad En af Tjenerne, om at melde ham hos Hertugen. “Hans Naade spiser Frokost!” “Ah, og taaler formodentlig ingen Forstyrrelse i sin Andagt . . saa kan jeg tøve.” Bagger.I.230. Jeg tøvede hele Dagen; men han kom ikke. MO. Bergs.PS.V.265. især i forb. tøve efter: Cornelius tøvede efter (1819: ventede paa) dem. ApG.10.24 (Chr. VI). VSO. Korch.Godtfolk.(1920).121. overf.: du (dvs.: gud) udfrier dem, som tøve (1871: bie) efter dig. Sir.51.13 (Chr.VI). † tøve en efter m. sa. bet. Den Person, som forlat er, skal tøve den anden efter i tre Aar. DL. 3–16–15–2. – (nu kun dial.) m. obj.: oppebie. *Hand tøver os hist ude, | Kom lad os gaa og faa Beskeed. Schandrup.R2v. tøv mig! UfF.(sdjy.). (nu l. br.) m. h. t. ting ell. forhold: afvente; i forb. m. præp. efter. Flaaden . . tøvede efter Medbør. Molb.DH.II.418. Ikke saa længe som du maatte blive efter mit Brev tøvede jeg efter Dit. Kierk.(Tilsk.1900.504). tøv (du bare) olgn., (jf. ænyd. tøff kun, nt. töw man i sa. anv.; nu vist kun dial.) anv. som trusel: vent blot (saa skal jeg nok ramme dig, hævne mig). *Men tøv! Men tøv! Bredahl. V.220. “Tøv du bare,” tænkte jeg . . Nu skulde Stine lige godt en Gang for alle have at vide, hvem der havde Kommandoen. Korch.LL.104. jf.: Jamen hvad skal vi stille op med de Fruentimmer . . tøv nu bare til du selv faar en, saa faar du det nok at vide. smst.70. 4) (nu kun dial.) sinke; forsinke. MDL. Feilb. a skal ikke tøve dig . . du længes efter at komme hjem. Kirk.NT.6. talem.: at bede og smøre tøver ikke (sml. u. VIII. sinke 2.1). Moth.S551. Rostgaard.Lex.S189c. jf.: Det tøver ikke hverken at bede eller slibe. Krist.Ordspr.368. 5) i forb. tøve tiden, (jf. sinke tiden u. VIII. sinke 2.2; sj.) bruge tiden til noget uvæsentligt, unødvendigt; spilde tiden. staa ikke der og tøv Tiden med at spørge. Steenberg.H.II.249. 
