(Translated by https://www.hiragana.jp/)
Bestå — ordnet.dk
Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Bestå

Bestå

Handlinger tilknyttet webside
Hvad er forskellen på "Jeg har bestået" og "Jeg er bestået"?
Bestå

Foto: Lewser I
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Vi sidder og taler lidt omkring ordet bestå i henhold til prøver og eksamen. Hedder det "Jeg har bestået", eller hedder det "Jeg er bestået", eller kan man sige begge dele? Hvordan forholder det sig med det ord? Søren N. 30. april 2012

Svar:

Når man skal vælge hjælpeverbum, dvs. "har" eller "er", ser man på om verbet har objekt. Hvis det har objekt, bøjes det med "har":

Jeg har bestået eksamen ("eksamen" er objekt for "bestået")

Hvis verbet ikke har objekt, kan man ved verber der betegner bevægelse og anden form for overgang, vælge mellem "er" og "har". "Er" betoner overgangen, skiftet, bevægelsen som i:

Jeg er rejst (til Frankrig)

"Har" kan bruges når man vil angive en vedvarende aktivitet:

Jeg har rejst meget (i Frankrig)

Ved "bestå" vil "Jeg er bestået" således betone overgangen til en ny tilstand som ikke længere eksamenslæsende, mens "Jeg har bestået" må opfattes som en afkortning af sætningen med objekt (Jeg har bestået eksamen), hvor "har" ikke kan skiftes ud med "er". Begge sætninger er altså i orden og betyder det samme, men kan forklares forskelligt. Henrik Lorentzen