Røde partier tordner mod nye erhvervsskattelettelser: 'Resultatet af en mangeårig vellykket lobbykampagne fra de store familiedynastier'

Regeringen vil sænke bo- og gaveafgiften til 10 procent. Et godt skridt på vejen, mener flere blå partier.

Ifølge Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, løber Socialdemokratiet fra en aftale, de lavede i 2019 i den rene S-regering, der var støttet af de røde partier. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Allerede før regeringen kunne nå at stille op til pressemøde og præsentere skattelettelser for erhvervslivet, tordnede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, mod dele af udspillet på det sociale medie X.

Senere lød kritikken også fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der kaldte det ”hamrende skævt” at prioritere skattelettelser til samfundets rigeste.

Det er særligt regeringens plan om at sænke bo- og gaveafgiften for familieejede virksomheder fra de nuværende 15 procent til 10 procent, som SF og Enhedslisten raser over.

En afgift, som Socialdemokratiet i 2019 selv satte op fra 5 procent til 15 procent, da de overtog regeringsmagten efter VLAK-regeringen.

- Det er helt ude i skoven. Det her er jo en særrabat til nogle af Danmarks allerrigeste familier, som så skal betale mindre i arveskat end du, jeg og alle andre danskere, siger Pelle Dragsted.

- Når man ser på vores folkeskole og hvor dårlig stand, den er i. Når man ser på vores små børn og hvor få pædagoger, de faktisk har omkring sig. Og når man ser på ældreplejen, hvor selv en blind ældre mand oplever, at han må gøre rent selv, fordi han ikke kan få hjælpen. Så er det helt skævt at prioritere skattelettelser til de allerrigeste i stedet for fællesskabet, siger Pia Olsen Dyhr.

Skriger til himlen

Hvis det var en regering med Lars Løkke Rasmussen og Venstre alene, der kom med udspillet, vil det ikke komme bag på Pelle Dragsted.

Men når det er en regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for bordenden, mener han, at udspillet ”skriger til himlen”.

- Vi var selv med til at sætte skatten på 15 procent, da vi sidst havde regering sammen. Så de løber jo sådan set også fra en aftale, vi lavede sammen dengang.

- For mig at se så er det her resultatet af en mangeårig vellykket lobbykampagne fra de store familiedynastier, som har postet millioner af kroner ind i at påvirke politikere. Og nu får de så valuta for pengene, siger han.

Går vi tilbage til 2013, var SF med til støtte erhvervsskattelettelser, hvor den daværende SRSF-regering sænkede selskabsskatten. Pia Olsen Dyhr mener dog ikke, at man kan sammenligne med dengang.

Du var selv med til at sænke selskabsskatten, så hvorfor er det her meget værre?

- Man gjorde det i 2013, oven på en finanskrise, hvor man skulle genstarte det danske erhvervsliv. Det kan ikke sammenlignes med den situation i dag, hvor dansk erhvervsliv har det godt. Dansk økonomi er i topform, men velfærden mangler, og det er der, vi skal prioritere i dag, siger hun.

Hvis den (skattelettelsen, red.) bliver vedtaget inden næste valg, skal den så rulles tilbage, hvis I skal i regering?

- Nu skal vi jo højst sandsynligt ikke alene i regering. Vi synes, det er en dårlig idé. Vi har ingen interesse i det her, og hvis vi kunne komme til det, rullede vi det gerne tilbage, siger hun.

DSU: Det er ikke socialdemokratisk politik

Også Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, melder sig i det utilfredse kor, der kalder udspillet for "skattelettelser til samfundets allerrigeste".

- Det er virkelig skævt i en situation, hvor vores velfærdssamfund mange steder er slidt og lider, siger forbundsformand for DSU Katrine Evelyn Jensen.

På pressemødet tidligere i dag sagde erhvervsminister Morten Bødskov, at udspillet ikke er "groet i Socialdemokratiets baghave", men et kompromis.

Det anerkender Katrine Evelyn Jensen også, men hun savner at høre fra Socialdemokratiet, at der er tale om "en kamel, der skal sluges".

- Forskellene i vores land skal ikke blive for store. Og der ikke nogen grund til at give de absolut rigeste milliardærer, der i forvejen har alt, hvad de kunne drømme om, flere skattelettelser.

- Man kan i det mindste være ærlige om, at det her ikke er Socialdemokratiets politik.

'Et godt skridt på vejen'

Helt omvendt ser flere blå partier på regeringens udspil.

Hos Danmarksdemokraterne havde de dog allerhelst set, at regeringen havde besluttet at ville sænke bo- og gaveafgiften yderligere - ikke bare til ti procent men til fem procent.

- Det er ikke helt så ambitiøst, som vi kunne have ønsket os, men det er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, siger erhvervsordfører Betina Kastbjerg.

Forhandlingerne om regeringens udspil er allerede gået i gang, og både Danmarksdemokraterne og flere andre partier ser positivt på muligheden for at gå med i en aftale.

- Det er en fornuftig og fin aftale, så vi er positive og med i det videre forhandlingsforløb, siger Steffen Frølund, der er Liberal Alliances skatteordfører.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at en aftale bliver så bred som mulig for at sikre, at bo- og gaveafgiften ikke stiger og falder efter hvert valg.

- Vi skal have nogle regler, der er stabilt forankrede i Folketinget med et meget bredt flertal, så man som dansker ved, hvad man har at regne med i fremtiden, siger skatteordfører Peter Kofod.